“Kampen mod klima må ikke tabes til ignoranter”. Sådan lyder overskriften på Politikens leder 17. december efter det tragiske svigt på klimatopmødet COP25 i Madrid.

Hovedsynderen bag de uønskede klima-ændringer hedder CO2, som kommer fra afbrænding af kul, olie og gas, kapitalismens fortsat vigtigste energikilde.

Det er så sandt, så sandt, at det er en kamp at forhindre de truende klimaændringer. Den kamp står vi midt i. Det er også godt at stille spørgsmålet: “Hvem eller hvad er det egentlig, vi kæmper imod, når vi taler om klimakamp”.

Det er på høje tid, at dette nu kommer i fokus. Derimod er det hen i vejret i dag at påstå, at klimaets modstandere udgøres af ignoranter. Skulle statsledere fra USA, Saudi-Arabien, Brasilien og Australien – de, der har torpederet ethvert fremskridt – være ignoranter? De har adgang til alle de eksperter og al den viden, det skal være, hvis det var det, det kom an på.

Følg pengene

Det må være på sin plads at søge efter et andet og bedre svar end det, Politiken giver. Egentlig er opgaven ikke så svær igen. Hvad enten det er opklaring af narkokriminalitet eller forståelse af staters handlinger, er der et anerkendt råd, der hedder: “Følg pengene”. Det vil vi gøre.

Hovedsynderen bag de uønskede klimaændringer hedder CO2, som kommer fra afbrænding af kul, olie og gas, kapitalismens fortsat vigtigste energikilde. 

Næste trin er at se på, hvor mange penge der er puttet i udvindingen og brug af dem.

Den amerikanske medievirksomhed Forbes publicerer løbende en liste over de største virksomheder i verden. Kigger man på listen for 2019, finder man i toppen en række banker med Commercial Bank of China i spidsen. Denne bank råder over fire billioner (4000 milliarder) dollars.

Tager man de finansielle virksomheder ud af listen, kommer IT-virksomheden Apple ind som nummer ét. Herefter kommer oliegiganten Shell, hvis aktiver beløber sig til 400 milliarder dollars. Shell er et britisk-hollandsk firma, hvis største investor er det amerikanske Fidelity Investments.

De amerikanske oliemonopoler Exxon og Chevron bliver henholdsvis nummer tre og nummer 10. Automobilgiganterne Toyota (nummer seks) og VW (nummer ni) er ligeledes at finde blandt de 10 største produktionsvirksomheder. I forbifarten skal nævnes, at Danmarks stolthed, verdens største vindmøllefabrik Vestas er nummer 847 på Forbes liste med aktiver på 14 milliarder dollars, altså cirka en tredivtedel af Shells aktiver.

Kontrol med det globale oliemarked

Kigger vi på USA for eksempel, er der gennem en række år foretaget omfattende investeringer i udvinding af skiferolie og gas. Landet er gået fra at importere olie og gas til at eksportere disse produkter. Et vigtigt element af USA's udenrigspolitik ser ud til at have været – og være – at få kontrol med det globale oliemarked.

Således holder USA's benhårde sanktionspolitik store olielande som Venezuela og Iran mere eller mindre væk fra markedet. I denne politik er diktatur- og oliestaten Saudi-Arabien en vigtig partner.

Der er opnået kontrol med Iraks olieproduktion og oliereserver gennem den langvarige Irakkrig, mens det står mere sløjt til med opnåelsen af krigens proklamerede mål: demokrati og udvikling. USA's kamp mod North Stream-gasledningen, der via Bornholm skal lede russisk gas til Tyskland, hænger utvivlsomt sammen med, at USA selv vil levere gassen i kondenseret tilstand.

Med disse forhold for øje: Hvilket totalt brud med al kendt amerikansk politik vil det ikke være at sænke produktionen af olie og gas med 50 eller 70 procent i løbet af 10 år for at nå Parisaftalens mål?

Det ville være en destruktion af amerikanske økonomiske og politiske investeringer i et omfang, der næppe kunne undgå at føre til en dybtgående økonomisk krise og i næste række til ændring af magtforholdene i verden. Kald præsidenten Trump eller Obama – ”nødvendigheden” af at fortsætte kursen som hidtil er og bliver en livsbetingelse for den ene procent, der udgør den politiske og økonomiske elite i USA.

Problemet for de 99 procent, det vil sige alle os andre, er bare, at verden efter videnskabens bedste og yderst velfunderede vurdering bliver gjort til et meget problematisk opholdssted for de, der i dag er unge, og for kommende generationer.

Ofrene i menneskeliv og værdier vil blive astronomiske, hvis katastrofekursen får lov at fortsætte. Når den ene procent ikke har tænkt sig reelt at ændre på dette perspektiv, skulle det stå rimeligt klart, hvem der må tage bolden: de 99 procent.