Radikalisering er blevet et fy-ord. I lange tider var det ellers noget man, i hvert fald i politiske sammenhænge, forbandt med Det radikale Venstre og dermed signalerede noget med midten i dansk politik. I nogle perioder samarbejde med "blå blok" (tidligere "de borgerlige"). I andre perioder den modsatte vej, det vil sige med "rød blok" (tidligere "arbejderpartierne").

Men de dage er ovre. Nu handler "radikalisering" om muslimer, og man behøver ikke være sprogforsker for at konstatere det.

Hele dette radikaliseringsprogram bidrager voldsomt til radikalisering, og vores samfund kan ende lige så intolerant og udemokratisk som Kalifatet.

I det anti-radikaliseringsprogram, som regeringen fremlagde for nogle dage siden, kan man trods alt faktisk godt finde visse forsøg på at "gå på to ben". For eksempel står der intet steds nævnt "imamer". I stedet tales der om "religiøse forkyndere" og om sådanne, der "søger at undergrave danske love og værdier og understøtter parallelle retsopfattelser". Så i princippet kan personer, som søger at overbevise folk om at følge indremissionsk levevis og regelsæt eller parallelsamfund på for eksempel kristne yderfløje komme i søgelyset. For eksempel skal det være slut med ægteskaber under 18 år. To unge mellem 15 og 18 i fast parforhold med seksuel aktivitet skal altså "leve i synd".

Der har ellers været både formaninger og opfordring til eftertænksomhed. I Kristeligt Dagblad citerede man fra den åbningsgudstjeneste, som traditionelt afholdes i Christiansborg Slotskirke umiddelbart inden Folketingets åbning. Her sagde Ribes biskop, Elof Westergaard, blandt andet, at "ængstelsen for religiøse og totalitære ideologier er berettiget, men at det også fører til mistænkeliggørelse".

Andre af de konkrete tiltag giver dog klart indtryk af ensidighed, for eksempel at tosprogede skal tvinges i børnehave.

Og tager man det tiltag, der handler om, at hjemmesider og andet på nettet med ekstreme holdninger skal imødegås, ja eventuelt søges helt lukket ved hjælp af en dommerkendelse, kan det lyde fornuftigt nok. Men når der af myndighederne skal udnævnes meningsdannere til på nettet at udbrede en mere officiel sandhed, springer kæden af. Er det noget, disse "meningsagenter" selv mener, eller er det noget, "man" skal mene? Formålet synes ikke at være at fremme den mangfoldighed og uenighed, som er nødvendig for og en afgørende del af demokrati.

De tilkendegivelser, som partierne, der støtter programmet, har fremsat, trækker i samme retning og giver bange anelser om, at sigtet med radikaliseringsprogrammet er ganske ensidigt og meget snævert.

Anmeldelser mod skarpe udfald og beskyldninger mod udlændinge på for eksempel DF’s årsmøde er af politiet blevet afsluttet uden videre efterforskning og påtale. Og det er ikke et engangsfænomen. Dette fører til en begrundet opfattelse af, at ytringsfrihed fortolkes meget vidt, når det handler om etablerede partiers medlemmer og deres synspunkter. Men meget restriktivt, når det kommer til andre, især dem, "vi" ikke kan lide.

På den baggrund er tiltaget, om at foreninger, der modarbejder demokratiet, ikke kan modtage offentlige tilskud, symptomatisk. Og skræmmende.

Hele dette radikaliseringsprogram bidrager voldsomt til ... radikalisering, og vores samfund kan ende lige så intolerant og udemokratisk som Kalifatet.