Idag mindes vi 70-året for sejren over Nazityskland. En sejr som kun var mulig, fordi en hel generation var villige til at bringe for os ufattelige ofre i kampen imod fascismen.

Modstands-bevægelsen er for mig de få modige, der valgte at gå imod statsmagten for at gøre det anstændige da det var nødvendigt, og ikke først da det var bekvemt.

Fascismen voksede fra små forbritrede grupper til store nationale bevægelser – dens budskab og fjendebilleder blev alment accepterede og politiske partier, som vi normalt anser for at være solide, demokratiske bevægelser, flirtede med fascismen og antog dens formsprog og dens retorik.

Fascismen forsøger ikke at forklare – den forsøger ikke dialog eller debat. Fascismen forsimpler, generaliserer og insisterer på nemme fjendebilleder.

De, der trodsede overmagten

Når vi i dag mindes ofrene for de fem års krig – og fejrer at Danmark nu regnes blandt de allierede nationer  – skal vi huske at minde os selv om, at det dengang var de få modige der trodsede overmagten i kampen for frihed.

Det var ikke, som nogle politikere i dag gerne vil have os til at tro, Danmark der som stat aktivt bekæmpede fascismen.

Faktisk måtte de modige, aktive modstandsmænd og -kvinder også kæmpe imod en dansk statsmagt. En statsmagt der valgte en nidkær samarbejdspolitik, hvor man aktivt efterstræbte og bekæmpede den aktive modstandsbevægelse.

At Danmark i dag regnes for en allieret nation skyldes derfor alene den aktive modstandsbevægelse – og er ikke samarbejdspolitikernes og samarbejdspolitikens fortjeneste.

For mig er modstandsbevægelsen ikke de militære ventegrupper, som først trådte frem på scenen den 4. maj, efter fjenden var besejret – modstandsbevægelsen er for mig de få modige, der valgte at træde udenfor fællesskabet og gå imod statsmagten for at gøre det anstændige da det var nødvendigt, og ikke først da det var bekvemt.

Læren fra modstandskampen

Vi, generationerne der fulgte efter, lærte at det mest patriotiske ikke nødvendigvis er at være ubetinget loyal overfor statsmagten. 

En statsmagt som blot passivt så til mens  politiske modstandere og religiøse mindretal blev fængslet og sendt til dødslejre.

 Vi skylder ofrene for holocaust, at vi ikke accepterer, at en ny befolkningsgruppe i dag lægges for had.

Vi lærte i stedet, at det mest loyale overfor demokratiet og friheden kan være at gå i mod statsmagten – at trodse den.

Når vi mindes ofrene for de fem års krig kan vi ikke undlade også at tænke på de mange ofre for holocaust – hele familier og samfund, som blev ofre for 1930'ernes forfølgelser.

Vi skylder ofrene, at vi idag aktivt tager afstand fra de politikere og grupper der vil marginalisere.

 Vi skylder ofrene for holocaust, at vi ikke accepterer, at en ny befolkningsgruppe i dag lægges for had og gøres til syndebukke.

For i samme øjeblik, vi accepterer forsimplede fjendebilleder og en "dem og os"-retorik, har vi glemt de virkelige omkostninger af de fem års krig – og vi er blevet historieløse.

Sammenhold mod fascismen

Lad os i stedet sammen idag – i minde om ofrene for besættelsen,  og i errindring om de få modige  medlemmer fra modstandsbevægelsen – trodsigt benytte lejligheden til at rykke sammen, gøre plads og nænsomt inkludere de mennesker der kommer til vores samfund idag – på flugt fra krig, håbløshed eller forfølgelse.

Lad os sammen tage afstand og aktivt imødegå den fremmedfjendske retorik.

Lad os bekæmpe fascismen i dag, uanset om den kalder sig for nazisme, Pediga eller noget helt andet.

Lad os bekæmpe fascismen i dag – uanset om den kalder sig for nazisme, Pediga eller noget helt andet – for uanset hvordan den rebrander sig må vi sammen aktivt, og med al vores styrke, bekæmpe den.

Lad os, med samme mod som medlemmerne af modstandsbevægelsen, trodse den politiske retorik ,der ønsker at splitte i stedet for at samle.

Men vigtigst af alt, lad os sammen tage afstand fra dem der blot passivt ser til.

Dét er en værdig måde at minde modstandsbevægelsen på.

Dét er en værdig måde at mindes friheden på.

God 4. maj.