Der var engang en mand som hed Ib. Ib var et menneske med et positivt og socialt sindelag. Ib mente, at det var vigtigt, at skatteyderne - dem, som det offentlige system kaldte ”borgerne” - fik den bedste service og kvalitet for deres penge. Da han samtidig holdt af at undervise og var rigtig glad for børn, ja, så havde han valgt at blive folkeskolelærer.

Ib spurgte Politikerne: Hvad betyder ”fleksibel anvendelse af lærernes arbejdstid”?

Ib gik hver dag på arbejde med glæde, for han syntes, at arbejdet med at undervise børn, give vejledning på skolens bibliotek samt møder med forældre og ledelser og kolleger for at forberede undervisningen var betydningsfulde opgaver.

Men Ib havde en masse ledere, som bestemte over ham. Dem, som var de vigtigste og bestemte mest, blev kaldt Politikere.

Finesseministeren

Af dem var den allervigtigste Finesseministeren. Finesseministeren var meget optaget af, at der hvert år blev brugt færre penge på noget, han kaldte velfærd. Han syntes, at det var en meget bedre ide at lade de allerrigeste borgere betale mindre i skat. Han og hans politikerkolleger kaldte det ”effektivisering” og ”innovation”.

Ib og hans kolleger på skolen var rigtig kede af, at de skulle være så innovative, for hvor de før havde været 50 lærere og børnehaveklasseledere til at undervise, ja, så var de nu kun 43 (til gengæld havde Ib og hans kolleger fået mange flere ledere - for de skulle holde øje med, at de 43 lærere blev ved med at være meget innovative).

Finesseministeren fortalte, at det at være innovativ betød, at man både kunne spare på folkeskolen og fjerne det urimeligt høje skattetryk på samme tid. Politikerne havde samlet dette - og en masse andre fine ord - i en mappe, som de kaldte for Budget 2014.

Politikerne

Men Ib var lidt bekymret, for han havde før lagt mærke til, at de mærkelige udtryk begrænsede hans og kollegernes muligheder for at lave kvalitetsundervisning. Så Ib spurgte Politikerne: Hvad betyder ”fleksibel anvendelse af lærernes arbejdstid”? Og hvad betyder ”nye politiske styringsparametre”?

Politikerne kiggede på hinanden og på Ib og sagde: ”Nu skal du bare høre…” Og så talte de længe om ”et ambitiøst løft af folkeskolen”, ”understøttende undervisning”, ”faglig fordybelse og lektiehjælp”, ”afvekslende skoledage”,  ”inklusionsstrategi” og meget mere. 

Pludselig kiggede Finesseministeren på sine politikerkolleger og sagde:” Ib har jo ret. Velfærd koster!"

Men Ib var stadig lidt forvirret og spurgte: "Jo, jo, men hvad betyder det - altså i praksis, for eleverne og for mig og mine kolleger i skolen? Betyder det, at I vil tilbageføre folkeskolen de 2,8 milliarder koner, I har sparet siden 2009? Og at I vil ansætte de ca. 6000 lærere, hvis stillinger I har nedlagt? Og at I reelt vil tilføre ekstra ressourcer til efteruddannelse og inklusion?”.

Og nu er dette jo et rigtigt eventyr og ethvert eventyr fortjener en eventyrlig afslutning…Så derfor: Ibs spørgsmål havde gjort Politikerne tavse. Pludselig kiggede Finnesseministeren på sine politikerkolleger og sagde:” Ib har jo ret. Velfærd koster! Og uddannelse er grundlaget for al velfærd. Derfor må vi investere i folkeskolen.” Og sådan blev det.

Lærerne og eleverne

Og Ib gik tilbage til sin arbejdsplads, til sine elever og sine kolleger. Og han fortalte, at i fremtiden behøvede ingen lærere at frygte at miste sit arbejde eller blive udsat for stress og nedslidning, og alle elever ville få den rette undervisning og blive reelt inkluderet, og den sociale arv ville blive brudt.

Og alle blev rigtig glade, og de klappede og genvalgte deres Politikere til kommunalvalget. Og sammen levede alle borgerne i Danevang lykkeligt til deres dages ende.

Se det var et rigtigt eventyr…