Den mellemstatslige aftale mellem Danmark og Europol blev færdig til tiden. Fristen 1. maj er netop passeret, og i de sidste dage blev underskrift og andre formalia bragt i orden.

Sagen er imidlertid, at det hele tiden har været indlysende klart, at der ville komme sådan en aftale i stand.  

En række danske MEP’er, MF’er og ministre stod nærmest i kø for at pege på sig selv som afgørende for "de svære forhandlingers positive udfald". Samtidig betegnede både de og andre, der ved folkeafstemningen i december 2015 om ophævelse af retsforbeholdet opfordrede til at stemme ja, det nærmest som et mirakel, at aftalen overhovedet var kommet i stand.

Alle, som stadig har debatten fra den gang i tilpas frisk erindring, husker den fejlagtige propaganda fra ja-siden om risikoen for en mindre effektiv indsats mod menneskesmugling og børnepornografi ved et nej og de helt bastante udsagn om, at de andre EU-lande ville – ja vel nærmest burde – straffe Danmark, hvis vi stemte nej, ved at lukke af for en aftale om Europol.

Så på sin vis ligger den nye selvpromovering og udbredelse af falske nyheder i lige forlængelse af den tidligere.

Sagen er imidlertid, at det hele tiden har været indlysende klart, at der ville komme sådan en aftale i stand.  Gentagne gange under debatten op til folkeafstemningen understregede jeg og andre nøgterne kommentatorer, at en simpel behovsanalyse dokumenterede, at alle parter, det vil sige ikke kun Danmark, men også alle andre EU-lande og Europol-landene, Europol- og EU-instanserne tillige med alle involverede politi- og retsmyndigheder, havde så meget brug for at samarbejde med hinanden mod kriminalitet, at en aftale givet vis ville komme i stand.

Både ja-siden og de fleste af de store medier undlod imidlertid at referere det synspunkt. Eller præsenterede en afart deraf som ønsketænkning fra Dansk Folkeparti helt uagtet, at mange af os, der fremførte synspunktet, havde sagligt belæg for det og i øvrigt på ingen måde kunne associeres med DF.

Så nej: det skyldes hverken et mirakel eller hårdt arbejde fra de pågældende personer (ingen nævnt, ingen glemt), at Europol-aftalen nu er trådt i kraft.

Hvad dens indhold angår, skal jeg nu og her alene gøre den bemærkning, at jeg faktisk er ganske godt tilfreds med, at EU-domstolen har fået tillagt kompetencen til at pådømme eventuelle overtrædelser i forhold til Europol-aftalen. Vi har nemlig gentagne gange set netop den domstol udfolde større ihærdighed med at beskytte borgernes rettigheder mod overvågning og andre overgreb, end vi ser det fra vore egne, nationale myndigheder. Det gælder for eksempel dommen i 2016 vedrørende logning på dataområdet, hvor regeringen med justitsministeriet i spidsen gør, hvad de kan for at udskyde den påkrævede revision af disse ulovlige danske regler.