04 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Krig truer på Krim

Blogs

Anders Fenger
Skribent på Arbejderens udenrigsredaktion.
Blogindlæg af Anders Fenger

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 04. marts, 2014, 10:27:25

Krig truer på Krim

Ukraines enhed er i fare og den fredelige sameksistens mellem Ukraines forskellige befolkningsgrupper er truet. Stormagterne Rusland og USA/EU søger at fremme egne interesser.

Krig truer på Krim. Stormagterne rasler med sablerne. De seneste dages uro skærper situationen i Ukraine alvorligt, og udviklingen giver mindelser om den Kolde Krigs dage. Det var forudsigeligt. USA, NATO og EU har de seneste 20 år arbejdet på at trænge længere mod øst, omringe Rusland og få kontrol med regionens store energiressourcer og andre værdier.

Russerne er dybt bekymret for USA/EU's vanvittige ridt mod øst

Det er dybt bekymrende, at Rusland sender tropper ind over grænsen til Krim. Og det er dybt bekymrende, at NATO's tidligere topadmiral, James Stavridis, i magasinet Foreign Policy opfordrer til, at NATO-flådestyrker sendes til Sortehavet", hvor russerne har en stor del af deres flåde forankret ved Krim.

Dialog og folkeafstemning

Næste al fokus i medierne og blandt politikerne er på stormagtskonfrontationen. Næsten ingen beskæftiger sig med at finde vejen til national dialog i Ukraine og en fredelig udgang på Ukraines problemer. Allerede for flere måneder siden foreslog Ukraines Kommunistiske Parti dialog og forsoning mellem folkeslagene og en folkeafstemning om, hvilken udenlandsk orientering, landet skal vælge.

Partiet foreslog også, at ændrer præsidentens rolle og indførte en parlamentarisk republik med øget magt til de folkevalgte politikere og mindre magt til præsidenten samt udvidelse af rettighederne for regioner og lokale samfund.

Udviklingen bringer Ukraines enhed er i fare. Stormagterne Rusland og USA/EU søger at fremme egne interesser.

USA/EU tager et nyt skridt i sin offensiv for at omringe Rusland. Derfor er det ikke underligt, at Rusland reagerer voldsomt på Krim og sender soldater for at forsvare sin flådebase i Sevastopol og våbenfabrikker i det østlige Ukraine. De er bekymrede for egne interesser. Russerne er bevidste om Vestens planer om at hugge det russiske rige i småbidder og sikre sig gas fra Centralasiens rige undegrund, erhverve sig vigtige flådebaser og andre magtbaser (militærbaser) lige på Ruslands dørtærskel.

Det er i den forbindelse skadeligt, at Ruslands synspunkter sjældent kommer frem, så situationen kan forstås mere i sin helhed.

  • Hvor får vi at vide, at russerne virkeligt er dybt bekymrede over USA/EU's vanvittige ridt mod øst?
  • Hvor får vi at vide, at Rusland betragter den nye vestvenlige regering i Ukraine som "en selvbestaltet kupregering", der samarbejder med fascister og nationalister?
  • Hvor får vi at vide, at russernes hovedargument er beskyttelse af russiske statsborgere på Krim?
  • Hvor får vi at vide, at USA/EU i samarbejde med Tyrkiet støtter Krim-tatarerne, der pønser på opstart af væbnet kamp mod russerne?

En vestlig alliance med tartar-nationalister på Krim vil være endnu et bevis på, at USA og NATO er klar til at samarbejde med enhver, der byder sig til, og som kan fremme Vestens interesser i uro i et land, i splittelse og svækkelse. I det tidligere Jugoslavien var det blandt andre kroater og albanske nationalister, der blev vestens væbnede spydspids. I Libyen og Syrien er det islamister, og når Ukraine nu lægges på slagtebænken stiller ekstreme elementer blandt Krims tartater sig til rådighed og bliver budt velkommen.

Løftet fra NATO

Med til at gøre situationen endnu mere farlig er den ustabile og utilregnelige regering i Ukraines hovedstad Kiev. Denne regering er "uprøvet"  og omfatter højreekstremister. Den består af nye parlamentsmedlemmer, der blot vil have russerne ud af Krim og væk fra den flådebase ved Sevastopol, som Rusland ganske lovligt har lejet af Ukraine frem til 2042. Ministrene i Kiev fremturer og udfordrer skupelløst mastodonten Rusland, og regner med hjælp fra NATO.

Og det har disse kræfter grund til, idet Ukraine er med i NATO's partnerskabsaftale fra 1997. Med denne aftale sendte USA og NATO et budskab til vestligt orienterede kræfter i Ukraine om at sætte sig i bevægelse. Det ser vi nu et skræmmende resultat af. Det er ikke det første, og bliver heller ikke det sidste.