For en uge siden satte jeg mig i toget tidligt om morgenen for at køre til Berlin. Målet var de begivenheder, som finder sted hvert år den anden weekend i januar i forbindelse med markeringen af mordet på de tyske kommunister Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht:

Mindedemonstrationen om søndagen, som også altid forholder sig stærkt til den aktuelle klassekampssituation, samt den store Rosa Luxemburg-konference om lørdagen, som vores gode kollegaer på Junge Welt er drivkraften bag.

Som altid var det spændende at mødes med vores kollegaer og høre om deres situation. 

Og fredag eftermiddag skulle jeg lige nå et møde med repræsentanter for de tre aviser, som Arbejderen har indledt et samarbejde med: Tyske Junge Welt, Morning Star fra Storbritannien og Zeitung vum Lëtzebuerger Vollek fra Luxemburg.

I Flensborg stødte jeg imidlertid på forhindringer. Et skib var sejlet ind i en bro, så toget kunne ikke køre videre. I stedet skulle vi med et nyt tog til Kiel for at komme videre til Hamburg og Berlin. Irriterende, men det skal siges til de tyske jernbaners ros, at det hele foregik hurtigt og effektivt. Jeg blev udstyret med en ny rejseplan, og fik besked på at gå til billetsalget i banegådshallen for at få nye pladsreservationer.

Flygtninge

Det bemærkelsesværdige i den tyske banegårdshal var et stort hjørne, som var indrettet til modtagelse af flygtninge. "Welcome to Flensburg", stod der på et brunt papskilt, hvor der også var skrevet noget på arabisk. På en stor cafe-disk stod der mad, og på et andet papskilt kunne jeg læse "Everything's for FREE". Der var borde og bænke, et legehjørne og en babyseng og en stor kasse med "clothes".

Det var så tydeligt, at det her modtagecenter ikke var officielt, men alligevel fik det god plads i banegårdshallen. Og tre-fire personer gik rundt og passede på det hele.

Det var unægtelig lidt tankevækkende i betragtning af situationen i Danmark, hvor flygtningevenner er blevet smidt ud fra Hovedbanegården i København. En god oplevelse, som gjorde det lidt nemmere at klare min forsinkede togrejse.

Det endte nemlig med, at jeg kom til Berlin tre timer forsinket. Og det møde, jeg skulle deltage i, var næsten færdig, da jeg ankom. Heldigvis havde de andre fra Arbejderen valgt en anden rejserute, så de kom til tiden.

Samarbejde

Mødet forløb godt, vi fik lavet nye aftaler om, hvad vi vil samarbejde om næste år. Det bliver blandt andet et fælles projekt omkring 80-året for den spanske borgerkrig samt flygtningekrisen og imperialisme.

Som altid var det spændende at mødes med vores kollegaer og høre om deres situation. Og inspirerende at vi, på trods af forskelligheder, ser meget ens på verdenssituationen.

Rods Luxemburg-konferencen forløb også godt. Op mod 2600 personer deltog, og der var rift om pladserne. Interessante foredrag og debatter.

Et af højdepunkterne var et direkte video-interview fra Donbass-regionen i Ukraine, hvor Alexei Markov, grundlægger og leder af den politiske afdeling af det kommunistiske brigade "Prisrak", fortalte om hverdagen for de soldater, som kæmper mod nazistiske hærenheder. Han fortalt blandt andet også, hvordan de opbygger infrastruktur efter socialistiske principper.

Og demonstrationen om søndagen, som samlede omkring 14.000 deltagere, var som altid en god og stemningsfuld oplevelse. Det giver energi til den kommende tid.