"Jeg siger op!"

Udsagnet kom fra en lærerkollega, som ringede til mig forleden. Lad os kalde kollegaen for Mette.

Tag imod lærernes fremstrakte hånd, før hånden forvandler sig til en knyttet næve.

Mette ringede for at fortælle mig, at hun havde valgt at sige op som lærer før næste skoleår. Mette havde besluttet, at hun ikke ville være lærer i den folkeskole, som er en realitet d. 1. august 2014.

Jeg har her brug for at indskyde, at jeg kender Mette relativt godt. Mette er, ligesom 90 % af lærerne naturligvis medlem af Danmarks Lærerforening, og hun er loyal og kollegial. Men hun har aldrig været at finde i de fagpolitiske kæmpers fortrop. Mette har alle dage været optaget af sit arbejde som lærer. Den indstilling deler Mette med sine tusindvis af kolleger over hele landet.

Hvorfor?

Men hvad er det så, der er sket, som gør at Mette – som 44-årig lærer – overvejer at forlade sit fag med virkning fra 1. august 2014?

Er det kravet om mere undervisning? Nej, det har allerede været virkeligheden i langt de fleste kommuner i dette og forrige skoleår.

Er det kravet om mere inklusion, som får Mette til at vælge at sige op? Nej, kravet om at inkludere flere elever med særlige behov i normalundervisningen er ikke et nyt fænomen. Kravet er skærpet, men pres på specialundervisningen har været et besparelsesværktøj i kommunerne i de sidste fem-seks år.

Er det da så massive nedlæggelser af lærerstillinger, som er det nye ”sort” i kommunal økonomitænkning fra 1. august 2014. Heller ikke! I de sidste fem år, er mere end 6000 lærerstillinger nedlagt. Intet nyt under solen der.

Men hvad er da det, som gør, at min engagerede kollega vil sige op på sit job?

Derfor

Svaret er: Mette har fået nok! Hun har fået nok af en mistillidsdagsorden til lærerne. Mette har fået nok af, ledelser og politikere, som kun roser hende, når de vil understrege, at hun er jo så dygtig, at hun ikke behøver så meget tid til at forberede undervisningen. Mette har fået nok af, at hun næste år får en arbejdstid som ikke er forhandlet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, men dikteret via en lov som kun har tilgodeset hendes arbejdsgivere.

Og Mette er træt af, at hun i fremtiden må overlade sine arbejdsvilkår til ”teknokrater i forvaltningen som intet ved om, hvad der skal til for at udvikle spændende undervisning, og som er bedøvende ligeglade med, om vi som lærere føler os ”kørt over” og slet ikke lytter til vores repræsentanter (Frederiksberg Lærerforening, red.) i hele processen. Og derfor, Ane, vil jeg simpelthen ikke være lærer mere. Jeg siger op.”

Den 11. i år

Mette er lærer nr. 11, som i år har orienteret mig om det samme. Med andre ord, men med samme indhold, har de sagt det samme.

For folkeskolen og for eleverne er det et tab, at mine 11 kolleger stopper. Endnu flere har meddelt mig, at de overvejer det samme, hvis de bekymringer de har for deres fremtidige arbejdsvilkår realisereres med regeringens folkeskolereform og lov om arbejdstid for lærere fra næste skoleår.

Hvis regering og kommune ønsker at dræne skolerne (og andre offentligt ansattes arbejdspladser) for engagerede, fleksible, kreative, løsningsorienterede og samarbejdsvillige kolleger som Mette, og forandre dem til modløse, samarbejdsvrangvillige og udbrændte lærere, så er den feudale ledelsesstil en rigtig strategi.

Hvis ikke, så tag imod lærernes fremstrakte hånd om samarbejde og reel involvering… Jeg kunne fristes til at tilføje: Før hånden forvandler sig til en knyttet næve og løftes i vejret.