Der er gået et år, siden Juan Guaidó, i tæt samarbejde med USA, udråbte sig selv som Venezuelas præsident.

Kuppet kan kun stoppes ved, at masserne mobiliseres omkring et program, der kan genskabe entusiasmen for den bolivariske revolution.

Alligevel er kupforsøget fejlet eklatant, og Guaidó har ikke skyggen af magt og er både svækket af korruptionsskandaler, afsløringer om samarbejde med paramilitære og splittelse internt i oppositionen.

Dertil kommer det generelle styrkeforhold i Latinamerika, hvor en enorm protestbølge har spredt sig fra Ecuador, Chile og Colombia, hvilket har givet højrefløjen modvind.

Væltet som parlamentsformand

2020 startede heller ikke godt for Guaidó. Da han skulle genvælges som formand for det oppositionskontrollerede parlament, kom han i mindretal, og i stedet blev Luís Parra, en afhopper fra partiet Primero Justicia, valgt.

I den vestlige presse hævdede man, at Guaidó var blevet forhindret i at komme ind i parlamentsbygningen, men flere videoer viste, at han var blevet budt indenfor af nationalgarden, men havde nægtet det, såfremt et inhabiliteret parlamentsmedlem ikke kunne komme med ham.

Det, der reelt skete i Caracas den 5. januar, var, at en del af oppositionen, (som er splittet i fire blokke), forlod Guaidós projekt. Således stemte 27 af oppositionens parlamentsmedlemmer imod Guaidós kandidatur, og sammen med de 54 chavistaer dannede de et flertal for Luis Parra.

Det var et nederlag for Guaidó, og efterfølgende valgte han at tage på en international rundtur til Colombia og dernæst Europa, topmødet i Davos og senere Canada.

Rejsen udstillede ikke Guaidós styrke, men snarere hans svaghed. I stedet for at bruge et-årsdagen for hans kupforsøg til at mobilisere sine tilhængere, var han i udlandet for at tale med EU-toppen, embedsmænd og enkelte præsidenter.

Selv borgerlige medier som New York Times har omtalt hans turné som en fiasko og bed mærke i, at Trump ikke ulejligede sig i at møde ham ved topmødet i Davos.

Sanktioner og krise i Venezuela

Den økonomiske situation i Venezuela er forfærdelig. Der er varer på hylderne, men hyperinflationen fortsætter. Regeringen har i det seneste års tid forsøgt at give færre lønstigninger, færre bonusser og trykke færre pengesedler.

Men med møntfodens værditab har det betydet, at pengesedler er blevet knappe. Derfor er mange mennesker begyndt at handle i andre valutaer, såsom colombianske pesos, dollars eller ved simple byttehandler af varer. Det rammer igen arbejderklassen og de fattigste.

Krisen i Venezuela skyldes i bund og grund, at man har fortsat en kapitalistisk økonomi, hvor man er stærkt afhængig af olieeksport og import af de fleste føde- og forbrugsvarer.

Krisen, som startede med olieprisernes dyk i 2014, er blevet betydeligt forværret af de amerikanske sanktioner, som startede i 2015.

Alene imellem 2017 og 2018 døde 40.000 mennesker som resultat af sanktionerne, viser en rapport fra Center for Economic and Policy Research.

I 2019 har USA indført yderligere sanktioner, som kostede landet 11 milliarder dollars sidste år, samt ekspropriation af Venezuelas ejendom i USA til en værdi af over syv milliarder dollars. 

Desværre har Maduro-regeringen ikke nogen reel plan for at modsvare imperialisternes angreb. Dens eneste taktik er at manøvrere, trække tiden ud med forhandlinger, øge den interne splittelse i oppositionen og alliere sig med dele af borgerskabet ved at give indrømmelser på den økonomiske front til arbejdsgiverne.

Den taktik vækker ikke entusiasme i chavismens folkelige basis, blandt bønderne og arbejderne, som fortsat afviser enhver form for imperialistisk intervention.

Kuppet kan kun stoppes ved, at masserne mobiliseres omkring et program, der kan genskabe entusiasmen for den bolivariske revolution. Et sådan program må blandt andet omfatte ekspropriering af kapitalens magt, arbejderkontrol med industrien, afskaffelse af hærens privilegier, kontrolmekanismer mod korruption, et stop for betaling af udlandsgælden.