05 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Demokratiet i krise

Blogs

Anders Kærgaard
Whistleblower og tidligere efterretningsofficer
Kaptajn i Gardehusarregimentet. Tidligere efterretningsofficer ved den danske bataljon i Irak og analytiker hos Forsvarets Efterretningstjeneste. Blev landskendt som whistleblower for afsløringen af Hærens løgne om den danskledede Operation Green Desert i Irak.
Blogindlæg af Anders Kærgaard
man. 04. maj - 2015
man. 05. maj - 2014

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 05. maj, 2014, 19:49:07

Demokratiet i krise

Den 4. maj holdt jeg tale på Vesterbro i København i anledning af årsdagen for Danmarks befrielse fra Nazitysklands besættelse. Her er min tale.

Når en regering vælger at lyve overfor sin befolkning om begivenheder, der har fundet sted...

Når en regering lukker øjnene for ofrene for den forbrydelse, der har fundet sted i regeringens navn, og vælger med al regeringens magt at forfølge vidner, der insisterer på, at politikere og medier afdækker sandheden og sikrer retfærdighed for ofrene... så har den mistet enhver legitimitet.

Enhver accept af brud på demokratiske rettigheder og menneskerettigheder er det samme som en praktisk afskaffelse af demokratiet.

Enhver politiker der har brug for en spindoktor har overskredet den grundlæggende principielle linje der handler om befolkningens ultimative krav på sandhed fra de folkevalgte ledere. Når først spin bliver hverdag i forholdet mellem regering og befolkning – er politikernes respekt for den befolkning der giver dem magten forsvundet.

Løgnen bliver hverdag... og den politiske nødløgn accepteret af ministre er det ultimative bevis på dette.

Samarbejdspolitikken

Den 26. juni 1943 er uden tvivl det vigtigste skæringspunkt i nyere dansk demokratihistorie. Det er det øjeblik, hvor de få modige vælger at underkende regeringen og offentligt - og med store personlige omkostninger - tager afstand fra en principløs politik, som ikke kun førte til grusom afvisning af flygtninge på flugt fra Nazityskland, men også til massiv undertrykkelse og tortur af den danske befolkning.

De få vågne – vækkede de mange sovende og døsige – og tvang de folkevalgte politikere til at give afkald på egne ambitioner og politiske mål – og insisterede på at de enten måtte regere i forhold til principper – eller gå af.

Historikere – og ikke mindst politikere – har siden forsøgt at retfærdiggøre samarbejdspolitikken med behovet for beskyttelse af befolkningen i skyggen af en grusom verdenskrig – men det danske folk var ligeså ufrit som hollændere, belgiere, franskmænd, tyskere, nordmænd, polakker, ukrainere, russere og andre besatte folkeslag.

En regerings-chef, der stiltiende acepterer minister- og depar-dementsløgne overfor befolkningen, fortjener kun afskedigelse og rigsretssag.

Danskere blev også sendt i konsentrationslejre, jøder og kommunister sendt til arbejds- og dødslejre, og den aktive modstandsbevægelse blev af den danske samarbejdsregering mødt med aktiv politimæssig efterforskning og udlevering til den tyske besættelsesmagt.

En regering der i "beskyttelsens" navn forfølger politiske modstandere og retfærdiggør dette med en overhængende fare for enten "gengældelsesaktioner" eller, som nu, med frygten for terror, lever ikke længere op til basale principper for demokrati – og bør træde tilbage.

En regeringschef der stiltiende acepterer minister- og depardementsløgne overfor befolkningen fortjener ikke beskyttelse af et parlamentarisk støttegrundlag – men fortjener kun afskedigelse og rigsretssag.

Enhver accept af brud på demokratiske rettigheder og menneskerettigheder er det samme som en praktisk afskaffelse af demokratiet.

Det tilsyneladende demokrati

Det grundlæggende element i ethvert ægte demokrati er ytringsfriheden og retten til at gøre opmærksom på brud på demokratiske og humanitære principper.

Enhver der gør opmærksom på løgne og misinformation fra regeringens side burde med det samme have den fulde opbakning og støtte fra et samlet folketing. De 179 burde være sandhedens og demokratiets fremmeste forkæmpere – istedet er langt de fleste blevet "realpolitikkens" blinde følgesvende.

Den værste form for demokrati er "det tilsyneladende demokrati" – et demokrati hvor en befolkning ikke kan stemme frit, men kun kan stemme på de kandidater, der godkendes til opstilling på baggrund af deres loyalitet overfor en partiledelse.

Dén form for demokrati er et demokrati i dødskamp – et demokrati uden kritisk stemme og uden en stræben efter de særlige principper, som sikrer det ægte levende demokrati.

Politikere i det "tilsyneladende demokrati" retter ind efter partilinien.

Politikere i det "tilsyneladende demokrati" kæmper ikke for andres ret til frihed og beskytter ikke længere ytringesfriheden som et grundlæggende fundament – de beskytter istedet partiet, regeringen eller partilederen overfor en kritisk befolkning.

Politikere i den form for demokrati er principløse – præcis som i Tyskland i 1933 og i Danmark i 1943 – og er ikke demokrater.

Regeringens svigt

Vi lever i en tid hvor vore folkevalgte og vore medier svigter de flygtninge der søger vores beskyttelse og begrunder dette, svigt med henvisning til "den økonomiske byrde", de svigter samfundets svageste med henvisning til - jagten på vækst, de svigter de grundlæggende principper for sandhed med henvisning til frygten for terror, de svigter ytringsfriheden med henvisning til beskyttelse af vore allierede.

Den politiske hukommenlse er alt for kort – og den politiske horisont strækker ikke langt.

Politikere og medier går hånd i hånd i argumentationen for den næste militære indsats – i jagten på den næste "gode" krig – det næste korstog.

Mediernes vigtigste opgaver burde istedet være at insistere på, at magthaverne ikke lyver overfor egen befolkning, og sikre at politikerene - med deres manglende forståelse for de menneskelige omkostninger ved krigen - ikke slipper afsted med at iværksætte den ene militære operation efter den anden.

Aktivistisk udenrigspolitik er IKKE militær udenrigspolitik – aktivistisk udenrigspolitik er forhandling, accept og demokratiske forhandlingsløsninger.

Den politiske hukommenlse er alt for kort – og den politiske horisont strækker ikke langt. Det er derfor, at 4. maj, 9. april og de andre mærkedage, der følger med de mørkeste år i nyere dansk historie, har en så afgørende aktuel betydning for det moderne demokrati – og en opgave med at minde os om forholdet mellem befolkning og magthaverne.

Hvis vi som befolkning ikke siger fra og lever op til vores ansvar som borgere i en demokratisk stat, gør regeringen som den vil, og befolkningen vil langsomt men sikkert miste enhver reel indflydelse på demokratiudviklingen i Danmark.

Det er på tide at vågne op og insistere på principfaste politikere.