Som leder af a-kassen i 3F Bygge- Jord og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) er Søren Andersen udset til at skulle føre Mette Frederiksens akutpakke ud i virkeligheden. Han føler, at han bliver tvunget til at sælge en vare, som reelt ikke er der.
- Det er ren og skær varm luft. Alle de redskaber, som bliver stillet op i akutpakken, er jo redskaber, som vi har haft hele tiden. Vi har ikke fået bedre muligheder for at hjælpe vores medlemmer i job, mener a-kasselederen.
I akutpakken har regeringen ellers afsat 190 millioner kroner til øget brug af jobrotation, hvor firmaer kan sende ansatte på kursus, og imens tage en arbejdsløs ind.
- Men vi skal jo huske på, at det er krisetid. Der er ikke ret mange arbejdsgivere, der er interesserede i at sende deres ansatte i rotation. Det bliver i virkeligheden mest brugt af firmaer, som er ved at gå på røven, fortæller Søren Andersen.
Et andet konkret tiltag i akutpakken er, at a-kasserne skal sende breve ud til alle afdelingens "udfaldstruede medlemmer". Søren Andersen har sendt 250 breve. Heri opfordres medlemmerne til at lave en aftale med a-kassen og a-kassen samler 25-30 arbejdsløse ad gangen til møder om deres situation og akutpakken.
Søren Andersen beskriver møderne som "noget af det mest ubehagelige jeg nogensinde har oplevet".
- Vi får jo en masse ting at vide, som vi skal sige til medlemmerne, på møderne. Men virkeligheden er jo, at der ikke er ret meget, vi kan gøre for at hjælpe dem. Det er meget svært.
Da Søren Andersen skulle sige velkommen til det første holdpå 25 "udfaldstruede" mand, havde han forberedt sig i dagevis.
- Jeg havde skrevet ned, hvad jeg ville sige, læst det igennem og skrevet det om igen. Jeg havde ondt i maven og havde det rigtigt skidt med det, jeg skulle sige. Det nytter jo ikke noget, at vi giver medlemmerne en masse løfter, vi ikke kan holde. Det er jo en håbløs situation, mange af dem befinder sig i.
A-kasselederen tvivler ikke på, at rigtigt mange vil miste deres hjem og få splittet deres familier, fordi de med dagpengeforringelserne mister dagpengene og dermed deres livsgrundlag.
- Det er iskoldt og benhårdt, mener Søren Andersen, der lover at a-kassen vil gøre alt for at hjælpe.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278