26 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Reel grøn omstilling er ikke mulig under kapitalismen

Blogs

Arne Cheller
Formand for KPiD 2015-2018
Udlært bygningsmaler. Formand for Kommunistisk Parti i Danmark i perioden maj 2015-juni 2018 og medlem af partiets landsledelse.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 14. februar, 2018, 09:02:29

Reel grøn omstilling er ikke mulig under kapitalismen

Grøn forbrugerisme og bæredygtig vækst er illusioner, der har til formål at retfærdiggøre det kapitalistiske system. Det system, der har ført os til katastrofens rand, og hvis det fortsætter, vil føre til menneskehedens undergang.

Det kapitalistiske samfund pådutter os, at vi skal begære alt. Men hvordan kan det lade sig gøre? Kapitalismen har for længst overskredet planetens grænser med klimasammenbrud, jordudpining, kollaps for levesteder og arter, plastikaffaldsøer og masseinsekt død.

Vi har at gøre med en evig vækst på en planet, der ikke selv vokser.

Løfter om privat luksus til alle vil aldrig kunne indfries inden for det fysiske og økologiske rum, der er os givet. Alligevel fastholdes det, at forøgelse af væksten er vejen frem. For hver ny generation hæves normalforbrugets barre.

For en menneskealder siden var det latterligt at købe vand på flaske i lande, hvor rent og næsten gratis postevand fandtes i overflod. I dag forbruger vi på verdensplan over en million plastikflasker i minuttet.

Hver jul er en vulgær forbrugsfestival. Kunstige snesaunaer, bærbare vandmelonkølere og smartphones til hunde anspores vi til at fylde vores tilværelse op med.

En illusion

Løftet om at vi gennem grøn omstilling kan forene evig vækst med planetens bæredygtighed er illusorisk. Ny forskning viser, at der ikke er mærkbare forskelle på menneskers økologiske aftryk, uanset om de lever grønt eller ikke gør. Fakta viser, at de, der identificerer sig selv som økologisk bevidste forbruger, typisk forbruger mere energi og kulstof end dem, der ikke gør.

Den såkaldte miljøbevidsthed er ofte størst blandt velstående. Men det er ikke miljøbevidste holdninger, der bestemmer vores indvirkning på planeten. Det er indkomst. Jo rigere vi bliver, desto større bliver vores aftryk uanset nok så mange gode intentioner.

Dermed ikke sagt, at vi ikke skal tillægge os en grøn livsstil, men man skal være realistisk i forhold til, hvor lidt aftryk det giver. Vores adfærd inden for det kapitalistiske system kan ikke ændre systemets output. Det er det kapitalistiske system, der må laves om.

Med en global vækstrate på tre procent vil verdensøkonomien fordobles hvert 24. år. Vi har at gøre med en evig vækst på en planet, der ikke selv vokser.

Strategi for undergang

De, som forsvarer systemet, insisterer på, at økonomisk vækst er uomgængelig for at rette op på fattigdom. Vi ved, at de 60 procent fattigste i verden må nøjes med en andel på fem procent af de stigende indkomster, som generes af stigende BNP. Det betyder, at der skal være vækst for 111 dollars for at opnå fattigdomsreduktion på en dollar.

Fremskrives disse tal vil det tage 200 år at sikre et løft på fem dollars for alle. I den proces vil vi have fået en global økonomi, der er 175 gange større end den nuværende. Det er ikke en strategi for fattigdomsbekæmpelse men en strategi for at ødelægge alt for de mange.

Monopolernes lakajer, som står i spidsen for verdens centralbanker og finansministerier, ser uendelig vækst i forbrug som normal, nødvendigt og ønskværdig i deres bestræbelser på at skabe øget merværdi.

Grøn forbrugerisme og bæredygtig vækst er illusioner, der har til formål at retfærdiggøre den kapitalistiske økonomiske model. En model, der har ført os til katastrofens rand, og hvis det fortsætter, vil føre til menneskehedens undergang.