"Regeringen vil frede kommunistisk avis".

Det var overskriften på en artikel i Berlingske midt i december, som omhandlede regeringens forhandlinger om mediestøtten.

Her kunne man læse, at "Regeringen beskyldes for at holde hånden over venstreorienterede medier under forhandlinger om mediestøtten" og "Dagbladet Arbejderen og centrum-venstre-internetavisen Avisen.dk ser ud til at blive nogle af de store vindere af den politiske armlægning om fremtidens mediestøtte".

Videre står der:

"Selv om regeringens ekspertudvalg tydeligt har anbefalet at sløjfe støtten til medier, der er afhængige af politiske interesser, lægger regeringen nu op til at støtte det kommunistisk ejede dagblad Arbejderen".

Det er unægtelig at vende hele debatten om fremtidens offentlige mediestøtte på hovedet. Der er ikke tale om, at regeringen "lægger op til at støtte", men om at Arbejderen allerede i dag får mediestøtte på linje med andre dagblade.

Ny mediestøtteaftale

Regeringen har nu endelig vedtaget en aftale om fremtidens mediestøtte med Enhedslisten.

For Arbejderen er det naturligvis særlig interessant, at forslaget om at partiejede dagblade ikke kan modtage mediestøtte, er taget af bordet. Det er vi naturligvis meget tilfredse med. Alt andet lige var det også et dybt udemokratisk forslag.

Til gengæld vil regeringen tilsyneladende etablere en anden form for ejerskabskriterium, hvor medier, som er mere end ⅔ ejet af arbejdsgiverforeninger eller fagforeninger, ikke kan modtage støtte. På mange måder er det et besynderligt forslag, som foregiver at imødegå, at fagforeninger eller arbejdsgiverforeninger har særlige politiske interesser, som staten ikke vil støtte. Interesser, som de store kapitalfonde, der står bag flertallet af de danske dagblade, tilsyneladende ikke skulle have.

Det står fast, at den nuværende distributionsstøtte, der tildeles efter antal abonnenter, ændres til en produktionsstøtte, som også internetmedier kan få del i. Her vil grundlaget være de samlede redaktionelle omkostninger.

Ifølge regeringsudspillet vil ingen titel kunne få mere end 17,5 millioner kroner per titel, men der er ikke noget loft for, hvor meget en koncern samlet kan få. Det er der heller ikke i dag.

Derudover lægges der op til, at der skal være en supplementsordning, som der også er i dag, på 34 millioner kroner, som skal understøtte mindre landsdækkende dagblade.

I dag får Kristeligt Dagblad, Information og Arbejderen støtte fra denne pulje, og det vil vi tilsyneladende også gøre fremover.

Til kommercielle netmedier, som ikke er ejet af andre medier, der modtager støtte, etableres en supplementspulje på seks millioner kroner.

Endelig lægges der op til, at der også skal være en såkaldt innovationspulje på 20 millioner kroner, som skal støtte etableringen af nye medier og udvikling af medier, der er for små til i øvrigt at kvalificere sig til produktionsstøtte.

Afgift til dagblade

Som tidligere omtalt i Arbejderen nedsatte den forrige regering i 2010 et udvalg, ledet af den tidligere konservative finansminister Henning Dyremose, som skulle gentænke den statslige mediestøtte. 

Udvalget barslede med sit udkast kort før valget i september 2011 og foreslog blandt andet, at partiejede dagblade - som Arbejderen - ikke længere skulle kunne modtage mediestøtte.

Siden er der løbet meget vand i åen. Den tidligere kulturminister Uffe Elbæk igangsatte en ny høringsrunde, og der har gennem længere tid været forhandlinger på Christiansborg om fremtidens mediestøtte, som nu er faldet på plads.

Den borgerlige oppositionen valgte kort før Uffe Elbæks afgang at forlade forhandlingerne, hovedsagelig i protest mod at dagbladene får forhøjet den såkaldte lønsumsafgift, som er en erhvervspolitisk afgift, som skal kompensere for, at aviser ikke betaler moms.

Umiddelbart før Folketinget gik på juleferie, vedtog regeringen nemlig sammen med Enhedslisten at forhøje lønsumsafgiften for aviser fra 2,50 procent til 3,54 procent.

Afgiftsforhøjelsen er et led i finanslovsaftalen og ventes at ville indbringe statskassen 40 millioner kroner.  Alle borgerlige partier stemte imod forhøjelsen.

Den "frie" presse

Efter at der blev skiftet kulturminister, lagde Marianne Jelved op til en ny forhandlingsrunde med de borgerlige partier, selv om de allerede havde forladt mediestøtte-forhandlingerne en gang.

Det er måske i den sammenhæng, man skal se artiklen fra midt i december i Berlingske om, at regeringen vil frede kommunistisk avis. Den berlingske koncern, som i 2011 fik 66,7 millioner kroner i mediestøtte (distributionsstøtte) og lige nu er sat til salg, er åbenbart bekymret for, om det vil koste på deres bundlinje, hvis Arbejderen fremover kan modtage mediestøtte. Arbejderen fik samme år 1,7 millioner kroner.

Også Politiken havde en leder få dag efter artiklen i Berlingske, hvor man gør meget ud af at slå til lyd for, at mediestøtten skal gives til “den frie presse”.

“Vanskeligheden er, hvordan man i en digital medieverden, hvor snart sagt hvor organisation og aktivistgruppe laver deres egen nyhedsside, kan sondre mellem den almindelige meningsdannelse, der heldigvis er kaotisk, mangesidet og uforudsigelig, og nyhedsmedier, der ansætter folk til at producere uafhængig og kritisk journalistik”, skriver chefredaktør Bo Lidegaard i lederen.

Som bekendt udgives Politiken af JP/Politikens Hus, som ejes af Jyllands-Postens Fond og Politiken-Fonden. Formålet med disse fonde er naturligvis lige så politisk som formålet er med udgivelsen af Arbejderen.

I formålet for Jyllands-Postens Fond står således, at avisen skal være et “uafhængigt liberalt dagblad” og fonden støtter “opretholdelse af en liberaldemokratisk samfundsorden i Danmark”.

For Politiken-fonden er formålet “at sikre, at Dagbladet Politiken og Ekstra Bladet ledes som uafhængige radikalt-socialliberale blade og organer for dansk frisind i overensstemmelse med Politikens hidtidige traditioner”.

Begge dele er naturligvis helt i orden, men understreger blot, at hverken “uafhængig eller kritisk journalistik” produceres i et politisk tomrum.

Det gør Berlingske i øvrigt heller ikke. Avisen har en redaktørerklæring fra 1948, som tiltrædes af alle redaktører, hvor man kan læse at de Berlingske blade ledes “i ærbødighed for kristendommen og i troskab mod fædreland og kongemagt” og “Bladenes grundsyn er konservativt”.

Kommercielle interesser

Endelig er der også værd at bemærke, at de fleste dagblade er præget af store kommercielle interesser. De er forretninger, hvor formålet er at tjene penge. De har tætte forbindelser til erhvervslivet og store indtægter fra annoncer.

Det er de medier, som sidder på den altdominerende plads i mediebilledet. Og tendensen er klar. Flere og flere dagblade og ugeaviser bliver udgivet af færre og større koncerner. Monopolisering er også en afgørende tendens inden for medieverdenen.

Derfor er mediebilledet ensidigt og borgerligt. Talrige eksempler viser, at chefredaktørerne på disse dagblade ser verden gennem præcis samme blå brilleglas som magthaverne i regeringen og erhvervslivet.

Den statslige mediestøtte kompenserer på ingen måde for den økonomiske skævhed, det danske medielandskab er præget af.

Men hvis fremtidens mediestøtte bliver spredt ud til flere typer af medier, kan det medvirke til, at vi får blot en smule mere varieret medieudbud. Det vil være et  fremskridt.

Det står dog fast, at der fortsat vil være brug for en avis som Arbejderen som et af de få medier, der ikke er en del af magthavernes politiske konsensus.

På Arbejderen ser vi frem til, at den aftale, der nu er indgået om mediestøtten, betyder, vi også i fremtiden bliver behandlet som de øvrige danske dagblade.