Til lykke - eller held-og-lykke!
Blogs

Til lykke - eller held-og-lykke!
Titusindvis af lærere har startet et nyt skoleår med at være omfattet af en rigid lov om nye arbejdstidsregler. Loven har erstattet en fleksibel aftale mellem Danmarks Lærerforening og de kommunale arbejdsgivere.
For titusindvis af danske lærere har den 1. august og de efterfølgende dage op til elevernes skolestart i går været en generalprøve på, hvordan det er – for første gang i mere end hundrede år – at arbejde uden at være dækket af en overenskomst.
Når vi insisterer på en overenskomst - en arbejdstidsaftale, som bygger på tillid - er det fordi vi VED, at det skaber den bedste ramme om undervisningen.
Som det er den historieinteresserede læser bekendt, gennemtrumfede KL og Moderniseringsstyrelsen, guidet af finansminster Bjarne Corydon, et maskebal af en OK-forhandling i foråret 2013, efterfulgt af et lovindgreb om lærernes arbejdstid.
Resultatet blev fuldstændig ledelsesmæssig råderet over al lærerens arbejdstid. I Tårnby kommune har arbejdsgiverne valgt at genopfinde "stempelkortet" for at sikre, at ingen lærere finder på at smutte hjem før endt arbejdstid.
Hvor skal vi forberede os
Det kunne enkelte lærere på Frederiksberg - hvor jeg kommer fra - ellers godt fristes til. På første arbejdsdag efter ferien melder flere skoler om lærerarbejdspladser, som slet ikke rummer behovet. De lærerarbejdspladser havde vi tidligere selv hjemme i egne stuer og værelser.
Vi har fortsat behov for at kunne forberede os grundigt til vores undervisning. Det har ikke ændret sig, fordi KL ønsker vores røv-til-bænk-tilstedeværelse på skolerne.
Resultatet af en anakronistisk og rigid lov om lærernes arbejdstid til erstatning for en arbejdstidsaftale, som var både fleksibel og anvendte ressourcerne fornuftigt og professionelt, er skoler, hvor planlægningen og forberedelsen til det nye skoleår spænder fra "vi-finder-vel-ud-af-det-undervejs" til direkte kaos.
Men hvad handler dette her dybest set om?
Det handler om eleverne og den mulighed, vi har for at give vores børn og unge den bedste skolegang. Det her handler om, at der er en direkte sammenhæng mellem lærernes muligheder for at lave god undervisning - og det udbytte, eleverne får af undervisningen.
Modige arbejdsgivere
Når vi som lærere insisterer på en overenskomst – en arbejdstidsaftale, som bygger på tillid, fleksibilitet, retten til professionelt at vurdere, om det er den eller den opgave, der giver bedst mening at løse her og nu – ja, så er det fordi vi VED, at det skaber den bedste ramme om den undervisnig, eleverne får.
I nogle kommuner har vores arbejdsgivere haft modet til at trodse regeringens trusler og valgt at indgå en overenskomst med den lokale kreds af Danmarks Lærerforening om lærernes arbejdstid. Jeg ønsker skoleeleverne, forældrene, ledelserne, politikerne og lærerne i de kommuner et rigtig stort tillykke. For de øvrige kommuner og deres borgere ønsker jeg jer alle held-og-lykke.
Og den lykønskning er velment og ægte:
Vi VIL skolen, vi VIL undervisningen. Det er derfor, vi er blevet lærere. Vejen til den gode undervisning går gennem sunde overenskomster og ordentlige arbejdsvilkår. Det giver god skole for alle – både lærere og elever.