Regeringen har indført en tillidsreform. Reformen skal give mere velfærd til borgerne ved at ”modernisere” det offentlige arbejdsmarked. Det skal typisk ske via ”regelforenkling” og ”effektivisering af de offentligt ansattes arbejdstid”, og gennem ”borgerinddragelse” skal frivillige overtage tusindvis af offentlige jobs.

Reel tillid kommer, når ord følges af handling og når krav følges af ressourcer. Husk det den 18. juni.

Første spadestik til reformen blev taget, da KL i foråret 2013 smed lærerne ud af folkeskolen i en måned. Lockouten havde regeringens opbakning. EU's direktiv om nedbringelse af den offentlige sektor skulle effektueres, og skatteyderne skulle have mere velfærd, mere for pengene, mere effektivitet.

Og det var passende at starte med lærerne: Vi er nogle dovne hunde med 12 ugers ferie om året, arbejder kun mellem kl. 8 og 13, men får stadigvæk løn, som om vi er rigtige mennesker med fuldtidsjobs.

Undervejs var der en enkelt Hansen eller Jensen, som slog til lyd for, at mistillid ikke øgede produktiviteten i skolen. En arbejdsmiljøforsker udtalte, at risikoen for, at KL's mistillid og regeringens kontrolkrav kunne ødelægge engagementet hos lærerne, var overhængende – og at det kunne have en negativ betydning for folkeskolen og for eleverne.

Der var endda et par skoleledere, som hviskede, at de nok ikke ville få det samme ud af lærerne, som de gjorde nu, hvis man skulle til at gøre lærernes arbejdstid op time for time. En anden sagde, at mange lærere arbejdede mange flere timer, end de fik løn for, netop fordi de var (er?) drevet af engagement for deres fag og for eleverne.

I dag tælles lærernes arbejdstid op time for time, som regeringens lov kræver det. Og det koster tusindvis af overarbejdstimer, øget sygefravær og stigende vikardækning. Alt sammen på bekostning af eleverne.

Angrebet på lærernes vilkår var kun begyndelsen. I de sidste to år har alle andre offentligt ansatte mærket konsekvenserne af en tillidsreform, som bygger på mistillid.

I stedet har borgerne fået en reform, som braindrainer den offentlige sektor for de stærkeste menneskelige ressourcer, og som reelt kombinerer stillingsnedlæggelser af ”varme hænder” med øget pres på de tilbageblevne ansatte.

For regeringens regnedrenge glemte, at mistillid til de offentligt ansatte er rigtig dyrt. De ville have velfærd for ingenting. Men det kan man ikke. Det er dyrt, når dygtige medarbejdere i tusindvis flygter eller fyres fra offentlige arbejdspladser. Kommunerne mister viden, skal administrere stillingsnedlæggelsen eller generhverve viden andetsteds fra. Og det er bekosteligt for borgerne, både økonomisk og i forhold til den velfærd, de med rimelighed forventer.

Og borgerne – de er altså også ansat i det offentlige.

Reel tillid kommer, når ord følges af handling og når krav følges af ressourcer. Lad os minde os selv om, hvad velfærd kommer af og hvem der skal sikre den, når vi krydser den kommende regering og Folketing af den 18. juni.