I løbet af denne uge præsenterede regeringen en bred politisk aftale i forhold til sikring af yderligere hjælp til selvstændige, virksomheder og lønmodtagere. Hjælpepakken er en blandt efterhånden mange pakker, som det danske velfærdssamfund er blevet understøttet med i forbindelse med coronakrisen.

At de forsikrede ledige fortsat skal kunne klare sig for 19.000 kroner er på alle måder urimeligt og ganske uforståeligt, ikke mindst med tanke på den årelange udhuling af dagpengenes værdi.

Hvis nogen på noget tidspunkt måtte have været i tvivl, så har vores samfundsmodel med den danske model i spidsen leveret flere hjælpepakker, siden covid-19 forandrede alles hverdag. Arbejdsmarkedets parter har påtaget sig ansvar og gang på gang leveret konkret bevis herfor i udformningen af hjælpepakkernes indhold. Dermed har de bevist, at fællesskab af denne karakter ikke kun fungerer i teori, men også i praksis og gør den danske model til intet mindre end verdens bedste model til at håndtere kriser af enhver slags, også coronakrisen.

Den konkrete aftale, som erhvervsminister Simon Kollerup præsenterede, var dog en temmelig stor udfordring for dem, som tror på fællesskab og sammenhold. Kompensationssatsen for selvstændige med mindst én fuldtidsansat forhøjes fra 23.000 til 33.000 kroner om måneden og til 30.000 kroner om måneden for selvstændige uden ansatte. Disse tiltag igangsættes – endda med tilbagevirkende kraft – alt imens ledige lønmodtagere fortsat skal overleve for 19.000 kroner.

At sikre de selvstændige med en forhøjet kompensationssats er bestemt et godt tiltag og med til at skabe tryghed og sikkerhed for de mange selvstændige i en svær tid, men at de forsikrede ledige fortsat skal kunne klare sig for 19.000 kroner er på alle måder urimeligt og ganske uforståeligt, ikke mindst med tanke på den årelange udhuling af dagpengenes værdi, for slet ikke at nævne den voldsomme ledighed på det danske arbejdsmarked på grund af covid-19.

Fra flere sider bliver der talt om, at de selvstændige jo er blevet tvunget til at lukke grundet covid-19, og de politiske restriktioner herfor. Men de forsikrede ledige har altså ikke haft mulighed for at gøre noget som helst. De ledige er på nøjagtig samme måde blevet gjort tvangsledige grundet covid-19 og underlagt de selvsamme politiske restriktioner herfor.

For mig at se er ovennævnte hjælpepakke og konsekvenserne heraf med til at skabe om muligt en endnu større ubalance på det danske arbejdsmarked. Som formand for den afdeling i 3F, der har en af de største – om ikke den største – ledighed blandt vores medlemmer, må jeg blot konstatere, at jeg er dybt ærgerlig og samtidig en smule frustreret. Ærgerlig over Folketingets partier som med den ene hånd er opmærksomme og imødekommende overfor de selvstændige og med den anden hånd nærmest skubber de ledige ud i endnu mere utryghed – og hvor netop svaret skulle have været en stigning i dagpengesatsen og dermed fokus på et ordentligt sikkerhedsnet. Men det er udeblevet.

På trods af alt fortsætter kampen for ordentlige arbejds- og lønvilkår ufortrødent – og ikke mindst kampen for en stigning af dagpengesatsen.