En vigtig faktor i retssikkerheden er Ombudsmanden. Lige siden oprettelsen af embedet her i Danmark for 61 år siden har det været dér, den enkelte borger, som følte sig i klemme hos myndighederne, kunne klage sin nød. I de første mange år var kommunernes forvaltning undtaget, men det ændrede en større reform på.

Fordelen ved at gå til Ombudsmanden i stedet for til domstolene er indlysende. Det koster ikke klageren noget, og normalt skal man heller ikke bistås af en advokat.

Lad os få en fordomsfri og grundig debat om borgernes rimelige forventninger til Ombudsmanden og deres egen retssikkerhed.

Nye tal viser, at flere og flere klager bliver afvist. 40 procent flere i de sidste tre år. I 2012 afvistes 908 sager mod 1.281 i 2015. Og det rimer umiddelbart ikke godt med Ombudsmandens rolle som den "lille mands" beskytter. Men det hænger sammen den hensigtserklæring, som "den nye" ombudsmand Jørgen Steen Sørensen fremsatte ved sin tiltrædelse i 2012 om, at han ville ændre på den hidtidige prioritering.

Baggrunden er, at Ombudsmanden har en særlig pligt til at overvåge forholdene for dem, der er indsat i fængslerne, og i det hele taget kan tage emner op og gå ind i sager af egen drift, som det hedder. Det var lige præcist dette område, "egen drift sagerne", der fremover skulle have højere prioritet.

På et debatmøde i 2012 på Københavns Universitet om dette emne arrangeret af Retspolitisk Forening var der flere af os deltagere, som påpegede risikoen for borgernes tryghedsfornemmelse ved den slags prioritering, men ombudsmanden var forvisset om, at embedets filtrering ville sikre, at ingen væsentlige fejl ville gå upåtalt hen, og borgerne fortsat kunne nære tillid til institutionens behandling af deres klager.

I forbindelse med offentliggørelsen for nogle dage siden af stigningen i afvisninger fastholdt Ombudsmanden over for dagbladet Politiken disse synspunkter og fortsatte blandt andet:

"Jeg anerkender fuldstændig, at det kan have værdi for den enkelte klager bare at få ombudsmanden til at sige, at der er sket fejl. Derfor siger jeg ikke, at vores prioritering ikke har ulemper og ikke kan diskuteres".

Han erkender også, at Folketinget kunne bestemme, at enhver sag, hvor der muligvis kan være begået en eller anden fejl, skal tages under fuld behandling af ombudsmanden. Men det ville kræve voldsomme ressourcer og gøre det svært at fokusere på det væsentlige.

Jeg finder det overmåde vigtigt at få hele denne diskussion frem i lyset og afviser ikke, at økonomiske hensyn kan spille ind. Omvendt bør proportionerne påpeges.

Ombudsmanden koster som institution statskassen 65-70 millioner kroner om året. Andre centrale aktører på området som politi og domstole har – naturligvis – budgetter, der i milliardklassen er meget, meget større.

Så lad os få en fordomsfri og grundig debat om Ombudsmandens effektivitet, gennemslagskraft og bevillinger samt om borgernes rimelige forventninger til Ombudsmanden og deres egen retssikkerhed.