02 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Likvidering, retfærdig rettergang, demokrati?

Blogs

Annette Ekebjærg-Jakobsen
Medlem af 3F's Palæstina-netværk
Medlem af 3F's Palæstina-netværk og medlem af 3F København
Blogindlæg af Annette Ekebjærg-Jakobsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 25. september, 2014, 05:50:19

Likvidering, retfærdig rettergang, demokrati?

Da 3F's Palæstina-netværk var på rundvisning i Hebron, befandt den faglige delegation sig pludselig midt i en gadekamp mellem palæstinensere og israelsk militær. Om det handler dagens øjenvidneberetning fra Annette og John Ekebjærg-Jakobsen.

I vores omfattende program er også tilrettelagt et besøg hos TIPH i Hebron. TIPH er en international observationsstyrke bestående af observatører fra seks lande, heriblandt Norge, Sverige og Danmark.

Vi hører, at militæret målrettet gik ind i huset, hvor de to unge palæstinensere opholdt sig, og skød dem. 

Vi skal vises rundt i det område af Hebron, kaldet H2, hvor palæstinenserne enten er fortrængt fra deres boliger og gader eller dagligt chikaneres af børn, unge og voksne fra de fem ulovlige bosættelser.

Virkeligheden kommer meget tæt på, da vores besøg finder sted få timer efter, at israelsk militær natten til tirsdag trænger ind i det palæstinensiske område i Hebron og likviderer to unge palæstinensere. På vejen fra Ramallah til Hebron oplever vi øget militær aktivitet, og vi er usikre på, hvorvidt vi kan komme ind i Hebron.

Ifølge militæret er de dræbte, to af de palæstinensere, tilknyttet Hamas, som for cirka tre måneder siden bortførte og dræbte tre unge israelske bosættere. 

Blandt den palæstinensiske befolkning i Hebron opleves drabene som ren likvidering. Vi hører, at militæret målrettet gik ind i huset, hvor de to unge palæstinensere opholdt sig, og skød dem. 

Konfrontation

Vores besøg gennemføres, selv om situationen i området er anspændt. Besøget starter med en konfrontation, da flere israelske soldater klart markerer utilfredshed med vores palæstinensiske chaufførs tilstedeværelse. TIPH fastholder, at alle vores papirer er i orden, og at vi og han har ret til at være i området.

Forretningsdrivende fortæller om daglig chikane fra bosætterne og meget synligt israelsk militær.

TIPH viser os rundt. Det vi møder er gader, som palæstinenserne ikke må benytte, "prizetags" i form af jødestjerner og andre jødiske symboler på hoveddøre til palæstinensiske boliger, mange lukkede butikker, forretningsdrivende, som fortæller om daglig chikane fra bosætterne og meget synligt israelsk militær.

En af taktikkerne fra bosætternes side er at "besætte" tagene på de palæstinensiske huse over Sukh'en, et marked bestående af små forretningsstræder, omgivet af ulovlige bosættelser.

Fra tagene har bosætterne fri adgang til at kaste affald, urin, ætsende væsker, ukvemsord og meget andet ned i de smalle stræder. De forretningsdrivende forsøger at skærme sig med intermistisk tag af plastiksække og net, hvilket ikke giver megen beskyttelse.

Militær overmagt

Resultatet er manglende omsætning, frustration og utryghed. Militæret understøtter denne utryghed ved at være synligt til stede og benytte deres magt til at lukke området ved mindste anledning. En negativ spiral med yderligere kundeflugt, manglende omsætning og butiksdød.

Retssagerne kan tage måneder og år, at udvidelsen af bosættelsen ofte er en realitet. 

En anden konsekvens er, at palæstinenserne flytter væk. Det giver bosætterne mulighed for yderligere udvidelse af deres territorier. Det foregår ved, at bosættere stille og roligt indtager forladte boliger. Når de i løbet af en periode har indtaget hele huset, kan de efter tre måneder hævde, at huset nu er deres.

Dette er klart ulovligt. En af TIPHs hovedopgaver er at dokumentere og anmelde besættelsen. Vi får at vide, at retssagerne kan tage måneder og år, at de kan tage så lang tid, at udvidelsen af bosættelsen ofte er en realitet. Endnu en negativ spiral med flere bosættelser, mere chikane, palæstinensiske fraflytninger og flere ulovlige besættelser. 

Begravelse

De to unge likviderede palæstinensere skal begraves senere i dag. På vores rundvisning kommer vi forbi gravpladsen, hvor begravelsen skal finde sted.

Vi oplever det groteske syn af et israelsk flag til tops i hjørnet af hegnet ind til den palæstinensiske gravplads, og direkte upassende vandrer der kampklædt militær rundt mellem gravstenene.

Lidt derfra møder vi en israelsk militærafspærring. På den anden side af afspærringen hører vi lyden af chokgranater, og lugten af tåregas kan israelske afspærringer ikke standse. Bag afspærringen er palæstinensere forsamlet. De er på vej til begravelse, og militæret forsøger at stoppe dem. Der opstår voldsomme gadekampe.

TIPH vurderer, at det er nu, vi skal forlade området. Vi bliver fulgt til dørs af stenkastende børn fra bosættelserne, som det stærkt tilstedeværende israelske militær ikke formår eller vil stoppe.

Systematisk forfølgelse.

Vi har nu været i Palæstina i otte dage, og den, der ikke bliver berørt, er en sten.

Det vi ser, giver skræmmende mindelser om den periode i Europa, hvor det jødiske folk ultimativt og systematisk blev forfulgt.

Vi ser, at Mellemøstens såkaldte eneste demokrati, uden retfærdig rettergang, likviderer to palæstinensere.

Vi ser en manglende retssikkerhed, hvor bosætternes ulovligheder behandles efter israelsk lov, mens palæstinensernes krav om retfærdighed behandles efter den meget strammere militære lov.

Marslow, en russisk forsker, siger, at fundamentet for menneskets udviklingspotentialer bygger på blandt andet mad, vand, bolig, søvn og tryghed. Elementer som Israel systematisk fratager det palæstinensiske folk.

Vi oplever, at Israel bid for bid fratager den enkelte palæstinenser mulighed for økonomisk og personlig udvikling, selvrespekt og ikke mindst værdighed.

FAKTA:

Byen Hebron har en helt speciel status. I 1995 indgik PLO og Israel en aftale om at inddele byen i 2 zoner - H1 og H2

H1: Den største del af byen er under palæstinensisk selvstyre (som område A). Her bor 160.000 palæstinsere

H2: En mindre del af byen, som er under israelsk kontrol. Her bor ca. 40.000 palæstinensere og ca. 800 bosættere i fem ulovlige bosættelser. I H2 kan bosætterne bruge israelsk lovgivning til at udvide deres bosættelser, mens palæstinenserne straffes efter den militære lovgivning

TIPH: En international observationsstyrke bestående af observatører fra seks lande, heriblandt Norge, Sverige og Danmark. Observatørerne skal først og fremmest skabe en følelse af sikkerhed for den palæstinensiske befolkning i H2. En anden opgave er at observere og rapportere bosætternes overgreb og ulovlige udvidelser til Det palæstinensiske Selvstyre, Israel og de seks medlemslande. De 68 observatører patruljerer derfor rundt i området og besøger palæstinensiske familier

En faglig delegation fra 3F's Palæstina-netværk er i øjeblikket på besøg på Vestbredden for at besøge de fagforeninger, som 3F har kontakt til og samarbejder med. Ægteparret Annette og John Ekebjærg-Jakobsen blogger i Arbejderen under besøget, som varer 10 dage.