Forsvar ytringsfriheden
Blogs
Forsvar ytringsfriheden
Samtidig med at vi har diskuteret ytringsfrihed, har politikerne med terrorloven i hånden skive for skive skåret af vores rettigheder. Seneste skud på stammen er Mette Frederiksen, som vil give politiet ret til at lukke en hjemmeside - uden domstolsprøvelse.
Ytringsfriheden har været et omdiskuteret emne i Danmark siden Muhammed-krisen i 2005. Det har dog især handlet om retten til at håne og latterliggøre andre kulturer og religioner.
Det bemærkelsesværdige er, at samtidig med at denne diskussion har kørt intenst, er der foregået andre angreb på ytrings- og pressefriheden, som ikke har vakt særlig opmærksomhed.
Arbejderen blev det første eksempel på, at terrorloven kan bruges til at knægte ytringsfriheden.
Nogle af disse angreb er konsekvenser af terrorloven, som blev vedtaget i 2002. I dag er det ti år siden, Arbejderen blev ramt af denne lov og udsat for censur af den danske statsmagt.
Det var den foreløbige kulmination på et længere forløb, hvor foreningen Oprør havde sat sig for at udfordre de danske terrorlove. Arbejderen dækkede sagen omfattende og bragte en appel om økonomisk støtte til FARC og PFLP som dokumentation. Det var denne tekst, som Københavns Politi krævede, at Arbejderens internetudbyder skulle fjerne fra avisens hjemmeside.
Dermed overtrådte Københavns Politi loven om medieansvar. Alligevel fik politiet end ikke en næse for at have håndteret sagen forkert. Tværtimod var der opbakning fra den daværende VK-regering. Og da sagen endte i et åbent samråd, var forklaringen da også klar: Terrorloven står over medieansvarsloven.
Dermed blev Arbejderen det første eksempel på, at terrorloven kan bruges til at knægte ytringsfriheden.
Senere fulgte lukningen af den kurdiske tv-station, Roj TV, i 2013, hvor terrorloven for første gang ved en dansk domstol blev sat over ytringsfriheden.
Roj TV var anklaget af Justitsministeriet for ensidigt at lade den kurdiske befrielsesbevægelse PKK komme til orde. Og dommen, som blev stadfæstet af Højesteret, begrundes med, at PKK er en terrororganisation.
I det mindste blev sagen omkring Roj TV dog behandlet ved domstolen. Men at det ikke er en selvfølge i fremtiden, leverede socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, for nylig et bemærkelsesværdigt eksempel på.
Hun foreslog, at danske myndigheder skal have ret til at lukke hjemmesider, der bidrager til radikalisering og ekstremisme, helt uden varsel og uden domstolsprøvelse.
Det må siges at være et bemærkelsesværdigt forslag – selv i disse tider. Det siger noget om, hvor vigtigt det er at stå vagt om frihedsrettighederne, herunder ytringsfriheden.