Lad dem mangle både gær og børnepasning – synkronisér overenskomsterne!

Jeg sluttede gerne min faglige kommentar her. For behovet for at genetablere en balance i styrkeforholdet  mellem arbejdstagere og arbejdsgivere på det danske arbejdsmarked kan for mig at se, siges så kort: Synkronisér overenskomsterne mellem det private og det offentlige arbejdsmarked!

Hvis arbejdsgiverne ikke behøver frygte, at strejkevåbnet bliver taget i brug - hvorfor skulle de så afgive rettigheder?

Men lad mig alligevel uddybe....

Om knap en måned, kender vi resultatet af afstemningen om nye overenskomster på det private arbejdsmarked, men jeg tør sætte min kats knurhår ind på, at resultatet bliver et ja med (måske rekord-)lav valgdeltagelse.

Jeg skal på ingen måde blande mig i, hvordan medlemmerne på det private område skal stemme. Blot vil jeg stille spørgsmålstegn ved, om et muligt ja er et reelt udtryk for en enighed blandt medlemmerne om, at de har fået et godt overenskomstresultat?

Vi står splittet

Hvorfor? Jeg vover det ene øje og kalder det vores adoption af arbejdsgivernes ”vi-skal-jo-alle-betale-for-krisen”-ideologi i kombination med vores egen frygt for at miste jobbet - og den manglende tillid til egne kræfter.

Det er historisk forståeligt nok, set i lyset af sidste års farceagtige overenskomstforhandlinger på det offentlige område - afsluttende med lockouten af 60.000 lærere, efterfulgt at et unuanceret regeringsindgreb.

KLs lockout overfor én faggruppe lykkedes, fordi overenskomsterne forhandles uden synkroni. Slagkraften var så at sige til at overse.

De øvrige organisationer i KTO kunne ikke enes om at bakke op og gå i strejke – og alle stod tilbage med visheden om, at vores arbejdsgivere vil vedblive at splitte flokken ud fra devisen ”First we take Manhatten, then we take Berlin”.

Vi fik ret – efter lærerne blev det først lægernes tur, dernæst pædagogerne.

Sådan vil det fortsætte, også i 2015. Hvis vi altså giver dem lov.

Brug for sammenhold

Et af den danske models største styrker beror på, at begge sider af bordet er enige om, at de forhandler vilkår for de ansatte i en fælles interesse for at sikre rolige og gode arbejdsforhold Bemærk venligst ordet ”gode” også.

Hvis DA, KL og Finansministeriet har vished om, at de ikke behøver at gøre sig anstrengelser for at imødese vores krav, fordi strejke ikke er et våben, de frygter - hvorfor skulle de så afgive rettigheder?

På det offentlige område, hvor reel velfærd er erstattet med KL og Finansministeriets regnedrenge, er kortvarig lockout af de offentligt ansatte ikke en trussel, men et løfte om en velkommen lønbesparelse (kommunerne sparede hundreder af millioner under lærerlockouten).

Den mangel på tillid til strejkevåbenet smitter af på det private arbejdsmarked, når Corydona sms-fingre griber ind i kabinepersonalets forhandlinger eller igen, igen understreger konkurrencestatens velsignelser og blokerer for arbejdstagers garanti mod social dumping og ønske om kædeansvar.

Vi kan ikke stole på regeringens omsorg for den danske model. Men vi skal kunne stole på hinanden.

En synkronisering og timing af overenskomsterne mellem chauffører, sygeplejesker, bygningsarbejdere, lærere og læger vil lægge maksimalt pres på KL og DA.