”Det kan godt være, at vi er fattige – men vi behøver ikke at være dumme!”

Med stort set disse ord indførte kong Fredrik VI syv års skolepligt for alle børn i Danmark kun to år efter, at Danmark havde erklæret sig statsbankerot. Det var sjældent kloge ord fra monarkiet.

Men dengang forstod magthaverne tilsyneladende, at sikring af en grunduddannelse til folket er en investering, som kan betale sig.

Vi var nogle, som havde håbet, at vi - med magtskiftet sidste efterår – ville få en regering som måske nok var fattig, men som i hvert fald ikke var dum.

Vi havde satset på, at vi ville få en regering, som ville finde måder, hvorpå vi – trods finanskrise - kunne sikre folkets krav om en bedre folkeskole til alle.

Vi klappede af den nyvalgte regerings valgløfter om max 24 elever i klasserne, om øget efteruddannelse til lærerne – og med flere undervisningstimer til eleverne i folkeskolen. 

Nu skulle et årtis kontrolhysteri og mistillid til lærerne og folkeskolen, nedlæggelse af mere end 4000 lærerstillinger og besparelser på 1,2 milliarder kroner endelig erstattes af en ambitiøs folkeskolereform og sikring af sammenhæng mellem centrale krav og udmeldte ressourcer.

Vi tog fejl

Det har vist sig, at vi tog grundigt fejl.

For indfrielse af valgløfterne vil enten kræve en mere solidarisk skattepolitik eller røde tal på Corydons bundlinje. Og ingen af delene er folkets nye regering villig til at ofre. Men valgløfterne skal holdes, så hovederne er blevet lagt i blød. 

Svaret på regeringens hovedbrud er at ofre den danske model, lærerne og folkeskolen.

Derfor sidder Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen nu bag lukkede døre, i et lukket udvalg med særlige ”kodekort” og med kun særligt indbudte – et udvalg, hvor Danmarks Lærerforening er nægtet deltagelse - og forhandler om lærernes arbejdstid.

For ved at forringe lærernes arbejdsvilkår kan løfterne om mere undervisning for de samme penge nemlig indfries. Statsministeren kan indfri sit valgløfte om flere undervisningstimer i folkeskolen, hvis lærerne ”bare” vil undervise lidt mere for den samme løn.

Thornings heldagsskole-løfte til ”Emil” vurderes at koste mellem 5 og 15 milliarder kroner. Og disse milliarder kan man– vurderer både KL og regeringen – problemløst finde ved at lade lærerne undervise mere. 

Og skulle man i sit stille sind tilslutte sig mediernes beskrivelser af lærerne som nogle dovne slyngler med syv ugers sommerferie og kun 20 timers arbejdsuge, ja, så kan man se frem til, at KL og regeringens held med at skabe særlig stor mistillid til lærerne og børnehaveklasseledernes indsats meget snart forplanter sig til den øvrige del af den offentlige sektors medarbejdere.

Vi betaler regeringens løfter

For hvis læreren kan undervise mere for den samme pris, hvorfor kan sygeplejersken så ikke også være bare én time mere på afdelingen om ugen – når regeringen nu ønsker at nedbringe ventelisterne.

Eller hvorfor skulle pædagogen ikke kunne blive en time mere i børnehaven om ugen – når regeringen nu ønsker børnehavepladser til alle. Altså for sygeplejerskerne og pædagogernes egen regning, naturligvis.

Sagen er, at lærernes arbejdstid er et overenskomstanliggende, præcis ligesom øvrige løn- og arbejdsvilkår. Og de vilkår skal, hvis vi havde en regering med respekt for den danske model, forhandles ved overenskomstbordet.

Men det generer ikke statsministeren, finansministeren samt KL-toppen at drøfte overenskomstspørgsmål uden om den legitime 2. part i overenskomstforhandlingerne, nemlig Danmarks Lærerforening.

For den fattige regering har stadig mange valgløfter at indfri. Derfor bliver det de fattige, blandt andet de ansatte i den offentlige sektor, som selv kommer til at finansiere velfærden.

For sådan går det, når man har en regering som både er fattig og uklog.