Coronapandemien har slukket for en stor del af vores normale udledning af CO2.

Men hvad sker der, når vi alle sammen måske en gang i løbet af 2021 bliver sluppet fri og begynder at forbruge og transportere os igen?

Før vi for alvor går i gang med at rykke rundt på vores gamle bygninger for at spare på CO2’en, må vi vide, hvordan det, vi gør, påvirker udslippet.

Et fornuftigt bud er, at vi i løbet af kort tid er oppe på de næsten samme udledninger af CO2 som før krisen.

I fremtiden venter der os langt større problemer end corona. Vi kan ikke bruge social afstand, mundbind og håndsprit til at undgå oversvømmelser, storme, tørke, folkevandringer og en usikker fødevareforsyning. Vi må gøre noget nu.

Boliger og CO2-udslip

I Danmark kommer cirka 40 procent af CO2-udledningen fra forbruget af energi i vores boliger, heraf den største del fra den gamle bygningsmasse.

De sidste mange års tilgang til det problem har været såkaldte energirenoveringer: Isolér med stenuld eller glasuld, skift vinduer, gør boligen tæt som en ubåd og kompensér så med udspekulerede ventilationsløsninger.

Det store spørgsmål, som skal besvares, inden vi går i gang med at nedbringe CO2-udledningen, er derfor: Virker dét – nedbringer det faktisk det samlede CO2-udslip, når vi eksempelvis udskifter gamle dannebrogsvinduer med forsatsrammer til 2- eller 3-lags termoruder?

Uvished om effekt

Hjælper det på det samlede CO2-udslip, nå vi smækker 15 centimeter rockwool uden på vores huse?

Det foruroligende svar er, at det har vi ingen anelse om.

Lad os tage et eksempel på en typisk situation, som viser vores uvidenhed på området: 

I en københavnsk udlejningsejendom – der typisk har 100 år eller mere på bagen – klager lejerne over dårligt vedligeholdte vinduer. Udlejeren beslutter at skrotte de gamle vinduer, fordi han kan få en lejeforhøjelse for at sætte nye vinduer i.

Han bestiller vinduerne hos et jysk firma. Dette firma bestiller termoglas i Frankrig, som laves med et stort energiforbrug og køres til Danmark på en diesellastbil.

Firmaet bestiller også træ, som fældes i en jysk plantage. Så laves vinduerne på vinduesfabrikken, der forbruger energi fra et nærliggende kraftværk. Derefter køres vinduerne til København, også på en diesellastbil.

Da vinduerne er lavet af hurtigtvoksende gran, kan producenten kun garantere 20 års levetid. I København pilles de gamle dannebrogsvinduer ud og køres til forbrænding – selv om de med den rigtige behandling kunne bevares i 50 år mere.

Hvor meget CO2 spares?

Et andet eksempel kunne være i en almen boligafdeling, hvor beboerne med støtte fra Landsbyggefonden – der nu er blevet pumpet op med 30 milliarder lånte kroner – via en helhedsplan beslutter er renovering: Nye vinduer i stedet for de gamle af plast, facadeisolering, nyt varmeanlæg.

Vi tager turen til Frankrig igen og supplerer med et nyt varmeanlæg, der er designet i Danmark og kulproduceret i Kina og sejlet hertil med et dieseldrevet skib.

I begge tilfælde kan lejerne nu holde varmen. Derfor møblerer de deres lejlighed helt ud til vinduerne, for nu kan man sidde op ad vinduet uden at blive forkølet. Deres varmeforbrug falder derfor ikke – men deres komfort stiger. Dette har SBi fastslået i en rapport fra maj 2020.

Spørgsmålet er her i al sin enkelhed: Hvor meget CO2 sparer udskiftningen, sparer den samlet overhovedet CO2? – eller betyder den faktisk i virkeligheden en større udledning af CO2?

Det ved vi ikke, ingen har mig bekendt regnet på det, alle er blot løbet i den samme retning, drevet af de samme forestillinger og de samme incitamenter.

Energimærker dur ikke

De danske energimærker er et godt eksempel på, at vi ikke aner, hvor meget CO2 vi sparer ved indgreb i bygningerne – energimærkerne er nemlig baseret på udgifter. Falder energipriserne, og har vi mildere vintre, sker der det paradoksale, at en ejendom kan bevæge sig fra for eksempel energimærke D til C, uden at der er sket noget som helst i den. Det skyldes tankegangen bag energimærkningen: Hvis forbruget af energi i en ejendom koster mindre, så er den mere energieffektiv.

Lad os gå tilbage til eksemplerne: Hvad nu hvis ejeren af den private udlejningsejendom havde besluttet at sætte de gamle vinduer i stand: Reparere, male og tætne dem og forsatsruderne, isolere og omfuge mellem karm og mur. Eller hvad hvis den almene boligafdeling i stedet kun havde skiftet enkelte komponenter i varmeanlægget?

Ville den samlede CO2-udledning over de næste 20 år så være mindre end ved en udskiftning? Det ved vi ikke.

En ny start

Før vi for alvor går i gang med at rykke rundt på vores gamle bygninger for at spare på CO2’en, må vi vide, hvordan det, vi gør, påvirker udslippet.

Et bredt flertal i Folketinget er som sagt enigt om at bruge 30 milliarder af Landsbyggefondens midler på at renovere almene boliger. Der lader også til at være enighed om, at energirenoveringer skal udgøre en væsentlig del af arbejderne. Det er en rigtigt god nyhed for rigtigt mange almene lejere. Men inden vi går i gang, må vi ud fra vugge til vugge-tanken have undersøgt og regnet på, hvor meget CO2 en given række af handlinger sparer.

Derfor ligger der en opgave, der må løses i fællesskab af staten, ejendomsbranchen, aktørerne i udlejningssektoren, byggebranchen og de tekniske eksperter under iagttagelse af de erfaringer, vi allerede har gjort os.

Den første opgave bliver at opstille kriterier for et energimærke, der rent faktisk viser noget om energiforbruget, men herefter må kloge hoveder regne på virkningerne af vores handlinger, inden vi alle sammen uovervejet løber i den samme retning.