Vi har efterhånden hørt det en del gange - Folkeskolereformen handler om at drive skole og fritid på en ny og anderledes måde. 

Det nye og anderledes tales der ikke meget om. Der tales derimod meget om arbejdstid og vilkår.

Det er nødvendigt, at vi udviser en passende mængde civil ulydighed fagpolitisk og udfordrer arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.

Under et er der tale om ændringer, som på rigtig mange områder er tilbageskridt for de lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere, som er skolernes drivkraft. Spørgsmålene om forberedelse, tilstedeværelse, tid til fritid mv. er ubesvarede og efterlader utryghed hos de ansatte på landets skoler. Det er en arbejdsmiljømæssig katastrofe.   

Det er brændende nødvendigt, at arbejdsmiljøet kommer på dagsordenen i tiden fremover.

Den usikkerhed, som reformen har skabt, skal nedbrydes og erstattes af tryghed, respekt og tillid. Partierne bag reformen og i særdeleshed Kommunernes Landsforening (KL) har ikke haft det nødvendige fokus. De er optaget af "tid til ledelse og effektivisering af opgaven".

For medlemmernes skyld

De toner kender vi udmærket fra tendenserne i New Public Management. Arbejdsgiverne er offensive. Fagbevægelsen er defensiv. Derfor står blandt andet, BUPL, pædagogernes fagforening, overfor store udfordringer. Hvordan sikrer vi, at medarbejdernes vilkår forbedres, særligt indenfor emnerne demokrati, ret til indflydelse og medbestemmelse?

Vi bliver nødt til at ændre ved "forhandling og medspiller"-strategien, som er gældende i store dele af fagbevægelsen, som dog har medført en række sejre, men i særdeleshed også utilsigtede konsekvenser og forringelser under mottet: "hvor der handels, der spildes".

Den kompromissøgende adfærd er en børnesygdom. Løsningen er en aktiv, konstruktiv og kæmpende fagforening, som anerkender, at når modparten spiller med musklerne, er vi nødt til at svare igen og ikke blåøjet tro, at arbejdsgiverne vil sætte fokus på netop det, vi ansatte gerne vil.  

Derfor skal vi i BUPL kæmpe for at genrejse den klassebevidste linje i det politiske og organisatoriske arbejde.

Tillidsrepræsentanter og fagligt aktive må bevidst påvirke de lokale fagforeninger i en sådan retning. Siden jeg blev faglig aktiv, har jeg oplevet, at BUPL prioriterer "det pædagogiske argument" i kampen for bedre vilkår, men hvad hjælper det, når modparten alligevel gør, som de vil?

Aktiv linje - tak

"De pædagogiske argumenter" har i mange år domineret de fagpolitiske strategier, forhandlinger på arbejdspladser mv., uden at det har medført de forbedringer, de ansatte har eftersøgt.

Derfor er det nødvendigt, at vi udviser en passende mængde civil ulydighed i det fagpolitiske arbejde og udfordrer arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Vi må være "eksemplets magt" og vise alternativet.

”Det pædagogiske argument” skal suppleres med en offensiv strategi, hvor demonstrationer, aktioner og udadvendte faglige aktiviteter skal belyse og sætte fokus på kampens mål.    

Jeg erkender, at det kræver meget: aktive fagforeningsbestyrelser der kan mobilisere medlemmerne, en veludviklet klassebevidsthed, modet til at modsætte sig de dominerende tendenser, at kunne formulere alternativer, turde ændre praksis og vælge at deltage i kampen for reelle forandringer. 

Kort sagt: vi skal bekende position i klassekampen og kende vores historiske mål.