Det er nogle drøje hug, de seneste danske stramninger i udlændingepolitikken får for tiden. Helt fortjent og forudsigeligt, men måske ikke tilstrækkeligt.

Et andet rystende eksempel på de seneste rettighedsfjendske stramninger er indskrænkning af retten til familiesammenføring.

Det, der hidtil har vakt mest medieopsigt, er den nye ordning, der tillader politiet at visitere asylansøgere for værdigenstande og at konfiskere beløb på over 3.000 kr. samt alle andre smykker end vielsesringe og lignende af gængs karakter og beskeden værdi.

Det haglede ned med kritik blandt andet i amerikanske medier, hvor der blev refereret mindelser fra Nazitiden, hvor jøder blev totalt plukket for alt, hvad de ejede.

Som i Nazi-tiden. Jeg hæfter mig ved, at ikke også alle de andre uhyrlige stramninger inddrages i kritikken fra udlandet.

For eksempel de skønsmæssige beføjelser, som nu gives til en mere eller mindre tilfældig ressortminister, til på ubestemt tid at frihedsberøve indrejste udlændinge i, hvad der med en for pæn betegnelse kaldes interneringslejre.

Tidsubegrænset frihedsberøvelse uden dommerkendelse. Disse fængslede personer kommer kun for en dommer, hvis vedkommende udtrykkeligt kræver det og i så fald end ikke straks, men når det tidsmæssigt vil kunne lade sig gøre.

I skrivende stund står det aldeles uklart, om den fængslede har ret til advokatbistand og tolkning, og hvordan det sikres, at den fængslede i rette tid og på behørig vis får den fornødne underretning i tilstrækkeligt kvalificeret omfang.

Et andet rystende eksempel på de seneste rettighedsfjendske stramninger er indskrænkning af retten til familiesammenføring, så der nu går tre år, før en flygtning fra Syrien kan få ægtefælle og børn hertil. Eller nok rettere: tre år før behandlingen af en ansøgning om familiesammenføring indledes.

Andre eksempler er lempelser i miljølovgivning mv., så minimumskravene imod støj- og andre gener i menneskeboliger bliver mindre skrappe, når det drejer sig indkvartering af flygtninge.

Konventionskrænkelser. Danmark synes her at krænke de internationale konventioner, som vi har afkrævet andre lande at overholde. Lige fra udviklingslande på andre kontinenter og Sydafrika, i sin tid Sovjetunionen og andre lande fra Østblokken bag Jerntæppet til i dag ansøgerlande til EU (Københavns-kriterierne) samt Rusland og Kina.

Men når dét bebrejdes regeringen og folketingsflertallet, opfattes det af dem nærmest som beviset for, om stramningerne duer. Nu siger de skingre og højstråbende fortalere for strammerne, at de går helt ud til kanten af forpligtelserne, og at hvis denne nye danske kurs strider mod den ene eller anden konvention, så må konventionerne såmænd bare ændres….!

Den del af problemstillingen er bestemt ikke fremtrædende i den hidtidige kritik i for eksempel amerikanske medier. Hvor beklageligt dét end er, kan det ikke overraske. USA har jo stadig ikke afviklet sin Guantanomo-lejr og aldrig fremlagt sandheden om de hemmelige "CIA-fængsler" i blandt andet visse europæiske lande.

Domstolskontrollen. Det sidste ord om konventionskrænkelser er dog ikke sagt. Det kommer givetvis til retlig prøvelse af spørgsmålet. Men da Højesteret kun nødigt påtager sig rollen som vogter af grundlovens og andre statsretlige principper, så man vi i gang med konkrete sager, der jo skal op i gennem retsinstanserne, før vi kan få Højesterets dom over ordningerne.

Skulle det falde ud til godkendelse, er de nationale retsmidler udtømt og vejen dermed banet til Den europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Denne lange og besværlige vej spares vi måske for. Når udlandets chokerede opdagelse af den officielle danske menneskefjendskab går op for regering og folketingsflertal, bliver de muligvis så skræmt, at de retter ind.