09 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmark er stadig et klassesamfund

Blogs

Arne Cheller
Formand for KPiD 2015-2018
Udlært bygningsmaler. Formand for Kommunistisk Parti i Danmark i perioden maj 2015-juni 2018 og medlem af partiets landsledelse.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 21. juni, 2017, 07:25:13

Danmark er stadig et klassesamfund

Et af de største fupnumre, den herskende klasse har lavet, er, at få overbevist næsten alle danskere om, at klassesamfundet ikke findes.

"Alle hidtidige samfund er en klassekampens historie", skrev Marx og Engels i "Det Kommunistiske Partis Manifest". Nogle årtier efter tilføjede Engels, at det tidlige stammesamfund – urkommunismen – ikke indgik i overnævnte udsagn.

Vi mangler en fundamental forståelse af behovet for mobilisering fra fagbevægelsen.

Et af de største fupnumre, den herskende klasse har lavet, er, at få overbevist næsten alle danskere om, at klassesamfundet ikke findes. Jo flere gange man gentager en løgn ender det altid med, at folk oplever den som sandhed.

Danmark er stadig et klassesamfund. Velfærdsstaten, som arbejderklassen kæmpede sig til, afviklede store dele af fattigdommen og hævede levestandarden for mange. Men uligheden er den samme, den er bare rykket opad.

Sociale klasser

I min barndom kendte jeg ikke til begrebet sociale klasser, men jeg kunne konstatere, at nogle mennesker blev omtalt som de "fine", mens andre helt klart ikke tilhørte de kredse.

Bag inddelingen efter "finhed" lå en uspecificeret social klassestruktur. Ligesom det sprog, vi bruger, er præget af bevidstheden om, at nogle er de ansvarlige og andre de uansvarlige.

Men vores iagttagelser og sprog er ikke knyttet til en forståelse af, at det handler om sociale klasser, med mindre vi har læst socialistisk teori, eller mere vigtigt deltaget i faglige og politiske kampe.

Faglig mobilisering

Så kan vi erkende, at Marx’ og andres forståelse af klassesamfundet fortsat er drivkræften i samfundsudviklingen. Men vi mangler en fundamental forståelse af behovet for mobilisering fra fagbevægelsen.

Senest har vi set det ved, at ledelsen i 3F pludselig standser deres underskriftsprojekt mod en højere pensionsalder. Der ligger ikke en klassemæssig forståelse bag denne beslutning men derimod en socialdemokratisk falliterklæring.

Den europæiske "venstrefløj" forestiller sig, at det kan lade sig gøre at styre kapitalakkumulationen nationalt samtidig med medlemskab af EU og NATO.

Det har naturligvis ikke noget at gøre med en klassemæssig forståelse, eller en revolution der ophæver kapitalismen.

Der findes ikke længere en venstreorienteret kritisk bevægelse, som kan forene teorien om klassesamfundet med en politisk appel til arbejderklassen og andres fornemmelse af uretfærdighed og krav om sociale fremskridt.

Derfor er der brug for et forenet kommunistisk parti. Et parti med klare holdninger og politiske løsninger med klasseindhold.

Billede på kapitalismen

Kapitalismen vil aldrig af sig selv afvikle sit system. Måske ligger der en moral om kapitalismen gemt i historien om, hvordan de fanger aber i Asien.

Det fortælles, at de tager en kokosnød og skærer et lille hul i den akkurat stort nok til, at en abehånd kan passere gennem det. Inde i nøden lægger de noget sukker, og så hænger de nødden op i et træ.

Aberne maser hånden ind i nødden, griber fat i sukkeret og forsøger at trække hånden til sig igen, men hullet er ikke stort nok til, at den knyttede hånd kan komme igennem, og grådigheden bliver dens skæbne, for den vil aldrig give sin godbid fra sig.