15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Welcome to Ghana!

Welcome to Ghana!

Mange danskere ser Afrika som et kontinent tvunget i knæ af sult, nød og borgerkrig. Det er ikke det fulde billede. Selvom fattigdommen er dyb, oplever flere lande stor økonommisk vækst. Ghana er et af de lande. Tag med på en rejse igennem et Ghana, der befinder sig mellem det moderne og det traditionelle, og hvor passionen for politik er så varm som den brændende, afrikanske sol.

Passionen for politik er enorm i Ghana. Her har en ung far og tilhænger af det socialdemokratiske regeringsparti NDC sin søn med til et politisk stormøde i fattigkvarteret Labadi i hovedstaden Accra.
FOTO: Alexander Nicolas Truelsen
1 af 1

- Welcome to Ghana!

Det er taxachaufføren med det brede smil, der giver det første hint om den åbenhed og gæstfrihed, det vestafrikanske land Ghana er så kendt for.

Eric, hedder manden bag rattet i den slidte, gule taxa med ordene ”God is Great” malet bagpå. Ligesom gadesælgeren, kassedamen, receptionisten, forretningsmanden og stort set alle andre ghanesere er Eric glad for at konversere. Især om politik.

Temperaturen er høj i hovedstaden Accra – snildt over 30 grader. Rent politisk er temperaturen mindst lige så høj. Der er præsident- og parlamentsvalg lige om hjørnet, og de fleste ghanesere har en holdning til valget og politikerne. Det har taxachaufføren Eric også.

- Politikerne fortæller os, at Ghanas økonomi vokser og vokser, og at det er en af de hurtigst voksende økonomier i hele verden. Men hvorfor er det lige, at vi almindelige ghanesere ikke mærker til det, spørger Eric, mens hans hænder slipper rattet og både sender fagter til den socialdemokratiske regering og den gadesælger, der forsøger at overtale ham til at købe en hundehvalp gennem den åbne bilrude.

Selvom mange ghanesere føler, at den økonomiske vækst, som alle taler om, er forbigået dem, så er mange stolte over de politiske og økonomiske fremskridt, som landet har udrettet. Og set i en afrikansk kontekst er det svært at komme uden om det faktum, at Ghana efter fem - og måske snart seks - fredelige og demokratiske valg er et af de mest stabile demokratier på hele kontinentet.

Passion for politik

I Ghana er politik ikke noget, man holder for sig selv. Tværtimod. Selvom den politiske uenighed er stor, og den ghanesiske befolkning groft sagt er delt op i to lige store uenige lejre, så fornemmer man ikke et decideret had mellem tilhængerne af de to dominerende partier. 

Det politiske landskab i Ghana minder om det, man kender fra den tidligere kolonimagt i landet: Storbritannien. Systemet er bygget op omkring såkaldte valgmænd. Ikke den mest demokratiske konstruktion, spørger man kritikerne.

Ligesom i Storbritannien er der reelt to partier, der har noget at skulle have sagt. Det ene er regeingspartiet NDC (National Democratic Congress), som bedst kan betegnes som et socialdemokrati, der går ind for afrikansk enhed.

Og i dag, fem dage efter samtalen med den politikinteresserede taxachauffør og få dage før parlaments- og præsidentvalget den 7. december 2012, er det netop NDC, der holder politisk stormøde - og selveste præsident John Dramani Mahama skal efter planen på talerstolen. Vi befinder os i Labadi, der er et af hovedstaden Accras fattigkvarterer - traditionelt NDC-land. 

Hvis politik er lige så vigtigt som den larm, de 6-7000 hardcore NDC-tilhængere formår at lave, så er politik meget vigtigt. Politikerne på talerstolen råber om kap med den tætpakkede folkemængde. Godt hjulpet på vej af de skrattende og lettere overstyrede og overdimensionerede højtalere dundrer NDC-parlamentarikerne mod rivalerne i NPP (New Patriotic Party) - Ghanas andet store parti.

NPP bliver betragtet som mere kapitalistisk og markedsorienteret i sin tilgang til de økonomiske udfordringer, som landet står over for, og den kurs er ikke noget, folk bryder sig om i dette kvarter.

Selvom Ghana er på top ti-listen over de hurtigst voksende økonomier i verden, så er de senere års optimisme dæmpet på det sidste. Inflation og arbejdsløshed har blandt andet gjort, at den økonomiske vækst er bremset. Dog forudser økonomer stadig en vækst på 7,8 procent i 2013. Det er dog intet i forhold til 2011, hvor Ghanas økonomi voksede hele 14,5 procent.

Guld, kakao og siden 2010 også olie udgør en væsentlig del af den ghanesiske økonomi. Og ligesom i Østafrika er markedet for mobiltelefoni eksploderet, i takt med at flere mennesker får flere penge mellem hænderne. I Ghana kæmper store multinationale virksomheder om de mange ghanesere, der hver dag bliver mobile.

NDC vs. NPP

NDC har været ved magten siden 2009, hvor de tog over efter NPP. NDC har i den indeværende regeringsperiode ikke bare måtte kæmpe med følgerne af en global finanskrise, men også den skrantende økonomi, som NPP efterlod sig, da de måtte give magten videre, fortæller Emmanuel Zu-Cudjoe, der er formand for en lokal NDC-partiafdeling her i hovedstaden.

Emmanuel Zu-Cudjoe bliver gang på gang overdøvet af de mange tilhængere, der med én massiv stemme svarer på talerens kampråb. Her i dette fattigkvarter foregår de politiske taler på "ga", der et af de lokale sprog - og ikke på engelsk, der er det officielle sprog, men samtidig også de gamle koloniherrers sprog. 

Det lykkes Emmanuel Zu-Cudjoes efterhånden hæse stemme at skære igennem lydmuren, og han fortæller om et stort byggeprojekt, som er et godt billede på striden mellem Ghanas to store partier - og på afstanden mellem magthavere og befolkning.

I 2008 blev The Golden Jubilee House indviet. Det var centrum-højre med NPP i spidsen, der besluttede at bygge et intet mindre end storslået præsidentpalads i Accra. 

Det oprindelige budget var på 170 millioner kroner, der er mange penge i ghanesisk sammenhæng, hvor en statsansat faglært socialarbejder med høj anciennitet tjener omkring 3600 kroner om måneden. Pengene lånte den daværende regering af Indiens regering.

Da bygningen stod klar, og snoren klippet, blev regningen gjort op til omkring 280 millioner kroner - penge som mange mener kunne være brugt på at forbedre skolesystemet og infrastrukturen. 

Da NDC kom til magten, nægtede de at flytte ind i præsidentpaladset, og i dag holder regeringen til i det gamle præsidentpalads Christiansborg, som er et gammelt dansk slavefort, mens The Golden Jubilee House står tilbage som et stille spøgelsesmonument midt i storbyens larm.

Navnet Christiansborg er et levn fra de danske pengehungrende kolonisatorere, som huserede, da Ghana bar navnet "Guldkysten".

Danmark-Norge havde besiddelser fra 1658 og frem til 1850, og i den periode tjente Danmark styrtende på slavehandel, guld og elfenben. Slaverne blev sendt til de dansk-vestindiske øer fra de slaveforter, der blev etableret langs kysten, og som stadigvæk står i dag som et minde om en mørk plet i Ghanas historie. 

Præsident Mahama er stadigvæk ikke dukket op til det politiske stormøde, det ser dog ikke ud til at påvirke folkemængden, der danser og synger på femte time. NDC går til valg på sloganet "A better Ghana", et bedre Ghana, og øverst på den politiske prioritetsliste er: Økonomisk vækst, bedre adgang til uddannelse og politisk decentralisering.

NDC er blandt andet populære, fordi de har indført lovgivning, der gør, at lønninger til statsansatte er steget og er blevet harmoniseret, så den samme faggruppe er sikret den samme løn i hele landet.

Inden for uddannelsesområdet, noget der fylder meget i valgkampen og i ghanesernes bevidsthed, har NDC også skabt resultater. En stor del af landets skolebørn får gratis skoleuniformer, ligesom mange børn får gratis skolebøger og måltider på skolerne. Ordningerne er dog ikke nået ud i alle afkroge af landet. Mange takker også NDC for at have bygget avancerede motorveje, så transporttiden er reduceret væsentligt i store dele af landet.

Hvem skal lede Ghana de næste fire år og forvalte den økonomiske vækst, som landet er spået de næste mange år?

Meningerne er delte i hvert boligkvarter her i hovedstaden Accra, og man skal ikke gå langt i middelklassekvarteret Osu, før man støder på tilhængere af det højreorienterede og største oppositionsparti NPP og deres bud på en præsident: Den tidligere udenrigsminister 68-årige Nana Akufo-Addo - på gaden bare kaldet "Nana". 

Det er dagen efter det politiske NDC-stormøde, hvor præsident Mahama endelig dukkede op seks-syv timer senere end beregnet. Her støder vi på den 47-årige socialarbejder Churchill Darlington der støtter Nana og NPP. Socialarbejderen fortæller, at NPP har indført en masse af de sociale ordninger, som ghaneserne i dag sætter stor pris på. Og det passer simpelthen ikke, at NDC er et mere socialt parti, forklarer han.

- Det var eksempelvis mit parti, der indførte den gratis lægebehandling for gravide. Hvis NDC har gjort så stort et stykke socialt arbejde, som de påstår, hvorfor er det så, at folk kommer til mig, i øvrigt mange af dem NDC-folk, og beder om hjælp, fordi de ikke har fået et ordentligt måltid mad i flere dage, spørger socialarbejderen retorisk.

Valgeksplosion i Cape Coast

Rejsen slutter i en sand eksplosion. Efter en lang og intens valgkamp og flere dages venten på det officielle valgresultat falder dommen endelig kl 22.00 den 9. december. Vi befinder os i byen Cape Coast, der mere end nogen anden er mærket med imperialismens historiske fingeraftryk med sine huse i europæisk kolonistil og det gamle hvidkalkede slavefort ved kysten.

Her har danskerne, hollænderne, englænderne og portugiserne bekriget hinanden for at få andel i de rigdomme, som Ghana gemmer på.

I dag er de gamle kolonimagter fortid. I dag er der fest. Da valgkommissionens formand live på tv siger navnet på Ghanas næste præsident: "John Dramani Ma..." - manden i jakkesættet når ikke at sige præsidentens efternavn "Mahama", før Cape Coast centrum eksploderer i et kaotisk inferno af farver og larm! 

Solen står op over Ghana, og for mange er festen ikke slut endnu. Ghana er på vej frem, og det overståede valg samt nylige fund af store oliereserver skaber optimisme. Spørgsmålet er, om Ghana formår at styre udviklingen og den økonomiske vækst så alle ghanesere nyder godt af den, eller om en lille elite løber med guldet. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. jan. 2013 - 17:15   21. jan. 2013 - 17:15

Udland

ax@arbejderen.dk
Ghana
  • Ghana vandt sin uafhængihed fra Storbritannien i 1957.
  • Hovedstad: Accra
  • Befolkning: 24 millioner
  • Det officielle sprog er engelsk. Derudover er der over 25 etniske sprog.
  • Ghana eksporterer guld, kakao, tømmer, diamanter, mangan, aluminium, bauxit, fisk (især tun), elektricitet og gummi. I 2007 blev der opdaget store olieforekomster.
  • Ghanas økonomi er afhængig af bistandshjælp.
  • 28,5 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen (2007)
  • Forventet levetid / kvinder: 62,73 år (2012)
  • Forventet levetid / mænd: 60,22 år (2012)
  • 66 procent af ghaneserne over 15 år kan læse og skrive (2009)

 Kilder: www.ghanaweb.com, www.global.dk, www.countryreports.org, Danmarks Udenrigsministerium, CIA - The World Factbook, Indexmundi, Verdensbanken.