Det her handler ikke om penge og regnskaber, men om den kontrol og ligevægt, som sammen med menneskerettighederne garanterer et reelt demokrati.

Udtrykket "Checks and Balances" er, som mange vil vide, den amerikanske betegnelse for det princip om statsmagtens tredeling, som den franske statsfilosof Montesquieu i sin tid raffinerede, og som blev et af den franske revolutions formål.

Jo mere konkret og individualistisk en lovbestemmelse er udformet, desto mere uanvendelig er den i praksis. 

Herhjemme står det i Grundlovens § 3, men har i vores særlige danske model gennem historien fået en noget mudret udgave. Den udøvende magt, regeringen, er ikke direkte valgt af folket, men udpeges efter et flertal af den lovgivende magt Folketingets ønske.

Vi har ikke den samme skarpe skillelinje mellem disse to af statsmagtens tre instanser, som man kender det fra for eksempel Frankrig og USA.

For den tredje statsmagt, domstolene, er situationen noget mere klar. Især efter reformen sidst i 1990’erne fremstår domstolene en del mere uafhængige af Folketing og regering, og sådan bør det da for søren også være. Ellers bliver enhver retssag, det være sig civil eller strafferetlig, en politisk afgørelse, og det vil - sat på spidsen - sige afhængigt af, hvilke partier, der på det pågældende tidspunkt udgør regeringen.

Sådan en situation kan jeg ikke forestille mig, noget retsindigt og selvstændigt tænkende menneske ønsker sig. 

Da den nye regering trådte til efter valget i juni, fremhævede statsministeren, at man gik ydmygt til opgaven. Det tydede på realitetssans, for Venstres mandattal er både reduceret og beskedent.

Men siden da har både fagministre og medlemmer af regeringens støttepartier bralret voldsomt op helt ude af takt med denne ydmyghedens trosbekendelse. Det gælder for eksempel de bandbuller, som er udsendt mod domstolene og deres slatne straffedomme. Hvis ikke de mander sig op og følger strammernes krav, vil der blive lovgivet med minimumsstraffe, normalstraffe osv.

Den slags trusler vidner om manglende forståelse for og indsigt i lovgivningens væsen. Jo mere konkret og individualistisk en lovbestemmelse er udformet, desto mere uanvendelig er den i praksis. For så vil den jo kun kunne dække meget få tilfælde i dagligdagen. Virkeligheden svarer som bekendt sjældent til fantasien. Hvis der skulle repareres på det problem, måtte der laves én bestemmelse for hver eneste af de 10.000’er tænkelige variationer. Og ikke en gang det ville kunne tage højde for enhver situation.

Disse patetiske forsøg på at puste sig op, tager sig ekstra komiske ud, når nogle af strammerne samtidig går ind for at ophæve det danske retsforbehold i forhold til EU. I den situation ville det snart være slut med Folketingets kompetence til at bestemme over strafferammer og andet guf for populisterne.

Allervigtigst er dog den mangel på demokratisk indstilling, som disse udmeldinger dokumenterer. Sikke dog en redelighed….