USA har lige markeret mordet på Martin Luther King, som fandt sted mindre end et år efter, at han trådte åbent frem som modstander af USA's imperialistiske invasion i Vietnam. Artiklen her forklarer, hvorfor USA’s Nye Kolde Krig mod Kina skal anskues i et historisk perspektiv, nu hvor Biden afløser Trump som øverstkommanderende for imperialismen. Og den er helt i tråd med Luther Kings antiimperialistiske arv og minder os om den "Kolde Krig", der skabte den historiske situation, som Luther King udgik fra.

Den 3. september fejrede Kina 75-årsdagen for sin sejr over japansk aggression. Tidligere på året gik Folkets Befrielseshær (PLA) sammen med russiske militærstyrker om at fejre årsdagen for sejrsdagen. Kina og Sovjetunionen mistede tilsammen op mod halvtreds millioner mennesker under Anden Verdenskrig.

Sovjetunionens sammenbrud i 1991 banede vejen for normalisering af den kapitalistiske og imperialistiske ideologi, nemlig idéen om at der ikke findes alternativer til USA's overherredømme.

Afslutningen på Anden Verdenskrig markerede også begyndelsen på den Kolde Krig. I modsætning til Anden Verdenskrig, som hovedsagelig var en krig mellem kapitalistiske stater om en omfordeling af verden, så satte den Kolde Krig scenen for en årtier lang kamp mellem to konkurrerende sociale systemer: kapitalisme og socialisme.

USA kom ud af Anden Verdenskrig som den imperiale hersker og den største økonomi i den kapitalistiske verden. Trods ødelæggende tab af liv og økonomisk infrastruktur, så kom Sovjetunionen ved at bruge en socialistisk udviklingsmodel til at fremstå som en verdensmagt.

Der er mange tragedier forbundet med den "gamle" Kolde Krig mellem den kapitalistiske blok, anført af USA, og den socialistiske blok, anført af Sovjetunionen. Måske er den største tragedie, at USA har kunnet opretholde monopol på den måde, historien om den Kolde Krig er blevet fortalt på.

Under påberåbelse af at nedkæmpe socialismens eksistentielle trussel har USA brugt mere end halvtreds år på at underspille den imperialistiske vold under den Kolde Krig som godartet og som en nødvendig forudsætning for bevarelse af demokrati og frihed.

Ny Kold Krig

På intet andet tidspunkt i historien har det været så vigtigt som nu at huske på ofrene fra den først Kolde Krig for at kunne oplyse modstanden mod den Nye Kolde Krig, som er rejst mod Kina.

USA's andel af den globale økonomi er faldet dramatisk efter 1960. På den anden side er Kina på vej til at overhale USA, målt på BNP, i 2030.

Farerne ved den Nye Kolde Krig mod Kina er klare. Ifølge den berømte dokumentarfilmproducent John Pilger danner mere end 400 militærbaser en ring om Kina i den asiatiske del af Stillehavet. Den 3. juli 2020 blev to hangarskibe og et B-52 atombevæbnet bombefly udstationeret i det Sydkinesiske Hav.

Den Indo-kinesiske Overkommando vil i slutningen af 2020 råde over mere end halvtreds procent af USA’s militære kapacitet og tres procent af USA’s flådekapacitet. USA’s præsident Trump har relanceret Obama-administrationens såkaldte "pivot to Asia", altså at sætte Asien i fokus som en strategi for "stormagtskapløb" for enden af et geværløb.

Den USA-ledede Nye Kolde Krig udkæmpes ikke kun på den militære front. For at skabe spændinger til Kina har USA indført sanktioner mod det kinesiske kommunistpartis funktionærer for ubegrundede påstande om undertrykkelse af Uyghurer. De har givet skjult støtte fra "The National Endowment for Democracy" (NED) til "pro-demokratiske" protester i Hong Kong, er kommet med trusler om at forbyde populære kinesiske apps som TikTok og WeChat, har lukket det kinesiske konsulat i Houston og lavet en bunke andre fjendtlige tiltag.

Alle disse tiltag fremmer en krigsatmosfære, der ikke er meget anderledes end den, der fandtes i anden halvdel af det 20'ende århundrede. Covid-19-pandemien, som Kina fik under kontrol på tre måneder, har kun givet USA yderligere anledning til at gøre Kina til syndebuk for at aflede opmærksomheden fra egen kriminalitet. Og fordi Kina har et andet socialt system end USA, så bør fredselskende folk være meget bekymrede for, at USA vil begå flere krigsforbrydelser i sin bestræbelser på at standse Kina, som de gjorde under den første Kolde Krig.

Korea og Vietnam

USA fungerede som en masseødelæggelseskraft hele vejen gennem sit korstog mod kommunismen fra 1945 til 1991. USA-ledte fordækte militære operationer og besættelser var almindelige i Latinamerika, Asien og Afrika. Det gælder ikke mindst de to USA-besættelser i Asien under den Kolde Krig, nemlig dem der fandt sted i Korea og Vietnam.

USA-krigen i Vietnam var gnisten, som satte fart i antikrigsbevægelsen.

Fra 1950 til 1953 anvendte Truman-administrationen masseødelæggelsesvåben til at forhindre den koreanske revolution i at forene landet ad socialistiske linjer. Over tre millioner koreanere døde i denne periode, og byer som Pyongyang blev fuldstændig udslettet af USA-strategien med at "bombe alt, der bevæger sig". Der blev indgået en våbenhvile i 1953, men USA har stadig ikke underskrevet en formel fredsaftale, der endegyldigt virkelig vil afslutte krigen.

Hvor USA-invasionen af Korea er kendt som den "glemte krig", så husker mange aktivister USA-krigen i Vietnam som gnisten, der satte fart i antikrigsbevægelsen. I første omgang ydede USA indirekte støtte til det brutale marionetstyre i Sydvietnam, efter at de franske kolonistyrker var blevet smidt ud i midt-1950’erne. Men mod slutningen af 1960’erne optrappede USA sin kampagne for at udslettet Vietnams Nationale Befrielsesfront.

Tæppebombninger, torturkampagner og massakrer på kvinder og børn var blot nogle af de brutale grusomheder, som USA’s styrker iværksatte. Det skønnes, at omkring fire millioner vietnamesere var blevet dræbt før krigens formelle afslutning i 1975, og tre millioner liter dødelig Agent Orange-gift var blevet spredt over Vietnams landbrugsjord. Både udlands-vietnamesere og tidligere U.S.-soldater kæmper stadig med de langtrækkende biologiske følger af Agent Orange-giften.

Stedfortræderkrigene

En stor del af den Kolde Krig var karakteriseret ved USA’s kup og stedfortræderkrige, der indsatte følgagtige regeringer i lande, som man skønnede var modtagelige for kommunismens indflydelse.

USA opretholdt monopol på den måde, historien om den Kolde Krig er blevet fortalt på.

I 1954 orkestrerede CIA et kup mod den progressive og demokratisk valgte præsident i Guatemala, Jacobo Arbenz. Den voldelige afsættelse af Arbenz lagde grunden til en "borgerkrig", der strakte sig over tre årtier, og som tog livet af over 200.000 guatemalanere, mens USA under hele krigen vedholdende understøttede marionetregeringen.

Guatemala var blot et af landene i Latinamerika, som blev smadret af USA’s koldkrigsinterventioner. USA-støttede kontrakrige, kup og dødspatruljer myrdede hundredtusinder af mennesker i Brasilien, Chile og Nicaragua i løbet af den såkaldte Kolde Krig.

Afrika blev set som en lige så vigtig slagmark i USA’s Kolde Krig mod kommunismen. Et af de mere prominente eksempler på USA’s indblanding i Afrika under den Kolde Krig var i den Demokratiske Republik Congo. Her samarbejdede CIA, Belgien og den congolesiske elite om at myrde nationens første demokratisk valgte præsident, Patrice Lumumba, i 1961.

I 1966 blev Ghanas første postkoloniale præsident, Kwame Nkrumah, styrtet ved et kup bakket op af CIA. Thomas Sankara i Burkina Faso led samme skæbne mindre end to årtier derefter. Hver af disse ledere blev set som en trussel, fordi det blev anset som en mulighed, at de ville alliere et uafhængigt Afrika med Sovjetunionen. Deres afsættelse lagde grunden til stedfortræderkrige, sanktioner og vestlige gældsfælder, som plager kontinentet frem til den dag i dag.

En mere ulige og undertrykt verden

Dette er kun toppen af isbjerget ved USA’s ødelæggende rolle i den Kolde Krig. Et andet offer for den gamle Kolde Krig var kampen for en mere ligeværdig verden. Sovjetunionens sammenbrud i 1991 banede vejen for den normalisering af kapitalistisk og imperialistisk ideologi, der består i idéen om, at der ikke er noget alternativ til USA’s overherredømme.

Guatemala var blot et af landene i Latinamerika, som blev smadret af USA's koldkrigsinterventioner.

Alle sektorer i det officielle USA har deltaget i at udslette sporene af de hjemlige konsekvenser af den Kolde Krig, såsom den hårdhændede undertrykkelse af socialister, kommunister, fredsaktivister og de sortes bevægelser op gennem hele det tyvende århundrede. Siden har den imperialistiske overherredømmefortælling om det enestående amerikanske opdigtet og gentaget, så det er til at brække sig over: At den socialistiske bloks fald har retfærdiggjort et fald i levestandard for en stor del af verden, herunder for arbejdere og fattige i USA.

En verden i forandring

På denne baggrund er der opstået en Ny Kold Krig, som kaster lys over et globalt landskab i forandring. Kina overlevede stormløbet fra den unipolære USA-dominans og den Kolde Krigs fjendtlige handlinger ved at integrere sig i den globale kapitalistiske økonomi.

Covid-19-pandemien har kun givet USA yderligere anledning til at gøre Kina til syndebuk for at aflede opmærksomheden fra egen kriminalitet.

Ikke mange husker på, at Kina engang var et meget fattigt land, som måtte se sig selv som fuldstændig isoleret, både diplomatisk og økonomisk i mere end to årtier efter den kinesiske revolution i 1949. Kina er ikke længere i den position. Kina har prestige i verdens affærer som den næststørste økonomi i verden, men er også dybt integreret med økonomierne i både Det Globale Syd og i Vesten på en måde, som Sovjetunionen ikke var.

Kinas opstigen har også fundet sted samtidig med USA’s nedtur på mange områder, ikke mindst på det økonomiske felt.

USA’s andel af den globale økonomi er faldet dramatisk efter 1960. Modsat er Kina på vej til at overhale USA, målt i bruttonationalprodukt, BNP, i 2030. Dette vil sandsynligvis accelerere på grund af den rolle, som den ukontrollerede spredning af covid-19 i USA spiller i at bringe USA’s økonomi ned i en langvarig depression.

Trump-administrationen har således indtaget den holdning, at hvis USA ikke kan konkurrere med Kina økonomisk, så vil den bruge hvilke som helst våben til at true Kina til at underlægge sig USA’s diktater.

Et to-parti-projekt

Tag ikke fejl, den Nye Kolde Krig mod Kina er et "to-parti-projekt", et projekt for begge politiske partier. Biden og Trump brugte en stor del af valgkampen op til præsidentvalget på at revse hinanden for, hvem der var mest blød i forholdet til Kina.

Den Nye Kolde Krig mod Kina udkæmpes helt bogstaveligt på Kinas dørtrin.

Den Nye Kolde Krigs to-parti-karakter understreges mest drastisk i et afsnit af "National Defence Authorization Act” (NDAA) fra juli, hvor begge Kongressens kamre blev enige om at imødegå "truslen fra Kina" med et forøgelse af forsvarsbudgettet for 2021 på to milliarder dollars, fra 738 til 740 milliarder.

Selv om de republikanske kongresmedlemmer Mitt Romney, Joshua Hawley og Jim Inofe har været de mest synlige fortalere for flere militære fjendtligheder mod Kina, så har Det Demokratiske Parti kun gjort lidt eller intet for at dæmme op for den Nye Kolde Krigs flodbølge.

Det betyder, at det militær-industrielle kompleks og dets håndfuld af private underleverandører har frie hænder til at bruge anti-kinesiske fjendtligheder til at fyre op under en farlig militarisering af det asiatiske Stillehav.

Det militær-industrielle kompleks' indflydelse i den Nye Kolde Krig mod Kina træder klart frem i Trump-administrationens godkendelse af våbensalg til Taiwan på op til ti milliarder dollars – en klar overtrædelse af ét-Kina-politikken.

Det, at den Nye Kolde Krig mod Kina helt bogstaveligt udkæmpes på Kinas dørtrin, skulle være tilstrækkeligt til at kalde på modstand fra fredselskende folk i USA og i verden som helhed.

Imidlertid er der mange andre grunde til, at USA’s Nye Kolde Krig skal afvises. De forstærkede fjendtligheder mod Kina kommer på et tidspunkt, hvor arbejdere i USA står over for en ødelæggende økonomisk krise, oven i en pandemi som USA’s regering fuldstændig har fejlet med at få under kontrol.

Desuden har USA’s regering overhovedet ingen ret til at belære Kina eller noget andet land om behandlingen af etniske minoriteter. Næsten hver dag hen over sommeren var der massive protester imod, hvor ofte sorte amerikanere som George Floyd bliver dræbt af USA-politistyrker eller spærret inde i USA's fængsler.

Det racistiske kort

Endelig så har støtten til en Ny Kold Krig mod Kina nået truende høj popularitet i USA. Mere end halvfjerds procent i USA har et negativt syn på Kina. Antikinesisk racisme har næsten to århundreder på bagen og er de senere år blevet opmuntret af begge politiske partier for at kunne skyde skylden på Kina for globaliseringens negative virkninger.

Alle sektorer i det officielle USA har deltaget i at udslette sporene af de hjemlige konsekvenser af den Kolde Krig.

At skyde skylden på Kina for USA’s økonomiske politik mindsker den solidaritet, som kræves for at imødegå de presserende globale problemer som fattigdom, klimaforandringer og krig. Ikke nok så meget had til Kina vil ændre det faktum, at Kinas økonomiske indflydelse er kommet for at blive.

I de kommende år bliver Kina uvægerligt en global leder, hvad angår højteknologisk industriel produktion, grøn teknologi og infrastrukturudvikling. Det eneste spørgsmål er, om folk i USA vil blive ved med at ligge under for en fjendtlig indstilling over for Kina, som ikke er til gavn for andre end det amerikanske imperiums overherrer.

Dette spørgsmål kan ikke besvares uden reference til historisk hukommelse. Dusinvis af millioner blev ofret i den Kolde Krig, for at USA’s udenrigspolitiske mål kunne nås. USA vedbliver at være forhippet på endeløs krig, og dets Nye Kolde Krig mod Kina gør kun verden til et mere farligt sted for menneskeheden. USA’s militære ekspansion i det asiatiske Stillehav øger kun muligheden for katastrofale konfrontationer mellem USA og Kina eller mere sandsynligt Kina og dets naboer i regionen.

En mere fredelig verden, hvor hjemlige og internationale problemer kan blive løst, er kun mulig, hvis USA tvinges til at forholde sig til andre lande på et grundlag af samarbejde og respekt for selvbestemmelse.

Denne artikel er oversat af Anders Kock og har været bragt i Magasinet Arbejderen nr 1, februar 2021.