John Dybdahl er arbejdsløs. Til februar når han den ikke så glitrende “gyldne grænse”, hvor han har modtaget dagpenge i to år. Der efter er det slut.

- Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre. Vi har ikke råd til at blive boende, men vi har heller ikke råd til at flytte, siger han og trækker på skuldrene.

Så slår han først hænderne ud til siderne og ned i bordet.

Han deler skæbne med 28.000 arbejdsløse danskere som har fået et brev ind af døren. Et lille brev, med blot et A4 ark i konvolutten, men med tyngde som en bombe.

- Der stod, at mine dagpenge stopper til februar. Det betyder, at vi mister en indtægt, fordi min kone tjener tusind kroner for meget til, at jeg kan få kontanthjælp. Det er sgu deprimerende.

John Dybdahls kone tjener altså, hvad der svarer til "dobbelt kontanthjælp". For en forsørger lyder kontanthjælpen på 13.732 kroner før skat. 

Vi har ikke råd til at blive boende, men vi har heller ikke råd til at flytte.

Beregninger, som Rambøll har lavet for Københavns Kommune sidste år, viser, at kun hver femte, der mister dagpengene, vil kunne få kontanthjælp. Hver anden, vil, som John Dybdahl, blive "selvforsørgende", ikke i betydningen at de får et job, men at de skal leve af deres ægtefælles løn eller formue.

Det tunge brev

Advarselsbrevet er et resultat af regeringens akutpakke og svar til de tusinder af arbejdsløse, som meget snart får trukket det økonomiske sikkerhedsnet væk under sig.

Brevet er sendt til alle, der, som John Dybdahl, har seks måneder eller mindre tilbage af dagpengeperioden. I en kold og officiel tone forklarer brevet, der er forfattet af én af beskæftigelsesministerens embeds-ansatte, at John Dybdahl har ret til en “særlig hjælp” fra a-kassen og fra jobcentret til at finde et arbejde.

Problemet er jo bare, at der bliver flere og flere arbejdsløse og færre og færre job.

Den særlige hjælp består i hjælp til jobsøgning, hjælp til at komme i jobrotation, få et job med løntilskud eller komme i virksomhedspraktik. Men alle de tilbud har John Dybdhl allerede undersøgt og prøvet.

- Jeg har været i et seks ugers forløb på sådan et jobsøgningskursus. Problemet er jo bare, at der bliver flere og flere arbejdsløse og færre og færre job. Alligevel har jeg lige fået at vide, at jeg skal starte på et nyt jobsøgningskursus her i næste uge.

Familien

John Dybdahl er 50 år gammel, gift, har to børn og bor i et lejet rækkehus. Hans kone arbejder som social- og sundhedshjælper i Hvidovre Kommune. Selv har John Dybdahl ingen uddannelse, men har i mange år arbejdet som ejendomsfunktionær. Han har også arbejdet i Rema 1000, som gadefejer i Københavns Kommune og hos Coca Cola. Men de sidste to år har han altså gået arbejdsløs.

- Jeg søger mindst ti job om ugen. Alt muligt. Jeg søger alt, hvad der er, også i Frederikssund og Helsingør. Men min kone arbejder som social- og sundhedshjælper i Hvidovre kommune, så der er jo også grænser for, hvor langt væk jeg kan søge. Vi kan jo ikke bare hive teltpløkkerne op og rejse til Jylland, så er det jo bare min kone, der må gå arbejdsløs i stedet.

John Dybdahl og hans kone har to drenge. En på 17 og en på 19. Den 17 årige går på kokkeskole, og "det er jo godt nok”, som faren udtrykker det. Men som 17 årig er sønnen ikke berettiget til at modtage SU, og han skal altså stadig leve af mors og fars penge. Desuden, fortæller John Dybdahl, er den 19 årige søn også er afhængig af forældrende på grund af forskellige problemer. Så det er altså en stor familie på fire voksne mennesker, som nu skal leve, bo og spise for en enkelt social- og sundhedshjælperløn.

- Det er jo en helt umulig situation. Vi har snakket om, at vi må sige rækkehuset op. Så må min kone og knægten tage hjem til min svigermor og bo. Jeg kan sove i bilen eller sådan noget. Det er jo vigtigst, at min kone har et sted, hun kan sove, så hun kan passe sit arbejde. Det er helt tosset at tænke på, at man skal helt derud, når man bor i et velfærdssamfund. Det kan jo ikke være rigtigt.

"Panikpakken"

Regeringens akutpakke til 330 millioner kroner giver John Dybdahl ikke meget for.

- Jeg tror sgu ikke, den hjælper nogen. Jeg har i hvert fald ikke fået noget ud af den. Mette Frederiksen har en underlig måde at sige tingene på. Den ene dag siger hun det ene, den anden dag siger hun det andet. Så vil hun gerne hjælpe de arbejdsløse, men dagpengeperioden vil hun ikke forlænge. Det, synes jeg, er mærkeligt.

I virkeligheden er John Dybdahl skuffet over den nye regering og mener ikke, at den har gjort den store forskel.

- De holder bare fast i den gamle regerings ordning i stedet for at føre deres egen politik. Det var jo ikke det, de blev valgt for. Vi troede jo, at de ville gøre vores forhold bedre. Jeg var glad dengang, vi fik den nye regering, men som det ser ud nu, kunne vi lige så godt have beholdt den gamle. De aner overhovedet ikke, hvad der sker ude på arbejdsmarkedet.

Det er helt tosset at tænke på, at man skal helt derud, når man bor i et velfærdssamfund. Det kan jo ikke være rigtigt.

Hvis regeringen virkelig ville hjælpe de 28.000 arbejdsløse, som står med det ene ben ude over dagpengekanten, mener John Dybdahl først og fremmest, at politikerne skulle gå i gang med at skabe nogle flere arbejdspladser.

- Jeg ved ikke hvordan, men det nytter i hvert fald ikke at presse os arbejdsløse på den her måde.

En enkelt græd

3F Bygge- Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, hvor John Dybdahl er medlem og står i a-kasse, har sendt brev ud til 250 medlemmer med besked om, at deres dagpenge ophører indenfor det næste halve år. Alle 250 medlemmer er blevet tilbudt et møde i fagforeningen. Det betyder, at der i øjeblikket er møder hver uge for arbejdsløse medlemmer.

- Vi var vel en 25 stykker til det møde, jeg var med til. Vi bliver bænket, og så får vi lidt at vide om denne her akutpakke, eller panikpakken som vi kalder den. Og så kommer vi så ind til personlig samtale med en socialrådgiver.

John Dybdahl oplevede ikke de andre mødedeltagere som opgivende. Han mener, at de allesammen vil kæmpe for at få et job. Alligevel blev nogle af dem vrede og en enkelt græd under mødet.

- Jeg er jo også desperat, men jeg sidder bare ikke og råber og skriger. Det får man ikke noget ud af. Jeg vil hellere lytte til det, der bliver sagt og så s, om ikke der kan komme noget ud af det. Jeg håber stadig på, at jeg når at finde et job.