Kapitalismen kan kun overleve på den lange bane, hvis den får mulighed for at gribe til folkedrab og borteliminere en stor del af verdens ”overskydende” befolkning, mens de overlevende trælbindes og indespærres i enorme kunstige, indhegnede miljøer for at beskytte dem mod en vild, giftig og forfærdende naturs hærgen.

Vi må tænke på længere sigt og påpege den socialistiske mulighed.

En sådan samfundsorden kan kun eksistere på grundlag af fascistisk tankekontrol med politivold og daglig overvågning ledsaget af militær undertrykkelse.

Længe før, disse undergangstendenser vil finde sted, vil vi opleve miljøkatastrofer, flygtningeproblemer, sult og en strøm af frihedskampe mange steder på kloden.

Undergangsfortællinger findes i rigt mål, men det vil være forkert at udelukke dem som fremtidsscenarier for menneskeheden.

Nok er nok

Det afgørende er derfor ikke, om kapitalismen kan overleve sine modsætninger, men om omkostningerne ved det, den gør, bliver uacceptable for folkene og arbejderklassen. Modsætningerne er presset frem af de borgerlige medier, de relativt rige mod de fattige, og de herskende klasser og deres følgesvende mod alle andre.

Derfor må arbejderklassen skabe bevægelser, der siger ”nok er nok”.

Vi har på nuværende tidspunkt støttet bevægelser som Velfærdsalliancen, kampen mod social dumping, kampen mod køb af jagerfly, kampen mod EU, som blev godt koblet sammen med regions- og kommunalvalget, men skal vi være helt ærlige, så er der ikke grund til en ukuelig optimisme.

Vi har ingen forestillinger om, at kommunisterne og andre kan stoppe regeringens politik og blokere dens nedskæringer og angreb på arbejderklassen. Men måske skal vi væk fra tanken om, hvad vi gør nu. En defensiv kamp her, en ny kampfront der, stadig med håb om at det vil være gnisten, der sætter bålet i brand.

Ser vi bort fra åbenlys kapitulation, er det afgørende, om man anvender en offensiv eller defensiv strategi. Anvendes en defensiv strategi, vil den alt andet lige føre til accept af nedskæringer. Det er den holdning, som bliver udtrykt af næsten alle de store fagforbund. Vi ser det ved trepartsforhandlinger, og vi vil se det i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område.

Vi må tænke på længere sigt og påpege den socialistiske mulighed.

Vores bestræbelser og kamp går jo ud på at fremme muligheden for et socialistisk samfund. Det er vores egentlige hensigt og vores mål.

En revolutionære optimisme er derfor at fortrække frem for en opportunistisk forkrøblet skæbnetro.

Derfor er det ikke nok for progressive at forsvare status quo. Alt for tit er logikken den, at først må vi forsvare vores tidligere sejre. Derefter kan vi føre en offensiv kamp, når der er mobiliseret en styrke og magtbalancen er ændret.

Det er en taber ideologi!

Nødvendig offensiv

Status quo er nemlig upopulær hos rigtig mange. Det er ikke kun bankerne, der er mistillid til. Befolkningerne i de europæiske lande har aldrig været mere fremmedgjorte overfor de dominerende politiske partier og det parlamentariske system. Fremkomsten i Danmark af protestpartier som Alternativet og den store andel af blanke stemmer ved regionalrådsvalgene taler sit tydelige sprog.

Ideologisk er det eneste effektive forsvar en offensiv, der samler denne utilfredshed. Vi må vise, hvorfor der er noget galt.

De aktuelle problemer er selvfølgelig påfaldende ved deres praktiske karakter. Det er fint med manifester, programmer, de store analyser, der påpeger problemer og fremlægger løsninger – men hvis man ikke har en organisation, er disse analyser ikke noget værd. Af den grund er det nødvendigt med et samlet og stærkt kommunistisk parti.