Ved forhandlingerne om det fælles forståelsespapir, der skabte grundlag for dannelsen af Mette Frederiksens regering, blev der trukket en klar konfliktlinje op mellem partierne i det parlamentariske flertal.

Der er al mulig grund til at holde nøje øje med regeringens planer om såkaldte andengenerationsreformer.

Skulle en ny regering bygge videre på den økonomiske politik, der blev lagt af de tre partier, der dannede regering efter valget i 2011, eller skulle der lægges en anden kurs?

De Radikale holdt hårdt på en fortsættelse af de udbudsreformer, der fik katastrofale konsekvenser for de mange tusinde, der under Thorning-regeringen mistede retten til dagpenge, fik frataget adgangen til førtidspension eller forringet deres vilkår i fleksjob.

Enhedslisten insisterede på et brud med Thorning-tidens økonomiske politik, og kloge af skade trak S og SF i samme retning.

De Radikales krav om øget arbejdsudbud blev afvist ved indgåelsen af forståelsespapiret, og kursen blev i stedet udstukket i retning af et mål om højere beskæftigelse. Det har dog bestemt ikke fjernet konflikten om arbejdsudbud kontra beskæftigelse. Den består, og set i det lys er der al mulig grund til at holde nøje øje med regeringens planer om såkaldte andengenerationsreformer.

En ny kommission

For nogle måneder siden igangsatte regeringen et kommissionsarbejde, der frem mod 2022 skal arbejde med at belyse muligheder og perspektiver for kommende andengenerationsreformer.

Kommissoriet for kommissionens arbejde indeholder en række både interessante og positive fokuspunkter, men rummer samtidig formuleringer, der antyder, at nye konflikter om den økonomiske linje kan være på vej.

Der er grund til at være tilfreds med, at kommissoriet så klart omtaler behovet for investeringer i den danske velfærdsmodel, mens formuleringer om justerede rammebetingelser for erhvervslivet kan give anledning til panderynken i betragtning af, hvad tilsvarende formuleringer tidligere har varslet af politiske initiativer.

En bekymring der forstærkes af kommissoriets omtale af øget arbejdsudbud som et mål, andengenerationsreformerne skal sigte mod.

En positiv udlægning kan jo indtil videre være, at et velfungerende uddannelsessystem, et effektivt sundhedsvæsen, et godt dagpengesystem og et fintmasket socialt sikkerhedsnet ikke bare er med til at skabe en bedre tilværelse for almindelige mennesker, men også giver bedre rammebetingelser for at drive virksomhed.

Bedre uddannelse, flere og bedre job

Den nedsatte kommission skal i sit arbejde koncentrere sig om tre overordnede temaer. Der skal være bedre uddannelser for alle. Flere skal i arbejde. Jobbene skal være både flere og bedre.

Det er svært at være uenig. Til gengæld kan det undre, at sammenhængen til den helt afgørende opgave med at gennemføre en grøn omstilling af vores samfund kun lige strejfes i beskrivelsen af retningslinjerne for kommissionens arbejde.

Det trænger sig i den grad på med at få udviklet en ny sammenhængende uddannelses- og beskæftigelsespolitik. Der er fortsat omkring 50.000 unge under 25 år, der ikke har en ungdomsuddannelse og hverken er i uddannelse eller beskæftigelse.

Det er indlysende skidt for samfundsøkonomien, men det er først og fremmest katastrofalt for de mange unge, der ikke bare her og nu, men også i et livslangt perspektiv risikerer at være henvist til en usikker tilværelse med dårlige beskæftigelsesmuligheder, ringe indkomster og for nogle en egentlig social marginalisering. Det skal der ændres på.

Derfor er der behov for, hvad man måske skal kalde ægte reformer i en tid, hvor misbruget af ordet reform har givet det en tvetydig klang.

En markant styrket folkeskole og en langt bedre støtte til de unge i den vanskelige overgangsperiode til ungdomsuddannelserne bør være et fundament under en samlet indsats, hvis der skal tages grundlæggende fat.

Der skal tilføres flere ressourcer til ungdomsuddannelserne, indføres en praktikpladsgaranti på erhvervsuddannelserne og arbejdes målrettet på at nedbringe frafaldet.

Samtidig må der gøres op med års forsømmelser på voksen- og efteruddannelsesområdet. Med et særligt fokus på dem der har mindst uddannelse. Det taler sit tydelige sprog, at aktiviteten på AMU-området faldt med mere end en halv million kursister fra 2010 til 2019.

Skal det forhindres, at store grupper presses ud af arbejdsmarkedet i de kommende år, skal der sættes ind med systematisk efteruddannelse og forbedrede muligheder for at uddanne sig fra ufaglært til faglært.

Der er brug for en ny generation af reformer, men ikke af den slags de Radikale drømmer om. De skal sigte efter faktisk at sikre mere uddannelse og flere, bedre og ikke mindst grønnere jobs.