22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Regeringen må trække støtten til kupmageren Juan Guaidó

Blogs

Andreas Bülow
aktiv i Hands Off Venezuela, Enhedslisten og foreningen Socialisten
Tidligere bosat i Venezuela og forfatter til bogen Den venezuelanske revolution samt en lang række artikler om den bolivariske revolutions løbende udvikling. Aktiv i Hands Off Venezuela, Enhedslisten og foreningen Socialisten.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 28. juli, 2020, 11:51:24

Regeringen må trække støtten til kupmageren Juan Guaidó

Situationen i Venezuela er utvivlsomt svær. Fra et venstreorienteret synspunkt er der meget at kritisere Maduro-regeringen for. Men det betyder på ingen måde, at vi skal vakle i vores modstand mod USA's statskup, deres sanktioner og deres marionet Guaidó.

Den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo var som bekendt i København sidste uge for at mødes med Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod. Der var flere ting, som Pompeo kunne lykønske Kofod for. På de fleste afgørende udenrigspolitiske spørgsmål har den socialdemokratiske regering desværre videreført de foregående regeringers rolle som lydig skødehund for USA.

Et af de spørgsmål er Venezuela. Her bakker Danmark fortsat op om oppositionspolitikeren Juan Guaidó, som i januar 2019 udråbte sig selv til at være Venezuelas præsident i det, som var et velforberedt forsøg på statskup. Halvandet år efter har Guaidó ikke skyggen af reelle magtbeføjelser, men Danmark, USA og en række andre lande mener alligevel, at han er landets retmæssige præsident.

Et skidt år for Guaidó

Siden hans selvudnævnelse har Guaidó begået en lang række aktioner for at tilrane sig magten. I februar 2019 forsøgte han at overmande grænserne i forbindelse med en påstået ”nødhjælpsaktion”, som selv Røde Kors distancerede sig fra. I april 2019 stod han derefter i spidsen for en direkte militæropstand, hvor to dusin soldater forsøgte at overtage en militær lufthavn i indre Caracas. Alligevel valgte Venezuelas myndigheder på besynderlig vis, at han ikke skulle fængsles.

I løbet af sommeren 2019 begyndte en korruptionsskandale at tære på Guaidós renommé. Den oppositionsvenlige avis PanAmPost afslørede, at en række funktionærer omkring Guaidó misbrugte de penge, som angiveligt skulle være brugt til nødhjælp. I stedet var de blevet brugt på natklubber og prostituerede.

På samme tid begyndte der at komme flere beretninger fra deserterede venezuelanske soldater i Colombia. De var blevet lovet guld og grønne skove for at desertere, men blev nu smidt ud af deres hoteller, fordi Guaidós folk ikke længere betalte regningerne. Senere kom Juan Guaidós samarbejde med den colombianske narkobande Los Ratrejos også frem. Han havde benyttet deres assistance til at komme ind i Colombia og havde ligefrem taget selfies sammen med dem.

Guaidó er farlig

Guaidó kan udefra ligne en klovn, hans handlinger er amatøragtige. Men virkeligheden er, at han er farlig. Latinamerika har set mange statskup, senest i Bolivia, hvor et blodigt, højreorienteret kupregime har myrdet en lang række aktivister, som modsatte sig. Hvis Guaidó skulle komme til magten i Venezuela, kan vi være sikre på, at en hård repression vil blive vendt mod venstrefløjen, bønderne og fagforeningerne.

I månedsvis har Guaidó truet med at appellere til en udenlandsk militæraktion i Venezuela. Men det er ikke blot blevet ved ordene. Den 4. maj i år kom det frem, at Guaidó havde underskrevet en kontrakt med det amerikanske sikkerhedsfirma Silvercorp om at invadere Venezuela med en privat lejehær. Selvom han nægtede at være indblandet, så erkendte hans rådgiver J.J. Rendón på spansk CNN at have deltaget og betalt et forskud til Silvercorp.

Invasionsforsøget endte som en fiasko, og omkring 50 paramilitære blev fængslet – de fleste kort efter at have sejlet ind til Venezuelas kyst. Iblandt de fængslede var to amerikanske ekselitesoldater. Silvercorps direktør og leder af operationen Jordan Gourdeau fortalte, at Guaidó var hoppet fra uden forklaring, selvom han havde underskrevet og sat en betaling på 220 millioner dollars i udsigt til lejesoldaterne.

Nej til imperialistisk indblanding, statskup og krig

Situationen i Venezuela er utvivlsomt svær. Økonomien er presset, civilbefolkningen lider store mangler, og de amerikanske sanktioner forværrer situationen betydeligt. Fra et venstreorienteret synspunkt er der meget at kritisere Maduro-regeringen for, ikke mindst på den økonomiske politik.

Men det betyder på ingen måde, at vi skal vakle i vores modstand mod USA's statskup, deres sanktioner og deres marionet Guaidó. Vi må stille krav om, at Jeppe Kofod øjeblikkeligt trækker Danmarks støtte til Guaidó. Vi må kræve, at Danmark fordømmer alle sanktioner imod Venezuela, og at de fordømmer det ulovlige tyveri af Venezuelas guldreserver i den engelske nationalbank. Særligt den parlamentariske venstrefløj, det vil sige SF og Enhedslisten, har en pligt til at presse regeringen på disse spørgsmål og til at opbygge en bevægelse mod krig og statskup.