20 Jul 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Corona og recovery går ikke hånd i hånd!

Blogs

Lene Reinseth Koch
Ansat i socialpsykiatrien.
Er uddannet som pædagog samt social- og sundhedsassistent. Har over 20 års erfaring med arbejde i socialpsykistrien. Deltager i samfundsdebatten om forholdene i psykiatrien.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 11. februar, 2021, 08:17:09

Corona og recovery går ikke hånd i hånd!

Coronarestriktioner hæmmer arbejdet med at støtte mennesker med psykiske lidelser i deres proces med at komme sig. Når der er kontrol over corona, skal vi igen turde være sammen.

På den grønne gang er alle døre lukket, og der er mennesketomt. Bag dørene gemmer sig borgere med hver deres liv og fortælling.

Jeg oplever desværre, at coronarestriktioner og frygten for at blive smittet står i vejen for at kunne udføre mit pædagogiske arbejde.

Her er mulighederne for at være sammen i et fællesskab begrænset til ét rum, “køkkenet”, og maks. antal er seks personer. Rummet er primært åbent i forbindelse med servering af måltiderne to gange dagligt.

Den dag verden igen er blevet normaliseret, når vi ikke længere er underlagt restriktioner i forhold til covid-19, den dag skal vi også vende tilbage til at turde at være sammen igen. 

Hjemmearbejde, to meters afstand, hjemmeundervisning og isolation. Smittefare, afspritning, testning og et øget fokus på symptomer på sygdom.

Det gør noget ved os som mennesker at se verden gennem den kikkert, og det gør i høj grad noget ved den måde, vi interagerer med hinanden.

Det gør også noget ved den måde, vi er på rent fagprofessionelt, det gælder både i sundhedsvæsenet, institutionsverdenen og indenfor specialområdet.

Restriktioner er bremseklods

Jeg oplever desværre, at coronarestriktioner og frygten for at blive smittet står i vejen for at kunne udføre mit pædagogiske arbejde på en måde, så det fremmer borgerens recovery-proces. (Recovery betyder at komme sig – red.)

I mit pædagogiske arbejde fokuserer jeg på den enkelte borger, og gennem et samarbejde med denne søger jeg at fremme dennes oplevelse af meningsfuldhed samt mulighed for udvikling. 

Foran køkkenet liner de op, alle de borgere der er tilmeldt måltiderne, her står de tålmodigt og afventer at få udleveret deres vakuumpakkede mad. Størstedelen af dem vælger at spise alene i egen bolig. Nogle går i køkkenet og spiser, og efter endt måltid rydder de op efter sig og går til sig selv igen.

En anvendt tilgang i socialpsykiatrien indbefatter begrebet recovery.

Recovery er en proces, som finder sted i det liv, man lever, hvor både den enkelte selv og omgivelserne spiller en central rolle.

Det er individuelt, hvordan mennesker kommer sig, men det omhandler en personlig indsats og en social proces, hvor ens livsmuligheder og måde at være i verden på vil forandre sig. 

Skal gøre noget sammen

I en forskningsoversigt fra 2011 peges der på følgende betydningsfulde og fremmende tværgående elementer for recovery-processer: 

Elementerne har fået betegnelsen CHIME, der dækker over: Connection, Hope, Identity, Meaning and Empowerment. (Forbundethed, håb, identitet, mening og kontrol over eget liv – red.)

I mit arbejde som fagprofessionel understøtter jeg hermed borgerens personlige recovery gennem elementerne i CHIME ved at støtte op om borgerens udvikling af en positiv identitet, troen på og håbet for fremtiden samt empowerment.

Når køkkenet lukkes helt efter endt servering, skal alt inventar aftørres og sprittes af, så der er klar til næste måltid. Med 49 borgere på stedet og et rum med plads til seks på grund af coronarestriktioner er det omstændigt at samles.

Men det betyder også, at borgere og personale ikke bruger tid sammen på samme måde som før. Pandemien satte sine begrænsninger.

For at fremme borgerens recovery-proces handler det i min optik om at gøre noget sammen. Hvor jeg som fagprofessionel baner vejen for borgeren i de perioder, hvor det føles for svært for den enkelte at gøre dette selv. At jeg evner at holder fanen højt og håbet i ave, når borgeren ikke selv har modet og styrken til det.

Det er borgerens vej, vi går sammen, og som følgesvend lytter jeg og ser måske nogle sideveje, der er værd at tage med for at nå målet, ikke for at komme hurtigere frem men for at øge udbyttet, der i den sidste ende vil give det bedste resultat for borgeren.

Det kan ske, vi må gå tilbage og holde pause for en stund, men jeg er der for at heppe, guide og bare være.

Tilgangen er ændret

Corona har ændret mulighederne for dette arbejde ved at skabe afstand og iværksætte langt flere restriktioner for vores samvær med borgerne.

Det er ikke på samme måde muligt at følges ad, og rammerne for at være sammen i et fællesskab er begrænset.

Det gør noget for den enkelte borger at opleve denne trækken sig tilbage i samarbejdet, når fællesrummene lukkes, og vi som personale kun ses på afstand iført mundbind. 

Men det gør i høj grad også noget for os som personale og den måde, vi går til opgaverne på, og hvordan vi i dagligdagen vælger at møde borgerne.

Jeg oplever en ændret prioritering i dette, samt hvor meget vi vælger at være sammen med borgerne. 

I den sidste ende er det borgernes recovery-proces, det går ud over, og som personale skal vi igen vænne os til og ikke mindst turde at være sammen med borgerne for at kunne følges ad. 

Den grønne gang med de mange døre syner tom og stille.