Den femte og seneste rapport fra FN’s klimapanel IPCC fra september bekræfter tidligere prognoser for klimaudviklingen frem mod århundredeskiftet.

Klimaskeptikerne mister fortsat terræn, også hos internationalt ledende politikere i de kapitalistiske lande. Spørgsmål om reduktion af CO2-udledeningen stiller sig nu med uafvendelig styrke.

Et kvotesystem styret af kapitalens eget EU har ikke en chance for at levere de nødvendige resultater.

EU i dukserollen

USA og Japan giver fortsat ingen, henholdsvis meget beskedne, løfter om reduktion af deres udledning. I det imperialistiske trekløver står EU med dukserollen, idet EU’s mål for 2020 er at reducere CO2-udledningen med 20 procent i forhold til 1990.

Hvad mere er, det mål er faktisk allerede nået, i hovedsagen dog på grund af østeuropæisk industrikollaps efter 1990, tvivlsomme projekter i udviklingslandene kaldet DCM-kreditter og den almindelige recession. EU-kommissionen har nu planer om at fordoble målet til 40 procent for 2030.

En ting er der fuld enighed om i trekløveret: CO2-kvotehandel er midlet, der skal satses på, for at tøjle CO2-udledningen og dermed temperaturstigningen.

Kvoter kontra afgifter

Kvoterne accepteres af de virkelige magthavere: industrien og finansen. Klimaforskeren og aktivisten, James Hansen, har i stedet foreslået en global afgift på alle fossile brændstoffer.

Midlerne fra afgiften udbetales igen med lige store andele til hver person. Det vil give social udligning og gøre ondt hos dem, der ødsler med energien. Et sådant forslag møder en mur af modstand med de eksisterende magtforhold.

Samtidig må man ikke glemme, at markedskræfter plus kvoter og/eller afgifter ikke isoleret kan drive den kolossale, koordinerede omstilling af produktion og infrastruktur, som bliver nødvendig for at afværge en klimakatastrofe. Hertil kræves socialistisk planlægning.

Købmandstænkning

Køb af en kvote giver ret til at udlede et ton CO2. Et vist antal kvoter fordeles gratis eller billigt til udledere. De industrier, der udvikler grønne løsninger, kan sælge overskydende kvoter på en børs til de industrier, der skal bruge flere kvoter, end de har fået tildelt.

Efter god, liberal købmandstænkning giver det så incitament til at udvikle grøn teknologi. Det virker bare ikke, mest på grund af markedets ustyrlighed, der betyder faldende efterspørgsel på grund af krise og outsourcing samt fiflerier og decideret svindel. Hertil kommer begribelighed ved fordeling af gratis kvoter. Interpol opgør statskassernes tab grundet svindel med kvoterne til 70 millarder kroner.

Det korte og det lange er, at kvoteprisen er dykket fra 35 euro i juli 2008 til 2,50 i april 2013. Med de priser er det ikke rentabelt at investere i CO2-reduktion.

Tværtimod har energigiganterne RWE og E.ON øget kulimporten i 1. kvartal i år med 25 procent, og Tysklands CO2 udledning vokser for andet år i træk.

Farcen fortsætter

En hændervridende miljøkommissær, Connie Hedegaard, forsøgte i april at få trukket et antal kvoter midlertidigt ud af systemet, så prisen kunne stige. Industrien i EU, organiseret i Business Europe, vendte tommelfingeren ned. Et passende udvandet forslag slap dog siden igennem. Det redder ikke klimaet, men kvotesystemet har fået sig et par nye krykker, så farcen kan gå videre. Et kvotesystem styret af kapitalens eget EU har ikke en chance for at levere de nødvendige resultater.

Hvordan kan Tarjej Haarland fra Greenpeace komme frem til, at der ikke er noget alternativ til kvotesystemet (Notat, okt. 2013)?

Alternativer til kvotesystemet må være et uafvendeligt krav fra alle organisationer og partier, der sætter omsorg for miljøet og for vore efterkommere her på kloden foran omsorgen for investorernes pengetanke.