Man har svært ved at tro sine egne øjne, når man læser om det ene kontrolsvigt efter det andet i forvaltningen af de offentlige udgifter. Lige fra de voldsomme "refusioner" af aktieudbytteskat til udenlandske personer og fonde, "Britta-sagen" og så til de seneste "bedrifter" på Forsvarsministeriets område og i en række andre statsstyrelser.

Hvordan har det kunnet gå til, at der i alle disse sager ikke er fundet én eneste minister eller departementschef, som kunne drages til ansvar?

Efter alt foreliggende består kontrolsvigtet i systemfejl, hvor der ikke findes et effektivt værn mod enkeltpersoners svigagtige adfærd. Typisk ved at det er én og samme myndighed i form af én person eller ganske få, der afgiver ordrer på køb eller anlæg og efterfølgende foretager betalingen..

Ofte sker det uden uvildig, effektiv revision helt frem til, at Statsrevisorerne og Rigsrevisionen længe efter kommer ind i billedet.

Strafforfølgning

At der skal ske individuel strafforfølgning af de offentligt ansatte og deres eventuelle private samarbejdspartnere, der uberettiget personligt beriger sig, er ganske indlysende, og det sker da som oftest også, når svindelen kommer for en dag. Men der kan gå meget lang tid, kan vi se af de aktuelt verserende sager.

Dette er dog den ”lette” del af opgaven med at få ryddet op. Langt mere kompliceret har det vist sig at være at få udbedret  kontrolmanglerne, så der kommer nogle effektive interne mekanismer, som gør det sværere, helst umuligt at lave den slags svindelnumre. Hvad der ellers burde være ret så enkelt.

Og allermest har det knebet med at få placeret det overordnede ansvar for hele miseren. Hvordan har det dog kunnet gå til, at der i alle disse sager ikke er fundet én eneste minister eller én eneste departementschef, som kunne drages til ansvar?

Forsvarsministeriet

Tag den seneste og meget spektakulære sag fra forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Det står fast, at der har verseret en straffemæssig efterforskning siden 2016, uden at der åbenbart er gjort noget som helst effektivt for at stramme op på kontrolfunktionerne, eller at orientere den daværende forsvarsminister om straffesagsefterforskningen.

Og med hensyn til den seneste mistanke om en ny gang snyd og bedrag står det også fast, at den har været forelagt departementschefen for flere måneder siden.

Alligevel er han indtil videre gået fri. Et baggrundsnotat til et ledermøde omtalte ”på en af de sidste sider” mistanken om svindel, men det fik departementschefen ikke læst igennem inden mødet, og på selve mødet nåede man aldrig frem til det punkt på dagsordenen! En mail om det samme emne var landet i hans indbakke, men da den var krypteret, kunne han ikke læse den på sin mobile enhed, og da han nåede ind på kontoret, glemte han at få læst den ulæste mail!

Nødvendigt med kradse midler

Indtil videre har forsvarsministeren valgt at hjemsende et par personer fra det næstøverste ledelseslag, men altså at beholde sin departementschef.

Hænger dette mon sammen med, at forsvarsministeren ved sin tiltræden efter regeringsskiftet i sommer var helt grøn og ganske uerfaren på dette fagpolitiske område og derfor så afhængig af støtte og vejledning fra departementet, at det slet ikke ville kunne komme på tale nu og her at skifte ud i den allernærmeste entourage?

Hvis det er den reelle forklaring på de indgreb, som indtil nu er foretaget af forsvarsministeren, så bliver det spændende at se, hvad den annoncerede uvildige undersøgelse kan få af konsekvenser for ministeren og hendes departementschef. Det politiske ansvar er til enhver tid ministerens.

Disse gentagne skandaler kræver kradse midler…