For første gang i Danmarkshistorien benyttede en arbejdsgiver på det offentlige arbejdsmarked sig af en lockout uden forudgående strejke. Flere såkaldte ”neutrale, politiske meningsdannere” benytter chancen til at så tvivl om fagbevægelsens berettigelse: Giver det overhovedet mening at have en arbejderbevægelse? Er fagbevægelsen ikke stagneret, en mastodont på lerfødder osv?

Jeg skal ikke her spilde jeres tid med at forklare, hvorfor vi – måske mere end nogensinde – har behov for fælles, faglig organisering.

Mere interessant er det, at det netop indgåede regeringsovergreb på såvel lærere som på aftalesystemet, får flere af fagbevægelsen stærke mænd og kvinder til åbent at stille spørgsmålene:

Skal fagbevægelsen nytænkes? Skal aftalesystemet forandres? Skal overenskomstperioder med aftalerammer erstattes af løbende ”projekter”? Kan strejkevåbenet erstattes af andre sanktions- og aktionstyper? Kan man kæmpe mere decentralt i stedet, for eksempel fra kommune til kommune? Det er naturligt, at der efter et så ubalanceret indgreb, som det samtlige folketingspartier (Enhedslisten undtaget) har begået i dette forår, er behov for refleksion. Og vi skal blive klogere og bedre forberedt til kommende kampe.

Måske skal vi ikke nytænke fagbevægelsen, men insistere på at flertallet skal have ret til indflydelse på fåtallets magt.

Men lad os ikke smide barnet ud med badevandet. Skal man holde op med at arbejde for ret, fordi man oplever uret? For det er jo først, når vores principper virkelig udfordres, at principperne virkelig kommer til sin ret.

Jeg skal ikke gøre denne kommentar til en historietime udi den danske model. Men tillad mig alligevel at dvæle ved vores principielle, faglige og organisatoriske udgangspunkt: At sikre en bedre og mere rimelig økonomisk- og arbejdsmæssig balance mellem (de kvantitativt få, men kapitalstærke) arbejdsgivere og de (kvalitativt mange) arbejdstagere.

Spillereglerne

Midlet var ”Sammen er vi stærke”og et reguleret, aftalebaseret arbejdsmarked. Gennem aftalesystemet accepterede arbejdsgiverne en indskrænkelse af ledelsesretten. Til gengæld accepterede arbejdstagerne at sikre ”ro” på arbejdsmarkedet mellem overenskomstperioderne. De folkevalgte skulle holde sig udenfor. På vægtskålen er der altså balance i aftalesystemet – men det forudsætter, at spillereglerne overholdes.

Så hvad gør man, når de folkevalgte ikke overholder spillereglerne? Ændrer fagbevægelsen sine grundlæggende principper? Giver det anledning til at decentralisere forhandlingskompetencen? Bør ledelserne i de faglige organisationer opgive tilliden til sin indflydelse, til det regulerede arbejdsmarked? Eller bør det være de folkevalgte og arbejdsgiverne (som jo er folkevalgte som medlemmer af byråd og kommunalbestyrelser i kommunerne) som misligholder aftalen, som smides på porten?

75 procent af lærerne stemte i 2010 på et af de tre regeringspartier, primært på S og SF. Efter lockouten viste en undersøgelse, at hvis der var folketingsvalg i dag, ville kun syv procent gøre det samme. 34 procent vil stemme på Enhedslisten og 34 procent ved ikke, hvor de skal sætte deres kryds.

86 procent af lærerne fortæller, at de er helt eller delvist enige i, at lockouten har afgørende betydning for, hvor de ville sætte deres kryds, hvis der var folketingsvalg i morgen. For vi mærkes naturligvis på alle måder af de kampe, vi gennemlever. Og for os - lærerne - har denne kamp været lærerig.

Solidaritet

En god kollega skrev umiddelbart efter overgrebet til mig: ”Hvis der er kommet noget som helst godt ud af lockouten, så er det, at jeg har forstået, hvad virkelig solidaritet er.”

For mig er det et vigtigt budskab. For måske handler det ikke altid om resultatet – men hvordan vi nåede det. Hvilken rolle vi som faglige organisation får og har undervejs i vores kampe.

Jeg vil nødigt fremstå som Komiske Ali: Indgrebets konsekvenser for folkeskolen og for lærerne bliver enorme – og frustrationen blandt lærerne er stor. Der er ingen tvivl om, at nederlag i den størrelsesorden, skal faglige organisationer ikke samle på.

Men årsagen skal ikke findes i Danmarks Lærerforenings strategi eller i den danske model. Den skal findes i de folkevalgtes matchfixing, det aftalte spil med KL.

Lad os fortsat rette vores blik mod dem, som begik indgrebet, som har begået overgreb på den danske model og angreb på lærerne og folkeskolen, nemlig KL og regeringen.

Så måske skal vi ikke nytænke fagbevægelsen, som nogen påstår, men vedblive at insistere på dens principper: At flertallet skal have ret til at have indflydelse på fåtallets magt.