Søndag den 6. december er der parlamentsvalg i Venezuela. Det sker i en situation, hvor Venezuela fortsat lider under en hård økonomisk krise, forværret af de amerikanske sanktioner samt af følgevirkningerne af covid-19-pandemien.

De forskellige venstrefløjs-partier har således valgt at stille op til parlamentsvalget med valgalliancen APR.

Det sker også, imens landet er udsat for et åbenlyst forsøg på statskup med direkte trusler fra Trump og efter et mislykket forsøg på paramilitær invasion i starten af maj.

Siden 2015 har parlamentets flertal tilhørt oppositionen, men nationalforsamlingens beføjelser har siden 2017 været sat ud af kraft på grund af beskyldninger fra højesteret om valgfusk i Amazonas-delstaten.

Konflikten førte i sommeren 2017 til, at Maduro i stedet indkaldte til en grundlovgivende forsamling, et organ som siden da har eksisteret parallelt med nationalforsamlingen, men som hverken har lavet en ny grundlov eller lavet nogle afgørende initiativer til at afværge den økonomiske krise.

Mens parlamentsvalget på søndag boykottes af store dele af oppositionen omkring Juan Guaidó og af EU, USA og den vestlige verden, så deltager en moderat opposition omkring Claudio Fermín, ligesom venstrefløjen også stiller op igennem kommunistpartiets valgliste. 

Den økonomiske krise og covid-19

De seneste seks år har Venezuela befundet sig i et økonomisk morads. Krisen handler både om olieprisernes nedtur, om massiv kapitalflugt og sabotage fra borgerskabet og om elementer af korruption i regeringsapparatet.

Fra 2017 er den blevet væsentligt forværret af USA’s sanktioner og de uhyrlige ekspropriationer af Venezuelas ejendom i udlandet.

Maduro-regeringens svar har været ekstremt forsigtigt. I stedet for at svare igen med ekspropriationer af amerikansk ejendom (hvilket ville være en fuldstændig ligelig og legitim respons), har man forsøgt at forhandle med den nationale borgerskab, blandt andet om at fastsætte varepriser.

Covid-19-pandemien har ramt Venezuela i langt mindre grad end nabolandene. Ifølge officielle tal er blot 873 mennesker døde i Venezuela, mens Brasilien har lidt over 170.000 dødstab, og over 35.000 er døde i Colombia.

Årsagen skal både findes i, at Venezuela har haft meget viden og erfaringsudveksling fra Kina, men også i at regeringen meget tidligt tog radikale skridt til at lave en lockdown, omfattende testning af befolkningen, forøget lægeberedskab i slumkvarterer og så videre.

Bagsiden ved medaljen er, at Venezuelas befolkning nu befinder sig en meget omfattende nedlukningssituation, hvor endda bevægelser imellem forskellige delstater er restringerede. Dertil kommer en udbredt mangel på benzin, som kun delvist er blevet afhjulpet af iranske benzinleverancer.

Det radikale lockdown betyder, at millioner af venezuelanere, som lever af den uformelle økonomi, gadehandel, taxakørsel med videre, bliver hårdt presset på deres levegrundlag.

Venstrefløjen stiller selvstændigt op

I 2018 fandt en debat sted i kommunistpartiet PCV, som endte med, at partiets ledelse i sidste ende valgte at støtte Nicolás Maduro, men kun under den betingelse, at der blev lavet en bindende skriftlig aftale om, at regeringen skulle lytte mere til sit bagland, støtte bøndernes kamp på landet, arbejdernes kamp på fabrikkerne med videre. Maduro har ignoreret denne aftale.

De forskellige venstrefløjspartier har således valgt at stille op til parlamentsvalget med valgalliancen APR (Alianza Popular Revolucionaria). I modsætning til tidligere hvor de har indgået valgaftale med regeringspartiet PSUV.

De vigtigste punkter i deres program går på, at arbejderklassen ikke skal betale for krisen, og at de forskellige sociale reformer fra Chávez' tid ikke bør rulles tilbage. Men bureaukratiet i statsapparatet har svaret igen med benhårde angreb – blandt andet vilkårlige anholdelser og censur af APR i statsmedierne.

På den ene side tager venstrefløjen skarpt afstand fra imperialismens åbenlyse forsøg på statskup og Guaidó-fløjens boykotposition. På den anden side forsøger den også at organisere et alternativ til Maduro-regeringens højrekurs og et forsvar for arbejderklassens og bøndernes rettigheder. Den kamp fortjener fuld støtte fra socialister i resten af verden.