Bryd hadets bølge
Blogs
Bryd hadets bølge
Angrebet på det franske ugeblad Charlie Hebdo var både brutalt og umenneskeligt. Det afholder dog ikke højrefløjen fra at misbruge attentatet til at fremme egne politiske mål.
Nogle gange kan det være svært at finde ord... Det koldblodige angreb på det franske satireblad Charlie Hebdo, som verden var vidne til onsdag, var både brutalt og umenneskeligt.
Vi må ikke tillade, at attentatet mod Charlie Hebdo bliver brugt til at få hadets flodbølge til at skylle ind over Europa.
Mine tanker går til de efterladte og de overlevende kollegaer på Charlie Hebdo.
Desværre afholder situationens blodige alvor ikke højrefløjen fra at misbruge attentatet mod det franske ugeblad til at fremme egne politiske mål.
Puster til gløderne
Tragedien blev allerede i de første timer efter angrebet brugt til at puste til frygten og hadet til muslimer. Et had, der skaber stadigt større etniske og religiøse spændinger i de europæiske lande, og som i de seneste uger har betydet brandattentater imod tre svenske moskéer og store antimuslimske demonstrationer i Tyskland – for slet ikke at tale om den udstødelse, marginalisering og politiske hetz, som muslimer og andre ikke vestlige indvandrere mødes med.
Allerede før massakren havde tysk-inspirerede antimuslimske grupper arrangeret racistiske demonstrationer flere steder i Danmark. Jeg frygter, at disse demonstrationer nu vil gå fra at være en lille flok tosser med hagekorstatoveringer til at samle mange almindelige mennesker, som føler den frygt og det had, som ugerningen har affødt, og som vender hadet imod alle, der i deres optik ligner de formodede terrorister.
Del og hersk
Ikke overraskende bruger Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti det brutale terrorangreb til at oppiske til mere antimuslimsk hetz og angreb på de demokratiske rettigheder. For Dansk Folkeparti handler det ikke først og fremmest om, at de skyldige skal fanges og straffes, men om at lægge en hel befolkningsgruppe for had. Uden skelen til menneskerettigheder og ved hjælp af "nødret" skal vi lukke moskéer og tvangsudvise imamer, lyder det ildevarslende budskab.
Det, Pia Kjærsgaard og hendes ligesindede udmærket ved, er, at udmeldinger som disse puster yderligere til det had, der onsdag kostede 12 franskmænd livet. Højrefløjens mørkemænd spiller som sædvanligt sin rolle i magthavernes "del og hersk"-strategi.
De imperialistiske magthavere ønsker hadet, ønsker frygten. For så længe vi er bange, vender vi det blinde øje til NATO's massemord, CIA's tortur og Danmarks deltagelse i imperialistiske røverkrige. Vi tillader indskrænkninger af de demokratiske rettigheder og øgede beføjelser til efterretningstjenesterne og politiet. Alt det bliver jo gjort for at beskytte os.
Styrk solidariteten
Vi må ikke tillade, at attentatet mod Charlie Hebdo bliver brugt til at få hadets flodbølge til at skylle ind over det muslimske mindretal i Europa.
Vi må ikke glemme, at det er magthavernes våde drøm at splitte arbejderklassen på baggrund af etnicitet, køn og religiøse tilhørsforhold. Vi må ikke lade dette forfærdelige angreb bære ved til islamofobiens bål, men styrke solidariteten.
Vi skal bruge angrebet som påmindelse om, at vi lever i en verden, hvor det er lykkedes magthaverne i den vestlige verden at presse hele befolkningsgrupper så meget op i en krog, at flere og flere tiltrækkes af voldelige, fanatiske bevægelser; fordi det er den eneste modstand imod uretfærdigheden, de kan få øje på.
Vil vi for alvor gøre en ende på terror, vold og splittelse, må alle kræfter bekæmpe den magt, som har brug for splittelse, vold og terror. Vi må samle kræfterne om at bekæmpe det samfundssystem, der næres af vores afmagt, splittelse og frygt.
Vi må ikke lade os skræmme, men heller ikke lade attentatet få os til at håne og provokere de mennesker, som allerede forhånes og udstødes.
Kampen imod imperialismens hellige krige og daglige terror må styrkes, ligesom solidariteten med befolkningerne i de krigshærgede og besatte lande må det.