Først på ugen kunne DONG-direktør Henrik Poulsen afsløre, at energigiganten planlægger at fyre op mod 400 ansatte.
Fyringerne skyldes ikke, at det statslige aktieselskab har tabt penge på driften det sidste halve år. Driftsoverskuddet før skat blev på knap 7,8 milliarder kroner mod 6,6 milliarder kroner i det tilsvarende halvår i 2012.
I Poulsens tid som TDC-direktør fyrede telekoncernen årligt mellem 400 og 1000 ansatte.
Men det er ikke nok, for fortjenesten på 6,4 procent af den investerede kapital er stadig i underkanten af, hvad den ellers er i den globale energisektor, fastslår Henrik Poulsen i en kommentar til halvårsregnskabet. Han har tidligere meddelt, at fortjenesten senest fra 2016 og fremover skal være på mindst 10 procent.
Fyringerne er et led i at nå dette mål.
Fyrede op mod 1000 årligt
Henrik Poulsen kalder fyringerne for “en vanskelig, men desværre også nødvendig proces for at styrke DONG Energy’s konkurrenceevne i en energisektor, som går igennem en omfattende og udfordrende omstilling af både energisystemer og forretningsgrundlag.” Og han har gjort klart, at der kan komme flere fyringer i denne omstillingsproces.
LÆS BAGGRUND: Fra statseje til?
Processen minder om den, Henrik Poulsen gennemførte i sin tid som direktør for det statslige telekommunikationsselskab TDC fra 2008 til 2012, hvor han afløste Anders Eldrup som DONG-chef. I Poulsens tid som TDC-direktør fyrede telekoncernen årligt mellem 400 og 1000 ansatte, og gennemførte dertil et omfattende frasalg af de TDC-virksomheder, der gav mindst overskud.
Det er sket som led i at virkeliggøre ejernes, en række internationale kapitalfondes, planer om videresalg af TDC.
Siden Henrik Poulsen i marts sidste år overtog direktørstolen i TDC, har DONG øjensynlig fulgt samme strategi som TDC: Frasalg af alle de dele af koncernen, der giver mindst overskud, samt omfattende spareplaner med fyringer, hvor de resterende ansatte skal stå for samme eller øget produktion.
Siden februar i et år har DONG frasolgt ejerandele i virksomheder for omkring 9,2 milliarder kroner, herunder også virksomheder indenfor vedvarende energi. Det er planen, at det samlede frasalg skal op omkring 10 milliarder kroner.
Desuden har DONG-ledelsen iværksat en omfattende spareplan indenfor de kerneaktiviteter, der ikke skal frasælges. Spareplanen skal årligt skal skære 1,2 milliarder af koncernens udgifter.
Som led heri fyrede ledelsen i november sidste år godt 300 ansatte, og i de kommende uger vil ledelsen nu fyre op mod 400 ansatte. Dermed vil DONG på mindre end et år have skaffet sig af med omkring ti procent af sine ansatte.
Henning Poulsen har ved ved et af de seneste frasalg forklaret strategien sådan her til business.dk:
- Vi har valgt at fokusere på de teknologier, hvor vi har en stærk konkurrenceevne, og hvor vi kan skabe et godt afkast til vores aktionærer.
Klar til privatisering
I øjeblikket er det staten, der er hovedaktionær. Men aftalen om salg mellem de partier, der repræsenterer et stort flertal af Folketingets medlemmer, er aldrig blevet opsagt, kun stillet i bero.
Frasalgene af DONG-virksomheder tyder ikke på, at DONG’s satsen på vedvarende energi er opgivet, selv om frasalgene også omfatter vand- og vindenergi både i Danmark og i udlandet. Ud over olie- og gasudvinding fra Nordsøen koncentrerer DONG Energys tilbageværende virksomhed sig i dag hovedsagelig om havvindmøller og energiudvinding fra biomasse.
Det er i dag især havvindmølleparkerne, der skaber overskud i DONG Energy, blandt andet fordi produktionen af olie og gas fra Nordsøen har været ramt af en række uheld, og fordi de lave priser på kul og CO2-kvoter gør det vanskeligt at høste overskud på produktion og salg af naturgas og brug af naturgas i DONG's kraftvarmeværker.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278