- Er der slet ingen pligter? Du taler altid om menneskerettigheder. Lad os dog høre noget om pligterne….!

Der var vrede og bebrejdelse i ordene, som kom fra en lettere ophidset mand på et vælgermøde for adskillige år siden, hvor jeg som medlem af Folketinget var en af deltagerne.

Ytringsadgangen er helt afgørende for udøvelsen af ytringsfriheden, og derfor bliver midlerne for at påkalde sig medieinteressen stadigt mere ekstreme.

På sin vis  havde og har manden ret. Rettigheder og pligter er to sider af samme sag. Den enes rettigheder forudsætter en pligt for andre til at respektere dem. Og vice versa.

Min ret til for eksempel at organisere mig, demonstrere og ytre mig forudsætter, at mine medborgere ikke i praksis forhindrer mig i det. Det gælder også, selv om jeg siger noget, de ikke er enige i eller ligefrem væmmes eller såres ved. Grænserne ligger, hvor der siges og gøres noget, som er forbudt. Det, som frister og motiverer mange, er at gå så tæt på grænsen, at det provokerer og skaber opmærksomhed.

Her er vi ved et andet, meget centralt begreb. Opmærksomheden. Hvad hjælper det, at man har ret til at ytre sig, hvis ingen hører efter? Stå mutters alene ude i skoven med sit budskab har jo ikke meget med demokrati og aktiv deltagelse at gøre. Det gælder i den almindelige hverdag og i særdeleshed medierne. Derfor er ytringsadgangen helt afgørende for udøvelsen af ytringsfriheden, og derfor bliver midlerne for at påkalde sig medieinteressen stadigt mere ekstreme.

Folkemødet på Bornholm i dag og de næste tre dage viser, hvor galt det kan gå. I udgangspunktet handlede det om, at FOLKET kunne møde politikere, forenings- og organisationsfolk samt meningsdannere vel fortrinsvis for, at disse specifikke grupper kunne blive klogere på, hvad der rører sig i befolkningen og lade sig påvirke af det.

Men jagten på opmærksomhed er i år gået helt grassat. Højrefløjsorganisationer har hentet forstærkning i form af to-tre personer ude fra, der er så kendte for så ekstreme synspunkter, at den samlede presse har været ved at falde over hinanden i deres iver for at dække det forventede rabalder. Helt forudsigeligt og tilsigtet fra arrangørernes side.

At det er folk fra udlandet, som skal hidkaldes for at påvise behovet for at stoppe udlændingenes invasion af og indflydelse i Danmark, er skæbnens ironi.  

Denne high jacking af folkemødet sætter en tyk streg under de pågældende organisationers manglende forståelse for den sårbare balance, som menneskerettigheder og pligter befinder sig i.

Vi får se, hvorledes det hele spænder af. Men går det skævt, kan det blive enden på Folkemødet i dets hidtidige form.