Arbejdsgiverne må stå for tur
Blogs
Arbejdsgiverne må stå for tur
Offentligt ansatte har udsigt til den tredje overenskomstperiode, hvor de har vist løntilbageholdenhed. Det er på tide, at arbejdsgiverne kommer til lommerne og viser samfundssind.
OK15 er i gang. Men er der gang i den? Er der samfundssind i forhandlingsrummet? Er arbejdsgiverside villig til at finde tid til selvrefleksion - og handle derefter? Jeg tvivler!
Vi har brug for at sikre de offentligt ansatte mod nedslidning og lønnedgang.
Hvis den udmeldte ramme for OK-forhandlinger bliver realiseret, kan de offentligt ansatte se frem til et lønresultat, som ikke sikrer reallønnen. Det bliver i så fald den tredje overenskomstperiode, hvor de offentligt ansatte har indvilliget i at vise ”løntilbageholdenhed”.
Der trygles fra såvel politikere som arbejdsgivere om at udvise ”samfundssind”, og der trues med massefyringer i stat, regioner og kommuner, hvis ”rammen” sprænges.
I årevis har de offentligt ansatte gjort alt for at opfylde kravene fra arbejdsgiverne: Forøg kvaliteten, nedsæt sygefraværet, producér mere.
Lønmodtagerne har vist samfundssind
Og hvem vil ikke gerne gøre sit bedste og udvise samfundssind! For det der samfund - det får vi alle sammen glæde af og er en del af.
Selvfølgelig ønsker vi at bidrage. Hver eneste dag går vi - pædagoger, SOSU-assistenter, gartnere, lærere, sekretærer, bibliotekarer, socialrådgivere og parkeringsvagter - på arbejde og udviser samfundssind ved at udføre vores job allerbedst muligt.
Men kæden knækker, når vi forstår, hvad ringbinds-ord som ”administrative effektiviseringer”, ”human ressource”, ”regelforenkling” eller ”personaleoptimering” i virkeligheden indeholder, nemlig:
Find dig som offentligt ansat i at blive nedgjort i al offentlighed af din arbejdsgiver; brok dig ikke, når vi bryder vores løfter eller lyver for dig; accepter, at dine kolleger fyres eller bukker under for stress; gå ned i løn og vær glad for, at du ikke bor i Grækenland; vær fleksibel med din arbejdstid, men regn ikke med at vi er det; udskyd din pensionsalder, for du har ikke lavet nok; alle de steder, hvor vi i aftalen har skrevet ”kan” eller ”bør” betyder, at vi ingen forpligtelser har.
Arbejdsgivernes tur til at vise samfundssind
Vi har imidlertid brug for at sikre de offentligt ansatte mod nedslidning og lønnedgang. Det er ikke nok med pæne ord og løfter om projekter til det ene eller andet. Der skal midler på bordet. Ikke varm luft i ringbinds-projekter om social kapital-udvikling eller dialogbaseret ledelse. Jeg taler om kroner og øre, som sikrer os mod nedslidning og som genskaber vores muligheder for at løse vores arbejde tilfredsstillende, i et tempo vi kan holde til.
Derfor arbejdsgivere; vis ægte samfundssind og kom til lommerne.
Ellers kommer jeg og mine kolleger i det offentlige måske til at udvise samfundssind - ved at sige nej tak til OK15-resultatet. For alle dem, som er en del af samfundets skyld; eleverne, patienterne, borgernes skyld.