28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det er dårligt samfundssind at skrotte konvention

Blogs

Bjørn Elmquist
Advokat og formand for Retspolitisk Forening.
Advokat, journalist og tidligere medlem af Folketinget. Formand for Retspolitisk Forening og talsmand for PET-komitéen. Tidligere medlem af Folketinget for Venstre og siden Radikale Venstre. Tidligere bestyrelsesformand for Amnesty International Danmark.
Blogindlæg af Bjørn Elmquist
ons. 07. apr - 2021
søn. 08. nov - 2020
ons. 27. maj - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 29. august, 2017, 07:00:35

Det er dårligt samfundssind at skrotte konvention

Dansk Folkeparti vil have Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ud af dansk lovgivning. Det skal bruges til at udvise flere kriminelle udlændinge.

I amokløbet om at "værne om danske værdier" trækkes nu den gamle traver om at opsige Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og forlade Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i Strasbourg ud af stalden igen.

Den slags samfundssind burde være en del af danske værdier, al den stund vi ved festlige lejligheder besmykker os med lovprisninger af vores velfærdssamfund.

Og lur mig, om ikke Dansk Folkepartis utroligt kortsigtede og ulogiske argumenter vil bide på andre partier, ja sågar Socialdemokratiet, der jo stadigt hyppigere erklærer sig helt på linje med Dansk Folkeparti, når det gælder forringelser af retssikkerheden.

Den konkrete anledning og motivation for gensynet med den gamle traver er, at "for mange kriminelle udlændinge undgår udvisning, fordi Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er skrevet ind i dansk lovgivning". Det skal ændres, ved at konventionen tages ud af lovene igen, og så vil domstolene frit kunne udvise alle disse kriminelle udlændinge.

Del af Danmark, på godt og ondt

Det bedste og ærligste argument mod forslaget er simpelthen, at de pågældende udlændinge ikke bør udvises.

Kendsgerningen er nemlig, at de har boet her i landet i så mange år og i så stor en del af deres tilværelse og har så mange familie- og andre relationer til andre personer, der er hjemmehørende her, at disse med rette betragtes som en del af samfundet. På godt og ondt.

I det ligger, at der blandt alle os andre i samfundet, som på ingen måde kan kaldes udlændinge, også er folk, som overtræder lovene og derfor kan betegnes som kriminelle. Og ligesom samfundet har et ansvar og en forpligtelse over for dem til at søge dem indpasset i rette sociale sammenhæng, har samfundet en tilsvarende resocialiseringsforpligtelse overfor disse udlændinge.

Den slags samfundssind burde være en del af danske værdier, al den stund vi ved festlige lejligheder besmykker os med lovprisninger af vores velfærdssamfund, men egentlig er værdibegrebet for snævert. Den slags overordnede rettigheder defineres traditionelt som universelle, da de jo bør gælde for alle uanset tid og sted.

Menneskerettigheder er universelle

Den betragtning bider ikke – det ved jeg godt – på DF’erne. Men før andre partier går hen og bliver for glade for den gamle traver, skal de huske på, at vores medlemskab af EU både formelt og reelt forpligter os til at overholde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og at respektere Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og dens afgørelser.

Så skulle Folketinget og regeringen gennemføre DF’s forslag, vil EU-kommissionen som EU-traktaternes vagthund indlede en sanktionsprocedure, ligesom tilfældet er i disse måneder i forhold til Polen, der i sidste instans kan betyde fratagelse af stemmeretten i EU’s ministerråd, og i bredere sammenhæng tab af respekt i andre lande.