Regeringsskiftet i 2011 blev en realitet, fordi aktive kræfter i arbejderklassen og fagbevægelsen kæmpede og mobiliserede for en ny politik og en ny regering.

Men de store forventninger blev hurtigt gjort til skamme, da den socialdemokratisk ledede regering fremlagde sit regeringsgrundlag med en videreførelse af VK-regeringens økonomiske politik.

Aktionsenheden er afgørende i forsvaret for vores levevilkår og i kampen for forbedringer.  

Den nye regering fortsatte, trods forbedringer og lettelser på enkelte områder, den stramme krisepolitik i overensstemmelse med EU's finanspagt. Arbejderklassen og de dårligst stillede er siden valget blevet konfronteret med en række såkaldte reformer, der har forringet levevilkårene:

-    Mere end 40.000 har mistet retten til dagpenge.
-    En stor del af kontanthjælpsmodtagerne lever stadig i fattigdom. 
-    Syge rammes af en ny stram varighedsbegrænsning.
Den kollektive velfærd er blevet sat under et forstærket pres - trods løfter om det modsatte!

I stedet har regeringen prioriteret skattelettelser til de velstillede. Den har givet bedre vilkår til erhvervslivet og spekulanterne. Den har prioriteret at spendere milliarder af kroner på militært udstyr og på deltagelse i imperialistiske  aktioner, anført af USA og NATO forskellige steder i verden. 

Regeringens EU-finanspolitik har skabt større ulighed, mere utryghed, mere fattigdom og flere hjemløse. 

Regeringens manglende vilje til at støtte arbejderklassens krav har i dele af fagbevægelsen og arbejderklassen skabt passivitet og modløshed. Hos stadig flere arbejdere er der i dag en illusion om, at Dansk Folkeparti vil støtte arbejderklassens økonomiske og nationale interesser, imod storkapitalen og imod monopolernes EU. 

Regeringens EU-finanspolitik har skabt større ulighed, mere utryghed, mere fattigdom og flere hjemløse. 

I den nuværende situation er det kun en udvikling af arbejderklassens og fagbevægelsens egen aktivitet og kamp for klare krav, der kan skabe forandring. Kommunistisk Parti opfordrer partier og faglige organisationer til at være med til at kæmpe for at dette sker.

Efter Kommunistisk Partis opfattelse kan enhed i arbejderklassen omkring følgende krav presse regeringen og arbejdsgiverne til indrømmelser:

•    For højere løn på det private og offentlige arbejdsmarked.
Et forsvar for reallønnen kræver sammenhold i lønkampen. Kun det kan tvinge arbejdsgiverne til lønindrømmelser.
•    Imod social dumping.
EU's politik for det indre marked skaber "social dumping" overalt i EU. Med social dumping søger arbejdsgiverne at trykke lønnen og underminere de kollektive overenskomster. Kampen mod social dumping kræver øget indsats for faglig organisering på danske overenskomster for alle, der arbejder i Danmark. 
•    For tryghed til de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagerne.  
Forringelsen af dagpengene har udløst en social katastrofe i en situation, hvor samfundet ikke er i stand til sikre arbejde til alle. Gennem aktionsenhed kan arbejderklassen fastholde presset på regeringen med krav om halvering af genoptjeningskravet, en længere dagpengeperiode, fjernelse af halve dagpenge til unge og en bedre dagpengedækning. Kampen for bedre vilkår for de arbejdsløse gælder også kampen for bedre levevilkår for de mange kontanthjælpsmodtagere.
•    For kollektiv velfærd.
Arbejderklassen, fagbevægelsen, arbejderungdommen og de unge under uddannelse har tilkæmpet sig rettigheder i en skattefinansieret offentlig sektor. Det gælder ikke mindst på centrale områder som uddannelsesområdet og sundhedsområdet. En bred aktionsenhed, mellem ansatte og brugere, kan tvinge regeringen til at stoppe fyringer, privatiseringer og flere forringelser. 
•    Imod EU's finanspagt og politiske union.
Regeringen har bundet sig til EU's finanspagt. Den danske økonomiske politik er lagt i lænker på alle centrale områder. Det betyder, at den danske regering ikke kan føre en aktiv og omfattende beskæftigelsespolitik, der kan skabe nye arbejdspladser. Den danske regering har bundet sig til at føre en rigid nedskæringspolitik med privatiseringer, udliciteringer og afmontering af den kollektive velfærd. Det rammer arbejderklassen, forgylder de rige og monopolerne. Faglig og politisk enhed i arbejderklassen mod EU's finanspagt og politiske union er en forudsætning for et sporskifte.

​Kun en udvikling af arbejderklassens og fagbevægelsens egen aktivitet og kamp for klare krav kan skabe forandring.

Uanset parlamentariske løfter og regeringssammensætning og uanset udfaldet af det kommende folketingsvalg er arbejderklassens, arbejderungdommens og de uddannelsesøgendes aktionsenhed afgørende i forsvaret for vores levevilkår og i kampen for forbedringer.