23 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sprog og sikkerhed er ikke et problem

Pihl-boss:

Sprog og sikkerhed er ikke et problem

Projektchef Jesper Boilesen fra Pihl & Søn ser ikke noget problem i, at danske lærlinge skal oplæres af jord og betonarbejdere fra Polen. "De kan engelsk eller tysk, så de kan kommunikere med polakkerne", forklarer byggebossen.

Pihl & Søn har et blakket ry blandt bygningsarbejdere, blandt andet på grund af samarbejdet med den polske underentreprenør Budomex. Her klistermærke opsat i forbindelse med en aktion på byggepladsen ved d'Angleterre på Kongens Nytorv i København.
FOTO: Filip Stadler
1 af 1

Jesper Boilesen er projektchef for Pihl & Søn på byggeriet Københavns Nordhavn, hvor fire lærlinge i øjeblikket er under oplæring i et polsk sjak fra det berygtede firma Budomex.

Projektchefen mener ikke, der er noget problem i, at de danske struktørlærlinge skal læres op i et firma, som ikke er godkendt til at tage lærlinge, og som desuden er kendt for at snyde sine ansatte og se stort på sikkerheden på deres pladser.

De fire lærlinge har kontrakt med Pihl & Søn, der har hovedansvaret for oplæringen. Men fordi der ikke er nogen danske struktører på pladsen, lånes lærlingene ud til de polske bygningsarbejdere.

- Det er os, der sikrer, at de opgaver, de får, er relevante for deres uddannelse, og det er mit klare indtryk, at det går godt, siger Jesper Boilesen til Arbejderen.

Har de polske jord- og betonarbejdere en uddannelse?

- Det tror jeg ikke. Det har man ikke den samme tradition for i Polen. Men de er yderst kompetente.

Kan det ikke være farligt at gå på en plads, hvor man ikke forstår det sprog, de andre i sjakket snakker. Hvis man for eksempel skal råbe en hurtig kommando eller "pas på"?

- Det er i forvejen en international plads, hvor der bliver snakket mange forskellige sprog. Det ser vi ikke som et problem.

Kan lærlingene snakke med alle de polske jord- og betonnere, som de kommer ud og går sammen med?

- De fire lærlinge er valgt ud fra, at de kan engelsk eller tysk, så de kan kommunikere med polakkerne.

Er det ikke problematisk, at danske lærlinge skal gå sammen med folk fra Budomex, som er kendt for at sjuske med sikkerheden, og som har forbudt sine ansatte på Aarhus havn at ringe 112 efter en alvorlig arbejdsulykke?

- Det har jeg ingen kommentarer til. Jeg forholder mig til forhold på Nordhavnsvej. Vi har i Pihl & Søn påtaget os en forpligtigelse med at uddanne disse unge mennesker i de næste halvandet år, og det vil vi gøre. Vi vurderer ikke, at det er mere farligt at arbejde sammen med Budomex, end det er at arbejde med andre i samme branche.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. okt. 2012 - 11:15   13. okt. 2012 - 11:30

Uddannelse

as@arbejderen.dk