Ryk sammen – så bliver der plads til alle i bussen!
Blogs

Ryk sammen – så bliver der plads til alle i bussen!
Regeringens sammenkædning af folkeskolereform og overenskomster vil ramme alle offentligt ansatte. Derfor er det nu, vi skal stå sammen uanset fagligt tilhørsforhold.
Forstil dig, at regeringen vedtager en lov, som skal gøre den kollektive trafik gratis. Alle busser skal være fuldstændig gratis at køre med indenfor Danmarks grænser.
Stor jubel i befolkningen.
Der er kun et enkelt aber dabai: De mellem 5 og 12 milliarder kroner, det vil koste at finansiere den gratis kørsel har man ikke fundet.
Men forestil dig så, at en finansminister får en rigtig god idé: Hvis man kan få buschaufførerne til at køre bus i 5 timer mere om ugen uden merberegning, ja, så er loven finansieret.
Ministeren fastslår derfor, i et økonominotat til lovforslaget, at loven kan gennemføres såfremt buschaufførernes arbejdstid ”normaliseres”.
Men den slags kan en minister ikke bestemme i Danmark. For i Danmark indgås overenskomster om chaufførernes arbejdstid, herunder deres klargøring af busserne, mellem Arriva og chaufførernes fagforening, nemlig 3F.
Arbejdsgiverne: god idé
Forestil dig, at der hos arbejdsgiveren Arriva er nogen, som er rigtig glade for ministerens idé. Arriva har nemlig længe været irriteret over, at chaufførerne får betalt den del af deres arbejde, som handler om at klargøre busserne til næste arbejdsdag. Arriva frygter desuden, at de, hvis de ikke bakker op om ministerens forslag, vil få et mindre overskud næste år.
Forestil dig så, at Arriva og regeringens top mødes i al hemmelighed og bliver enige om, at Arriva skal presse chaufførerne til at indgå en aftale ved de kommende overenskomstforhandlinger, som kan finansiere den gratis buskørsel.
Tænk engang, hvis det, der i virkeligheden lægges op til, når lærerne skal betale for en folkeskolereform, ikke slutter her.
Arriva og regeringen aftaler, at regeringen vil være klar til at gribe ind og ophøje en aftale til lov – en aftale som betyder længere arbejdsdag for chaufførerne, men som sikrer den gratis, kollektive buskørsel.
Arriva fortæller allerede et år inden overenskomstforhandlingerne går i gang, at Arriva vil lockoute alle chauffører og tømme deres konfliktkasse, hvis 3F vover at udtage chaufførerne til strejke.
Forestil dig nu, at dette er virkeligheden under en socialdemokratisk ledet regering – mens et stiltiende SF gemmer sig i kulissen, og de radikale trækker på skuldrene.
Det forjættende lovforslag om gratis, kollektiv trafik er skiftet ud med Thornings påtvungne heldagsskole, Arriva byttet ud med Kommunernes Landsforening og Moderniseringsstyrelsen - og chaufførernes klargøring af busserne erstattet af lærernes forberedelse til undervisningstimerne.
Først lærerne, dernæst???
For tænk engang, hvis det, der i virkeligheden lægges op til, ikke slutter her. Tænk, hvis det, der lægges op til, når lærerne skal betale for en folkeskolereform, som er ufinansieret, i virkeligheden blot er begyndelsen på en jagt på alle offentlige ansatte, som fremover selv skal finansiere velfærden.
For hvem vil ikke gerne have nedbragt ventelisterne på sygehusene, have pasningsgaranti og flere pædagoger på Blå Stue, have mere og bedre hjemmehjælp til fru Olsen, ryddet sne og asfalteret vejene og skabt grønne, smukke områder i den nærliggende park.
Alt sammen helt gratis!
Regeringens sammenkædning af folkeskolereform og overenskomster vil ramme alle offentligt ansatte. Det er derfor nu, at vi – uanset fagligt tilhørsforhold – bør rykke sammen i bussen i forsvar for den danske model.
Det bliver et gloende varmt forår!