13 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ny kampagne skal presse regeringen i dagpengesag

Fagligt bagland trodser Børsting:

Ny kampagne skal presse regeringen i dagpengesag

Regeringen skal sikre en løsning for de 41.000 der står til at falde ud af dagpengesystemet, lyder det fra faglige aktivister fra flere forbund, der trodser LO-toppen og lægger pres på regeringen med en ny kampagne.

Nedskæringerne på dagpengeretten har længe været et stridsspørgsmål mellem regeringen og fagbevægelsen. Her fra en tidligere demonstration foran Christiansborg.
FOTO: Mette Kramer Kristensen
1 af 1

Regeringen må og skal sikre en løsning for de 41.000 der allerede er eller står til at falde ud af dagpengesystemet!

Om I løser problemet i Finansloven eller udenfor, er for os underordnet. Det skal bare løses!

Det mener en gruppe faglige aktivister fra blandt andet Dansk Metal, 3F, FOA, LO, Prosa og TL, der her i weekenden sparker gang i kampagnen og underskriftsindsamlingen Dagpengeløsning NU! for at lægge pres på regeringen.

Kampagnen kommer efter at LO-formand Harald Børsting i sidste måned appellerede til det faglige bagland om at dæmpe kritikken af regeringen i spørgsmålet om de upopulære nedskæringer på dagpengeretten.

Pres fra baglandet

Med kampagnen signalerer det faglige bagland, at de ikke har tænkt sig at acceptere forringelserne.

"41.000 er eller står til at falde ud af dagpengesystemet. Et katastrofalt tal og langt over regeringens udregninger. Tusindvis af arbejdsløse er blevet skubbet ud af a-kassesystemet med store personlige konsekvenser. Forældre mister deres indkomstgrundlag. Folk går fra hus og hjem. Og det vil fortsætte," lyder det på kampagnens facebookside.

Her kræver de faglige aktivister hjælp til alle der er faldet ud af dagpengesystemet, at den gensidige forsørgerpligt bliver fjernet og at arbejdsløse igen kan genoptjene retten til dagpenge på seks måneder.

"Ingen skal i vores samfund efterlades i ydmygende afhængighed af andre. Det er i den grad udansk, at arbejdsløse borgere på grund af en krise, de ikke selv har skabt, skal gå fra hus og hjem. Deres eneste “forbrydelse” er, at de er ramt af arbejdsløshed!", skriver aktivisterne på Facebook.

Siden har i løbet af weekenden fået over 1000 likes.

>> Tjek Dagpengeløsning.NU på Facebook her

Faglige formænd skriver under

Samtidig har 15 lokale fagforeningsformænd startet en underskriftsindsamling "Fra alle os faglige til jer politikere".

Blandt underskriverne er Bjarne Sørensen, formand Metal Horsens, Hanne Magrethe Petersen, formand FOA Horsens,  Henning J. Overgaard, formand 3F Esbjerg Transport og Jytte Søgaard, formand LO Vestjylland.

"Når politikere hylder konkurrencestaten frem for velfærdsstaten, så mister vi fleksibiliteten. Om I løser problemet i Finansloven eller udenfor, er for os underordnet. Det skal bare løses!", skriver de i underskriftsindsamlingen, som over 600 faglige aktivister har skrevet under på.

>> Læs mere og skriv under her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. sep. 2014 - 18:32   15. sep. 2014 - 11:02

Dagpenge

fe@arbejderen.dk
Dagpengeforringelser
  • Den nuværende regering valgte efter valget at fastholde de dagpengestramninger, som den forrige regering besluttede i 2010.

  • Aftalen om dagpengereformen blev indgået af den daværende VK-regering sammen med Dansk Folkeparti den 25. maj 2010. Siden har SSFR-regeringen sammen med Enhedslisten aftalt en midlertidig forlængelse af dagpengeperioden med et halvt år.

  • VK-regeringen skar dagpengeperioden ned fra fire til to år og fordoblede samtidig genoptjeningskravet fra et halvt til et helt år. Stramningerne trådte i kraft den 1. januar 2013.

  • Forringelserne betyder, at omkring 34.000 mennesker mistede dagpengeretten i 2013. I 2014 skete det for yderligere 16.700 arbejdsløse. Pr. 1. april 2015 har over 54.000 mistet retten til dagpenge

  • Regeringen og Enhedslisten har lavet midlertidige aftaler, der i dag sikrer arbejdsløse, der falder for toårsgrænsen, en ydelse på 60 procent af dagpengesatsen for ikke-forsørgere, 80 procent for forsørgere. Ydelssperioderne aftrappes og ophører helt fra 1. juli 2016. Den samlede længde af dagpenge- og ydelsesperioder kan dog maksimalt udgøre fire år.

  • Den nuværende SSFR-regering og Enhedslisten har i efteråret 2011 aftalt en midlertidig forlængelse af dagpengeperioden med et halvt år