I dag fremlægger EU-kommissionen sit udspil til en EU-mindsteløn. Så i skrivende stund ved jeg ikke præcist, hvad det vil indeholde.

Friheden til at forhandle egne vilkår bliver indskrænket, hvis EU skal definere rammerne for den. 

Men jeg ved at næsten uanset hvad, så bliver det en både hård og vigtig kamp, for kernespørgsmålet er, om din løn skal besluttes af EU, eller om det er noget, der skal forhandles mellem arbejdsmarkedets parter, som det er nu i den danske aftalemodel.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen blev sidste år godkendt af et flertal i EU-parlamentet, blandt andet fordi hun ville fremsætte et forslag om en EU-mindsteløn i løbet af Kommissionens første 100 dage. 

Forslaget mødte massiv modstand fra arbejdsmarkedets parter i hele Skandinavien, og senere hen viste det sig, at der også var andre lande, som heller ikke synes, at det her er noget, som EU skal blande sig i.

Det er faktisk heller ikke noget, som EU har kompetence til. Det står helt klart i traktaten, men har altså ikke holdt Kommissionen tilbage.

I løbet af det seneste år har jeg ved forskellige lejligheder gjort beskæftigelseskommissær Nicholas Schmit opmærksom på, at det er min og Enhedslistens klare holdning, at i Danmark fastsættes lønnen bedst af dem, der kender arbejdsmarkedet bedst – og det er ikke EU. 

Friheden til at forhandle bliver indskrænket

Når der i Danmark forhandles overenskomster efter den danske model, så har hver enkelt lønmodtager, der er medlem af en fagforening, mulighed for at komme med sine ønsker og krav til den kommende forhandling.

Kravene handler ikke kun om kroner og øre. De kan også handle om betalte fridage, betalt efteruddannelse eller en god seniorpolitik. Den ene arbejdsplads kan have nogle behov, som ikke er de samme som de behov, der er på en anden arbejdsplads.

Der kan være stor forskel på kravene fra branche til branche, og der er stor forskel på arbejdsmarkedet i de forskellige lande i EU.

Det er derfor, at én løsning ikke nødvendigvis passer til alle. Og det er derfor, at den enkelte lønmodtager og arbejdsmarkedets parter skal have fri mulighed til at nå frem til den aftale, der passer bedst til dem, som aftalen handler om.

Friheden til at forhandle egne vilkår bliver indskrænket, hvis EU skal definere rammerne for den. Og hvis EU først har fået mulighed for det, så er der ingen garantier for, hvor langt EU kan gå, og hvor meget indflydelse EU kan få på løndannelsen i fremtiden.

En dør på klem kan blive en dør på vid gab

Når døren først er åbnet på klem, så kan den skubbes lidt længere op og lidt længere op. Et direktiv, der sikrer EU selv den mindste form for indflydelse, kan altid ændres. Derfor har jeg og Enhedslisten hele tiden stået fast på, at vi ikke ønskede sådan et direktiv.

Indimellem er der nede i EU kommet beskyldninger om, at det er en usolidarisk holdning. For der er lønmodtagere i andre EU-lande, som i dag får en løn, som de ikke kan leve af. Og det er hamrende uretfærdigt og uanstændigt.

Men det er lige så uanstændigt at hævde, at en EU-mindsteløn er svaret på den situation. Flere af de lande, eksempelvis Spanien og Tyskland, har allerede en lovbestemt mindsteløn. Der er en helt tydelig sammenhæng mellem, at de lande, der har en lovbestemt mindsteløn, også ofte er de lande, hvor lønnen er lavest.

Det har den nationale lovbestemte mindsteløn ikke ændret på. Så hvordan skulle en EU-bestemt mindsteløn kunne gøre det?

Den danske model har gennem 100 år bevist at være den bedste måde at sikre ordentlige løn- og vilkår. Det skal den blive ved med at være, og det skal EU ikke lave om på, og det kæmper jeg videre for sikre.