Det er meget opløftende at læse Jakob Mathiassens rapport om Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforenings forbilledlige arbejde med at få udenlandske metroarbejdere til at gå med i det stærke faglige fællesskab, som fagforeningen udgør.

Opløftende ikke fordi det er nye banebrydene metoder, der benyttes. Heller ikke fordi vi her finder ud af noget om arbejderbevægelsen, som vi ikke vidste i forvejen. Men opløftende fordi det i den grad er på tide, at den sandhed, som er lige så gammel som arbejderbevægelsen selv, bliver opfrisket og genoplivet:

Det er de aktive og kampvillige medlemmer ude på arbejdspladserne, der udgør rygraden i fagbevægelsen - ikke topforhandlere, formænd eller dygtige faglige sekretærer. Uden medlemmer, som er villige til at sætte handling bag kravene ude på byggepladsen eller fabriksgulvet, er fagbevægelsen ingenting.

Det gælder både, når der skal forhandles overenskomst, drøftes dagpengeregler og indgås trepartsaftaler. Uden truslen fra de, som skaber samfundets værdier, får vi intet igennem, og fabevægelsen ender som et sludrende hoved uden muskuløse arme, ben og krop.

Jeg håber, at Jakob Mathiassens konklussioner bliver nærlæst i alle landets 3F-afdelinger. Med udsigt til mange nye store byggerier, hvor danske arbejdere kommer til at være undtagelsen, er det så vigtigt, at vi får løftet opgaven med at organisere vores udenlandske kolleger og får trukket dem op på niveau med de danske bygningsarbejdere.

Men jeg håber også, at rapporten bliver nærstuderet, fordi den giver svar på meget andet end, hvordan vi organiserer udenlandske arbejdere. Den giver inspiration til noget, som dansk fagbevægelse i alt for mange år har forsømt:

At mobilisere medlemmerne til kamp for bedre forhold - i såvel familielivet, som på arbejdet og i samfundet. En forudsætning for at genrejse fagbevægelsen som en reel politisk magt i Danmark.