Hvert efterår forhandler politikerne på Christiansborg om, hvordan skatteborgernes penge skal bruges det næste år.

I sommer gik Danmark med til en budgetaftale i EU, der gør, at vi alt andet lige har en del mindre i statskassen.

I år har regeringen fremsat en finanslov, som ud over sædvanlige socialdemokratiske prioriteringer afsætter penge til den videre håndtering af covid-19-krisen. 

Hvert år efterlader regeringen en ”forhandlingsreserve” i dens udspil til finanslov. Forhandlingsreserven er det beløb, som partierne, der bakker op om finansloven, får lov til at disponere over.

Sidste år var forhandlingsreserven på 2,1 milliarder kroner, og i år er den på blot 1,5 milliarder kroner. Der er flere årsager til, at forhandlingsreserven er lavere i år. Navnlig skyldes det, at dansk økonomi fortsat lider under covid-19. 

Som i andre år vil finanslovsforhandlingerne uden tvivl fylde meget i medierne. Det skal de også. Det er ved finanslovsforhandlingerne, at de partier, som vi borgere stemte på, får mulighed for at finansiere de projekter, som gjorde, at vi stemte på dem. 

Bestemt på forhånd

Finansloven er enormt vigtig. Derfor er det egentlig også skuffende, hvor lidt der er til politisk forhandling. Langt størstedelen af finansloven er bestemt på forhånd. 

En del af det, der er bestemt på forhånd, giver mening. Staten har visse driftsomkostninger, der er nødvendige for at vedligeholde offentlige tjenester og ydelser. Dem er partierne blevet enige om ikke at ændre ved.

Som EU-modstander er der nu en del af finansloven, der er bestemt på forhånd, der særligt ærgrer mig – nemlig EU-bidraget.

De kommende år skal Danmark betalte 24,2 milliarder kroner til EU hvert år. Det er 4,5 milliarder kroner mere om året, end vi plejer at betale.

Selv om vi får nogle af pengene igen via diverse EU-tilskud, er det ikke længere penge, vi kan bestemme over. Det er ikke penge, der er til politisk forhandling på finansloven. 

Tre gange så stor som forhandlingsreserven

Det er ikke småpenge, der på forhånd er låste på grund af EU. Merbetalingen til EU i forhold til tidligere år – de cirka 4,5 milliarder kroner – svarer til hele tre gange så meget som forhandlingsreserven. 

Det, EU-bidraget skal bruges til, får dog en del mindre politisk og medieopmærksomhed end det, forhandlingsreserven på finansloven ender med at blive brugt til.

Det skyldes særligt, at det er folkevalgte politikere, der suverænt bestemmer over forhandlingsreserven, mens folkevalgte politikere sættes på sidelinjen i forhold disponeringen af EU-budgettet. Sådan bør det jo ikke være.

Dét motiverer

Mens politikerne igen i år bruger efteråret på at forhandle om, hvad pengene, der er til overs i regeringens finanslovsudspil, skal bruges til, vil jeg tænke tilbage på i sommer.

I sommer gik Danmark med til en budgetaftale i EU, der gør, at vi alt andet lige har en del mindre i statskassen. 

Når vi de kommende måneder lytter til debatten om, hvad forhandlingsreserven bør bruges til, bliver det ikke svært at få ideer til, hvad tre gange det beløb kunne have været brugt til, hvis ikke vi skulle sende det ekstra til EU. 

Så får man for alvor lyst til at kæmpe for, at det ikke er EU, men politikerne, borgerne har stemt på, der får lov til at bestemme over borgernes skattekroner.