Sæt kampen for enhed i centrum
Blogs
Sæt kampen for enhed i centrum
På sin 4. kongres i forrige weekend satte Kommunistisk Parti fokus på kampen for enhed i arbejderklassen, unionsmodstanden og blandt de danske kommunister. Det er det nødvendige svar imod storkapitalens offensiv.
Regeringens indædte modvilje mod at lytte til kravene fra fagbevægelsen og landets arbejdspladser har skabt en bølge af frustration, vrede og afmagt i arbejderklassen.
Der er brug for, at arbejderklassen søger sammen for at skabe et alternativ til den nuværende udvikling.
Usikkerheden og ytrygheden breder sig på arbejderpladserne. Lønkampen har længe befundet sig på et historisk lavpunkt. Frygten for at blive fyret er stor og vokser i takt med, at stadig flere arbejdsløse mister dagpengeretten, og tusinder helt har fået frataget deres eksistensgrundlag.
Det har længe været tydeligt, at store dele af fagtoppen er langt mere fokuceret på at skærme regeringen end på at forsvare arbejdserklassens interesser. Fagtoppen har forsøgt at forhindre enhver aktivitet med den begrundelse, at kritik mod en socialdemokratisk ledet regering vil bringe Lars Løkke tilbage i Statsministeriet.
Der er i høj grad brug for, at arbejderklassen søger sammen for at skabe et alternativ til den nuværende udvikling.
Fagtoppens forkerte svar
Igennem de seneste år har der udviklet sig en diskussion i fagbevægelsen om fire centrale spørgsmål: Er det arbejderklassen eller storkapitalen, som skal betale for kapitalismens krise? Skal fagbevægelsen støtte eller bekæmpe EU og finanspagten? Skal man skabe eller forhindre aktiviteter på arbejdspladserne og i fagforeningerne? Og sidst men ikke mindst - skal man støtte eller kritisere og presse den socialdemokratisk ledede regering?
Desværre har flertallet af fagtoppen givet forkerte svar på disse spørgsmål.
På Kommunistisk Partis kongres blev disse spørgsmål også diskuteret. Kongressen besluttede, at partiet vil arbejde for at skabe samling og aktiviteter i arbejderklassen i et forsvar for reallønnen - imod social dumping, for at der skabes tryghed for de arbejdsløse, for at forsvare den kollektive velfærd og styrke modstanden imod EUs finanspagt og den politiske union. Vi rækker hånden ud til alle kræfter, som vil være med til at skabe aktiviteter, der peger i denne retning.
Vil afsløre DF
Dansk Folkeparti (DF), som har støttet angrebene på arbejderklassen og stemt for Danmarks integration i EU, har haft stor succes med at opsamle frustrationerne over regeringen og også den voksende unionsmodstand og skepsis. I dag står DF til at blive det største parti efter et folketingsvalg.
På Kommunistisk Partis 4. kongres diskuterede vi nødvendigheden af at afsløre, hvad det er for en rådden politik, DF fører og samtidigt styrke den demokratiske unionsmodstand. Konkret vil vi derfor bidrage til at rejse diskussionen i fagbevægelsen af konsekvensen af det danske EU-medlemsskab. Samtidigt vil partiet styrke sin støtte til Folkebevægelsen mod EU.
Kommunisternes enhed
Det tredje centrale spørgsmål på partiets kongres var spørgsmålet om nødvendigheden af at samle de danske kommunister i ét parti. Med det nuværende styrkeforhold i klassekampen er det helt afgørende, at splittelsen mellem de danske kommunister bliver bragt til ophør.
De delegerede var enige om, at de principielle forskelle, der måtte være, kan rummes inden for rammerne af ét parti. Heller ikke politisk er der nævneværdige forskelle.
Derfor besluttede kongressen at tage konkrete initiativer til, at kommunisterne sammen præsenterer vores fælles politiske alternativ overalt, hvor det er muligt, og i fællesskab udvikler samarbejdet med den internationale kommunistiske bevægelse.